Introduktion og formål

Undervisningsmaterialet sætter især fokus på temaerne fællesskab og forskellighed, men også samarbejde og mod i farefulde situationer og klima. Materialet åbner for samtaler om filmsprog og giver eleverne mulighed for selv at producere små film. Opgaverne er primært tænkt som klassesamtaler, der følges op af kreative opgaver. Tilpas selv formuleringer, så de passer til elevgruppen. Den ene opgavedel er til 2.-3. klasse, den anden er til elever i 4.-6. klasse.

Desuden er der forslag til en opgave i faget teknologiforståelse.

Dansk efter 2. klassetrin

KompetenceområdeFortolkning og fremstilling
Kompetencemål

  • Eleven kan tale om tekstens temaer og deltage i en enkel fortolkning. 
  • Eleven kan udarbejde enkle tekster med billeder og skrift

Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, undersøgelse og fortolkning, fremstilling

Dansk efter 4. klassetrin

Kompetenceområde: Fortolkning og fremstilling
Kompetencemål: 

  • Eleven kan tale om tekstens temaer og deltage i en enkel fortolkning. 
  • Eleven kan udarbejde enkle tekster med billeder og skrift.
  • Eleven kan udtrykke sig om tekstens univers.

Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, undersøgelse og fortolkning, fremstilling

Dansk efter 6. klassetrin

Kompetenceområde: Fortolkning og fremstilling

Kompetencemål: 

  • Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer. 
  • Eleven kan udarbejde dramatiske produkter.
  • Eleven kan udtrykke en æstetisk teksts stemning.

Færdigheds- og vidensområder: Forberedelse, fremstilling, oplevelse og indlevelse
 

Film og forforståelse

Om filmen 

’Flow’ er en animationsfilm fra 2024, lavet af den lettiske instruktør Gintz Zilbalodis. Filmen er en smuk fortælling om en kats utrolige rejse gennem et område ramt af massiv oversvømmelse. På sin vej møder katten nye venner; en hund, en lemur, en sekretærfugl og en kapivar. Sidstnævnte vil appellere til mange børn, da de kender kapivaren fra mange memes på sociale medier. Filmen er lavet på et uhørt lavt budget.

Hver en frame i filmen er et lille maleri, og da scenerne nærmest er i flow, er det umuligt ikke at gispe, når spændingen tager til, eller glædes, når forhindringer overvindes. 

Zilbalodis har, før han lavede ’Flow’, også lavet filmen ’Away’, begge udmærker sig ved at være uden dialog. Han har bl.a. vundet en Oscar og en Golden Globe for ’Flow’.

’Flow’ handler om at se medmenneskeligheden i hinanden, at hjælpes ad på trods af forskellighed. Filmen bryder med talemåden ”Curiosity killed the cat”: Den handler om mod og at tage chancer, og så er det jo heldigt, at katte siges at have ni liv. 

Klimaproblematikken er hele tiden til udstilling, men ingen gøres ansvarlige, ingen stilles til ansvar, og der gives ingen forklaringer. Men det gør bestemt ikke filmen mindre interessant i forhold til undervisning. Tværtimod. 

Filmens credits

Titel: Flow
Produktionsland og -år: Belgien, Frankrig, Letland, 2024
Instruktion: Gintz Zilbalodis
Længde: 85 minutter
Distribution: Another World Entertainment
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Egnet for alle, se evt. Medierådets bemærkninger 
 

Handling

En ensom kat strejfer omkring i en have fuld af katteskulpturer. Den kravler hjemmevant ind ad et vindue og lægger sig til ro og snuser nysgerrigt rundt i haven. Freden brydes, da en flok gøende hunde sætter en vild jagt i gang. Heldigvis undslipper katten, men bliver fanget midt i en flok dyr, der flygter fra noget endnu ukendt. En kæmpe bølge kommer væltende, og katten hvirvles rundt i vandmasserne. Den redder sig op på land, hvor den får kortvarigt følgeskab af en venlig labrador og en sekretærfugl. Katten søger tilbage til sit hjem, men også her stiger vandet. I sidste øjeblik lykkes det katten at spring op på på en drivende sejlbåd. Her møder den den venlige og rolige kapivar. Nu flyder de to dyr med strømmen om bord på sejlskibet.

Inden længe er de fem dyr tilsammen. Om bord må de acceptere vind, vand og vejr, og ikke mindst hinandens selskab, mens de flyder gennem en mystisk verden, mærket af spor fra en fortidig menneskelig civilisation. Undervejs forsvarer sekretærfuglen katten mod sine artsfæller, men bliver straffet brutalt og mister sin vinge. Det smertefulde øjeblik styrker dyrenes bånd.

Trods farer holder de fem sammen. Da sekretærfuglens skader bliver fatale, er katten hos den til det sidste. Fuglen dør fredeligt og svæver mod lyset. Senere falder vandstanden. Katten søger gennem det grønne landskab efter sine venner og finder dem i nød. Men sammen, gennem mod og samarbejde, lykkes det dem at redde hinanden.
 

Temaer

Filmens handling bygges op af karaktererne og deres samspil. I ’Flow’ mødes fem meget forskellige karakterer, men det lykkes dem at finde et fællesskab på trods.

