Baz Luhrmanns 'Romeo + Juliet' satte i 1996 nye standarder for filmatiseringer af skuespil. Ikke alene er den visuelt overdådig; den blander også frækt en nutidig scenografi og et moderne univers med de oprindelige replikker fra Shakespeares skuespil fra 1597. Dermed bryder Luhrmann med traditionen for at ændre replikkerne til et nutidigt sprog, når en historie sættes frem i tid – eller alternativt at bibeholde de originale replikker i en historisk realistisk udgave.

Luhrmann fortæller, at han, for at få mulighed for at lave filmen, først præsenterede producenten for den grundlæggende nutidige iscenesættelse. Han fortalte om kærlighedshistorien og filmens temaer som vold, had, bander, osv. for at overbevise producenten om, at de skulle lave filmen. Først til sidst afslørede han, at det drejede sig om en Shakespeare-filmatisering. For Shakespeare er ikke traditionelt noget, man tjener mange penge på i filmindustrien. Med mindre man laver en film frit baseret på et Shakespeare-stykke, som fx den amerikanske ungdomsfilm '10 Things I Hate about You' (1999). Ikke desto mindre slog Luhrmanns 'Romeo + Juliet' biografernes billetsalgsrekord for Shakespeare-filmatiseringer.

Instruktør, manuskriptforfatter og producer Baz Luhrmann er født i 1962 i Sydney, Australien. Han indledte karrieren med at arbejde på teater, hvor han havde succes som dramatiker og instruktør. Han slog internationalt igennem med debutfilmen 'Strictly Ballroom' (1992), der er en filmatisering af et teaterstykke, han har skrevet og sat op på teater. Herefter fulgte 'Romeo + Juliet', der var hans første amerikanske filmproduktion. Siden har han lavet 'Moulin Rouge!' (2001), som han blev Oscar-nomineret for, og som markerede afslutningen på hans kærlighedstrilogi. Senest har Luhrmann instrueret 'The Great Gatsby' (2013). Selvom Luhrmann har sit eget filmselskab, Bazmark, er han gennem alle årene fortsat med at være aktiv i teaterverdenen.

'Romeo + Juliet' er interessant af mange grunde. Den formår at kombinere det moderne med det klassiske og skabe et helt unikt univers. En verden, som på en gang er genkendelig og fantastisk. Baz Luhrmann begår et kunststykke, når han balancerer på en knivsæg mellem det troværdige og overdrevne i en fortælling, der helt ned i sin grundsubstans er larger than life.

Foto: Donald M. McAlpine / Bazmark Production

Det er en central kvalitet ved 'Romeo + Juliet', at den i meget høj grad er sig sin målgruppe bevidst uden at give køb på sine rødder. Den har tillid til, at teenagere godt kan forstå replikkerne, hvis rammerne om historien fungerer. For at gøre historien og replikkerne troværdige anvender Luhrmann en række filmiske greb. Han indleder med at etablere en ramme om historien med en tv-monitor og nyhedsoplæser, der fortæller, hvad vi skal se. Det er med til at overbevise tilskueren om, at historien er troværdig. Verona Beach, som Luhrmann kalder byen i filmen, ligner en amerikansk/mexicansk by, der kan eksistere i virkeligheden. Samtidig forankrer Luhrmann historiens begivenheder i nutidig kultur og traditioner. Ifølge de konventioner, vi er vokset op med, er TV Avisen et troværdigt og dokumentarisk materiale. Luhrmann bruger kendte, nutidige begivenheder til at forankre handlingen i vores tid. Et eksempel er tidspunktet for Capulets maskebal, nemlig Halloween eller ”De Dødes Fest” – meget passende i en historie, hvor døden spiller en stor rolle og er en konstant trussel.

Luhrmann leger behændigt med det univers, han skaber. Fordi personerne taler i jambiske vers, opfører de sig anderledes, end vi er vant til i vores logiske og realistiske virkelighed. Men vi accepterer det, fordi den verden, Luhrmann skaber, ikke er 100 % realistisk. Det giver frihed til at anvende andre filmiske karakteristika, fx tegneserieeffekter i filmstilen. Bilerne er større end i virkeligheden, og proportionerne er tegneserieagtige. Luhrmann leger også med filmens tempo i en række scener, fx da Lady Capulet bliver klædt på til festen, og vi ser hende bevæge sig i fast motion, dvs. unaturligt hurtigt. En del af figurerne i filmen er karikerede, f.eks. Juliets amme, og det skaber en kontrastvirkning, som får Romeo og Juliet til at fremstå mere realistiske. I fremstillingen af byen Verona Beach har filmen referencer til virkelighedens verden og nutiden, og det er med til at skabe troværdighed inden for filmens eget univers.

