Genrehybrider i westernfilm

En hybrid er en krydsning. Det vil sige, at genrehybrider er en krydsning mellem to eller flere genrer. 

Siden 1970'erne har westerngenren mistet en del af pusten. Men man har holdt liv i genren i en række genrehybrider, der blander westernfilmen med andre genrefilm. Det gælder fx film som 'Shanghai Noon' (2000), der henter elementer fra komediegenren og kampsportsgenren. Eller 'Wild Wild West' (1999), der blander westerngenren med rå action.
I Jim Jarmusch' moderne western 'Dead Man' (1995) er hovedkarakteren på en ydre og indre rejse, som gør filmen til en blanding af western og roadmovie. Og i 'Cowboys & Aliens' (2011) styrter rumvæsner ned i Det Vilde Vesten og bringer science fiction ind i westernuniverset. 

Foto: 'Cowboys & Aliens' (2011) Zade Rosenthal