FÆLLESSKAB OG FORSKELLIGHED

Dyrene må sætte alle naturlige instinkter til side for at overleve. Det viser sig blandt andet, da de deler deres føde, når de kopierer hinandens leg, og når katten viser empati og stryger sig op ad de andre dyr. En enkelt scene skiller sig ud, nemlig da sekretærfuglen beskytter katten mod sine artsfæller. Fra andre film med dyr i rollerne er eleverne vant til, at dyrene får menneskelige egenskaber, men her forbliver dyrene dyr, de kan ikke tale sammen, men kommunikerer gennem handlinger. Snak med eleverne om, hvordan instruktøren har iscenesat dette.

FARE OG MOD

Katten er den helt centrale karakter i filmen. Synsvinklen skifter mellem en ”beskuer” og kattens point of view. Katten udviser stort mod i flere situationer, både fysisk og mentalt. Da dens verden bliver vendt på hovedet, og vandet stiger, lægger den sig ikke bare til at dø, men flygter. Flugten får karakter af en rejse, og katten synes at tænke som Pippi, ”Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg sikkert godt”. Da den møder en flok vilde hunde, er den klar til at indlede et venskab. Den byder andre dyr velkommen om bord, uden at være territorial. Den er ikke bange for vandet; den svømmer uden panik, når det er nødvendigt, og den dykker efter mad, som den gerne deler med andre. Kattens gør det, der er nødvendigt for at overleve og for at leve sammen med andre. Tal om, hvordan det kommer til udtryk i filmen.

KLIMA

Film og bøger inden for cli-fi-genren (climate-fiction) handler ofte om årsag og virkning. I ’Flow’ er årsagen til klimakatastrofen udeblevet. Der gives ikke noget bud på klimaforandringen, filmen fokuserer kun på, hvor og hvordan verden er i nu’et, efter katastrofen er en realitet. Men mennesket har været til stede, som man ser i kattens hjem og omgivelserne her. 

I skal tale om en række billeder fra filmen: Hvordan kan se, at der har været mennesker? Tal også gerne om, hvad der mon er blevet af dem. Inddrag eventuelt natur og teknologi i spørgsmålet.
 

Filmsprog

Filmiske virkemidler 

I klassen

Eleverne skal arbejde med farver, billedstil og kamerabevægelser. Læreren forklarer om analysebegreberne med udgangspunkt i de aktuelle afsnit i Filmcentralens filmleksikon. Sproget tilpasses aldersgruppen. På den måde bliver eleverne introduceret til filmfaglige begreber og kan begynde at udtrykke sig præcist om film.

I analysearbejdet skal eleverne arbejde med billeder fra filmen. Fokus er på motivets farver og deres betydning samt kolde og varme farver. Desuden skal de analysere billedstilen med særligt fokus på dybdeskarphed, landskabet er langt mere detaljeret end dyrene. 

Ud fra klip fra filmen undersøges kamerabevægelser. Animationsgenren gør det muligt via kamerabevægelser at lave nogle meget lange og samtidig levende scener.

Dramaturgi

I ’Flow’ er det karakterernes handlinger, der bærer handlingen. Måden de bevæger sig på og deres ydre fremtoning viser handlingen. For eksempel løfter katten sin hale, når den er tryg, og lægger ørerne tilbage, når den er i fare eller vred. Størrelsen på dens øjne siger også meget om dens sindstilstand. 

I klassen

  • Tal om dyrenes bevægelser og ydre fremtoning. 
  • Læg mærke til deres bevægelser, hvad mon de betyder? 
  • Hvilke ting i filmen fortæller os, hvordan dyrene har det?
  • Lav små dramaøvelser i klassen eller to og to, hvor I med kropssprog og mimik viser følelser/sindstilstande.
  • Brug klippet (traileren) til at beskrive, hvordan katten har det. Hvad gør musikken, lydene og kattens bevægelser for at vise dens følelser?

 

To og to 

  • Lav en tegneseriestribe baseret på en kort passage fra filmen. Tilføj dyrenes replikker. Udstil tegneseriestriberne i klassen.
     

Genre

I klassen

Kig på filmplakaten, hvad fortæller den om filmen? Hvad synes I, den fortæller om filmen? Hvad kan man se? Kan man gætte, hvem der er hovedpersonen?

’Flow’ kan ses som en roadmovie. Vi følger karakterer, der er på vej, mens landskabet suser forbi dem. Rejsen er også symbolsk, dyrene er på vej mod et nyt liv, hvor de kan leve side om side. Og som mange roadmovies indeholder den en samfundskritik i form af klimakatastrofen. Når der spekuleres i klimaforandringernes konsekvenser i fiktionens verden, som film og litteratur, hedder det med et populært engelsk udtryk cli-fi (a la sci-fi). Det findes også i ’Flow’, ligesom filmen selvfølgelig også har genretræk fra fantasy.
 

Videre arbejde

Forslag og inspiration til videre arbejde med filmen, fx:

  • En produktionsproces: 
    • Lav et manuskript ved hjælp af tegninger eller fotografier (brug fx Schleich-dyr), husk regibemærkninger og scenebeskrivelser.
    • Programmér et arkadespil inspirereret af miljøet i ’Flow’, brug Flappy Bird til at programmere. Flugter godt med både teknologiforståelse og/eller natur og teknologi
  • Perspektivering: 
    • Eleverne kan beskæftige sig med klimaforandringer i samarbejde med natur og teknologi.