Det er ikke virkeligheden, som vi kender den – men vi accepterer alligevel den Shakespeare/Luhrmann-virkelighed, vi møder i filmen, som et reelt univers. Nogle elsker det, andre hader det – men alle har en mening om det. Og det er i sig selv en interessant egenskab for en film.

Der eksisterer et gammelt fjendskab mellem to familier og deres husholdninger, Montague og Capulet, i byen Verona Beach. En dag mødes Benvolio Montague og hans venner Sampson og Gregory med Tybalt Capulet og hans venner på en benzintank, og der opstår kamp i byens gader. Byens politimester Prince dømmer dem og advarer familieoverhovederne om, at hvis de ikke holder fred, vil det koste dem dyrt. Benvolio opsøger Romeo Montague, der er ulykkeligt forelsket i Rosaline, en Capulet. Benvolio overtaler Romeo til at tage med til en halloween-fest hos Capulet om aftenen for at se Rosaline. Her møder Romeo i stedet Juliet Capulet, og de forelsker sig hovedkulds i hinanden. Efter festen opsøger Romeo Juliet i Capulets have, men hun sender ham hjem med ordre om at bevise sin kærlighed til hende. Det gør han ved at arrangere deres bryllup, så de næste dag bliver viet af Romeos skriftefader.

Samme eftermiddag opstår der tumult på stranden, hvor Tybalt udfordrer Romeo til duel, men Romeo nægter. Tybalt presser og slår Romeo, der fortsat nægter at forsvare sig. Dette bliver for meget for Romeos bedste ven, Mercutio, der angriber Tybalt. De slås, og da Romeo går imellem dem for at stoppe dem, bliver Mercutio dræbt. Tybalt flygter, men Romeo optager forfølgelsen – nu vil han gerne slås. Efter en kort biljagt kører Tybalt galt, og Romeo dræber Tybalt.

Romeo søger tilflugt hos sin skriftefader i kirken, og om aftenen opsøger han Juliet, der er ude af sig selv af sorg og desperation. Hun har mistet sin fætter, der er blevet dræbt af hendes mand. Hun vælger at glædes over Romeos ankomst, og de tilbringer natten sammen.

Næste morgen flygter Romeo til Mantua, da politimesteren har landsforvist ham. Juliets far mener, at hun græder for meget over Tybalts død. Derfor beslutter han at glæde hende ved at arrangere, at hun skal giftes med hans ven, Prins Paris. Dette modsætter Juliet sig, og sammen med Romeos skriftefader lægger hun en hemmelig plan. Juliet tager en gift, der får hende til at sove som en død i 42 timer. Imens skal der sendes bud til Romeo, som skal hente hende efter begravelsesceremonien i kirken. Men det altafgørende brev til Romeo går tabt. Imidlertid rejser Romeos ven Balthazar til Mantua og fortæller, at Juliet er død. Romeo bliver dybt ulykkelig og vil også dø, så han køber en gift af en apoteker på vej tilbage til Verona Beach. Romeo finder Juliet i kirken. Hun ser død ud, og han drikker giften sekundet før, hun vågner fra søvnen. Da Juliet indser, hvad der er sket, griber hun Romeos pistol og tager sit eget liv. Dermed opfylder hun skæbnen, og der bliver fred i byen.

William Shakespeare var dramatiker, skuespiller og teaterejer i London under Dronning Elizabeth den 1.'s regeringsperiode. Han blev født i Stratford-upon-Avon, men rejste til London, sandsynligvis sammen med én af de mange omrejsende skuespillertrupper. I London blev han medlem af den førende skuespillertrup kaldet Lord Chamberlain's Men, der både spillede for folket til dagligt, og underholdt Dronning Elizabeth og hendes gæster ved festlige lejligheder.

Shakespeare skrev skuespillene til sin trup, gerne én komedie og én tragedie om året. I alt har 38 skuespil overlevet til i dag, 150 sonater og nogle digte. Næsten alle truppens originale manuskripter brændte i 1613, da der under en opførsel af 'Henrik d. 8.' gik ild i taget, og teateret, The Globe, nedbrændte. De fleste af Shakespeares skuespil findes derfor i mere eller mindre pålidelige udgaver, som afskrifter af skuespil baseret på journalisters hukommelse og enkelte trykte udgaver. En serie af bogudgivelser kaldt 'The Arden Shakespeare' er resultatet af rekonstruktionsarbejde på baggrund af de forskellige udgaver af Shakespeares tekster, og et forsøg på at få teksterne så tæt på originalerne som muligt ved at sammenligne sprog, metaforer og lingvistik. 'Arden Shakespeare'-udgaven af 'Romeo and Juliet' er baseret på to tekster, hvor den ene anses for at være en dårlig udgave – et improviseret afskrift frit efter hukommelsen – mens den anden anses for at være en god udgave baseret på et trykt eksemplar. Sidstnævnte udgave menes at være en kopi af Shakespeares originale manuskript.

