Foto: 'Flugt' (2021) / Final Cut for Real ApS

HVAD ER EN DOKUMENTARFILM?

Dokumentargenren er lige så gammel som filmmediet. De allerførste film blev lavet i 1895 af Lumière-brødrene. De to brødre regnes som dem, der opfandt filmen, som vi kender den i dag. De udviklede det kamera, der gjorde det muligt at filme og afspille levende billeder. Brødrenes første film var små dokumentariske hverdagsfortællinger og viste fx en flok arbejdere, der forlader fabrikken efter endt arbejdsdag, eller et tog, der ankommer til perronen.

Dokumentaren er bestemt ikke en ny genre. Ligesom fiktionsfilmen findes den i mange forskellige former, og dens udtryk har udviklet sig gennem de snart 150 år, filmen har eksisteret. Genren er bred, og der findes et utal af forskellige måder at fortælle dokumentarisk på. Nogle dokumentarer leger så meget med grænsen mellem fiktion og virkelighed, at det kan være svært at vurdere, om de er dokumentar- eller en fiktionsfilm. På samme måde kan vi blive i tvivl om, hvornår noget er virkeligt, og hvornår noget er iscenesat på sociale medier som TikTok, Instagram eller YouTube. Men dokumentariske optagelser tilhører som udgangspunkt overgenren fakta.

Foto: Lumière-brødrenes 46 sek. lange ’La Sortie de l’usine Lumière à Lyon’ (Arbejdere forlader Lumière-fabrikken) er en af filmhistoriens første dokumentarer. Den havde premiere d. 28. december 1895 i Paris. Wikimedia Commons

FAKTA OG FIKTION

Tekster og levende billeder kan deles op i to overordnede genrer: fiktion og fakta. Fiktion er opdigtede fortællinger, som du kender dem fra fx romaner, noveller eller genrefilm. Fiktionsfilm kan godt ligne en virkelighed, vi kender, og de kan også hente inspiration i virkelige begivenheder. Men de er fiktive. Nogle har fundet på en historie, der efterfølgende filmatiseres med skuespillere i rollerne. Fiktion dækker over mange forskellige genrer, fx gyser, action og komedie.

Dokumentaren er derimod en del af faktagenren. Fakta betyder, at noget er sandt eller rigtigt. Det, der kendetegner dokumentargenren, er, at den er forankret i virkeligheden. Det betyder, at den udspringer af og holder fast i virkeligheden. Så det, vi ser, er et udsnit af virkeligheden og virkelighedens fortællinger – noget, der er ægte.

Selvom dokumentarer udspringer af virkeligheden, så hverken kan eller skal genren forholde sig 100 procent objektivt til den virkelighed, der fremstilles. Det er ikke muligt for dokumentaren at vise hele virkeligheden – den vil altid kun gengive fragmenter eller dele af virkeligheden. Det, vi ser, er det, instruktøren har valgt, vi skal se. Det er hans eller hendes subjektive fremstilling, og i denne fremstilling er der valgt noget til, og der er valgt rigtig meget fra. Vi må derfor aldrig tro, at det er den rene, ubearbejdede virkelighed, vi bliver præsenteret for. Derimod er det en kreativ bearbejdning af virkeligheden. 

Men når dokumentaren er en udvalgt og kreativt bearbejdet virkelighed, hvordan kan vi så sikre os, at det, vi ser, er dokumentarisk? Det kan vi ved at se på faktakontrakten.

Foto: 'Sonita' (2015) / TagTraum Filmproduktion

Foto: 'Testamentet' (2011) / Copenhagen Bombay

FAKTAKONTRAKT OG AUTENTICITETSMARKØRER 

Når vi møder en genre, laver vi automatisk en form for "kontrakt" med den. Det betyder, at vi – når vi fx ser en gyserfilm – accepterer, at der kan være monstre, zombier og massemordere på spil (selvom det næppe virker sandsynligt eller realistisk). På samme måde accepterer vi fuldt ud, at der findes rumvæsner og alternative virkeligheder, når vi ser science fiction. Det samme gør sig gældende, når vi ser dokumentarfilm. Dokumentarfilm kommer i mange størrelser, men fælles for dem er, at vi som seere har en klar forventning om, at det, vi ser, er virkeligt. At det læner sig tæt op ad virkeligheden. På den måde indgår vi en "faktakontrakt" med filmen: Vi forventer, at filmen vil leve op til vores forventning om, at den er autentisk. Man kan undersøge, om en dokumentarfilm overholder faktakontrakten ved at se på, om filmen fremstiller virkelige begivenheder, virkelige personer og virkelige steder. 

Men selvom faktakontrakten skal overholdes, for at der er tale om en dokumentar, kan filmen stadig være kreativ og eksperimentere med den filmiske stil. I nogle tilfælde kan grænsen mellem fakta og fiktion blive overskredet og næsten udvisket. Det sker fx i Mathias Broes meget iscenesatte dokumentarfilm ’Amfi’ (2018). 

Den afgørende forskel på fakta og fiktion ligger hverken i det, der fortælles, eller i måden, det fortælles på. Man kan derfor heller ikke sige, at der er nogle filmiske virkemidler, der hører til fakta, og andre, der hører til fiktion. Det afgørende er filmens kontekst, den konkrete sammenhæng, virkemidlerne bliver brugt i, og hensigten med dem. De virkemidler, dokumentaren bruger til at fastholde faktakontrakten, kaldes autenticitetsmarkører. Når noget er autentisk, betyder det, at det er ægte, troværdigt eller virkeligt – man kan derfor også kalde dem virkelighedsmarkører. Som ordet antyder, er det nogle markører eller signaler i dokumentaren, der peger på filmens autenticitet og ”virkelighed”. Markørerne kan være virkemidler og elementer i filmen, fx på billed- og lydsiden, valget af locations, de medvirkende og dramaturgien, der signalerer ægthed og minder seeren om dokumentarens afsæt i virkeligheden. 

Et eksempel på et virkemiddel, der ændrer funktion alt efter hensigten, er det håndholdte kamera: I dokumentaren ’Skjold og Isabel’ (Emil Næsby Hansen, 2018) er mange scener filmet med håndholdt kamera. Det skyldes, at fotografen følger med personerne rundt og filmer det, der sker foran ham – som en flue på væggen. Han kan altså ikke have kameraet på stativ eller på skinner, for han skal kunne bevæge sig frit for at følge med Skjold og Isabel. Her er det håndholdte kamera en autenticitetsmarkør, fordi det peger på den kontekst, det optræder i. Det bruges til at vise virkeligheden så ægte som muligt, og hensigten med det er at skabe autenticitet. Omvendt kan et håndholdt kamera – når det indgår i gyserfilm – skabe spænding, når hovedpersonen forsøger at flygte fra morderen, og vi deler morderens point of view. Her er hensigten ikke at skabe autenticitet og styrke faktakontrakten, men at skabe suspense. 

Der er ingen facitliste for autenticitetsmarkører, og hvor mange der findes. Men her er en oversigt med nogle typiske virkemidler, der kan fungere som virkelighedsmarkører i dokumentarfilm.