Science for børn handler om at få dem til at undre sig og være nysgerrige. Hvad sker der fx, når man kaster en sten i vandet? Børnene skal eksperimentere og undersøge vand med alle sanser. Når de leger med vand, opdager de mange af naturens lovmæssigheder som rumfang, tyngdekraft og temperaturer. De finder også ud af, hvor vigtigt vand er. Måske får de ikke svar på alt, men en undersøgelse er en vigtig erfaring i sig selv. 

  1. SE FILMEN
    I de 3 film i temaet spiller vand på forskellig vis en vigtig rolle. Robotten vander sine planter og redder en strandet hval, så den kan komme tilbage i havet, men det koster et par elektriske stød. Ulven og haren er på en farefuld mission på en isflage, som i fantasien forvandles til en flot fregat. Tobias og hans to venner fanger haletudser og andre spændende dyr i vandhullet. Derefter følger de haletudsernes forvandling til frøer.
     
  2. SNAK OM FILMEN
    Filmene lægger op til gode snakke med børnene om at hjælpe hinanden, om de dyr, der lever i vand, og hvordan børnene kan have det sjovt med at fiske, bade, svømme og sejle. Filmene kan også anvendes til at sætte fokus på vand, is og ting, der flyder og synker.
     
  3. AKTIVITETER
    Lad børnene lave forsøg med planter, undersøge tings flydeevne og lege med isterninger. I kan også tage på fisketur og gå på vandskattejagt med fx tablets for at tage fotos af alle de steder, børnene finder vand.
1kid-1350663_1280_0.jpg Natur, udeliv og science For de yngste