Shakespeare skrev ofte sine skuespil på baggrund af historiske begivenheder eller gamle fortællinger. Således er hans historiske skuespil baseret på beretninger om konger før Dronning Elizabeth d. 1.'s regeringsperiode. Shakespeare fortæller, hvordan vejen til magten gør ellers ædle sjæle korrupte og onde. For at slippe af med en kongelig tyran må helten lægge planer, myrde og dræbe i godhedens navn for til sidst at sejre, men for hvilken pris? Helten i det ene skuespil overtager magten og bliver skurken i det næste. For vejen til magten gør, ifølge Shakespeare, gode mænd onde. De engelske konger Richard II (1367-1400) og Richard III (1452-1485) er ifølge Shakespeare legemliggjorte eksempler på dette, og han har taget begge under behandling i sine skuespil. Men hvor nogle skuespil er baseret på virkeligheden, er andre baseret på legender og mundtlige overleveringer.

Shakespeares skuespil 'Romeo and Juliet', der havde uropførelse i 1597, er baseret på en gammel italiensk beretning, der blev genfortalt i et digt af den engelske forfatter Arthur Brooke med titlen 'The Tragical History of Romeus and Juliet' (1564). Andre kilder mener, at Shakespeares skuespil er baseret på historiske beretninger om en række væbnede kampe mellem to adelsfamilier i middelalderens England, de såkaldte Wars of the Roses. Begge dele kan være sandt, og mystikken om skuespillene er næsten lige så stor som om manden selv. Det interessante er, at hvis man sammenligner Shakespeares skuespil med Brookes digt, er lighederne slående. De to forfattere bruger en række af de samme metaforer – fx ser de elskende i begge tekster hinanden som et lys eller en sol i mørket. Også metaforer om Cupid (på dansk Cupido eller Amor, den romerske kærlighedsgud) er meget brugt hos begge forfattere, og vi hører både om, hvordan man skal tage sig i agt for ham og hvordan Cupid, dvs. kærligheden, påvirker menneskets dømmekraft. Hvis man kigger på detaljerne i handlingen, er der også en række lighedspunkter; fx er beskrivelsen af den fysiske kontakt mellem Romeos og Juliets hænder under deres første møde meget central i begge tekster. De mange ligheder afslører Shakespeares tætte forhold til Brookes tekst, og det fortæller os samtidig, at det at anvende en gammel historie i et nyt medie ikke er noget, filmmediet har opfundet. Af oplagte grunde lavede Shakespeare ikke filmatiseringer – men han lavede tydeligvis dramatiseringer.

Filmatiseringer er meget populære på det hvide lærred. Det er ikke kun romaner og noveller, men også tegneserier og computerspil, der bliver filmatiseret.

Når man vil arbejde med analyse af filmatiseringer i skolen, er Shakespeare et godt udgangspunkt. Nogle af filmhistoriens allerførste film med et fiktivt handlingsforløb var korte scener fra Shakespeares skuespil, fx stumfilmene 'Romeo and Juliet' (1900) af George Méliès og 'Le duel d'Hamlet' (1900) med Sarah Bernhardt som Hamlet, der fægter med Laertes. Hvis man søger på Shakespeare i filmdatabasen www.imdb.com, får man dags dato (august 2009) 743 hits på ham som manuskriptforfatter. En rekord der bliver svær at slå.

Når et skuespil filmatiseres, har stykket så godt som altid en fortid på scenen. Det vil måske være kendt af et større publikum, og der er replikker og regibemærkninger, som filmskaberne nødvendigvis må forholde sig til. Der er forskellige måder at gribe dette an på, og denne artikel deler derfor Shakespeare-filmatiseringer op i fire hovedgrupper:

• de teatrale
• de historisk realistiske
• de moderne filmatiseringer
• filmatiseringer løst baseret på Shakespeare

De teatrale filmatiseringer

De teatrale er i bund og grund filmet teater. De er karakteriseret ved et helt fikseret kamera og lange, faste indstillinger. Disse film kan virke simple og primitive i deres filmsprog og klipning, og filmet teater virker sjældent særligt overbevisende på nutidens beskuer. Men filmhistorisk kan de have stor værdi, fordi de giver et billede af, hvordan filmsproget og filmskuespillet har udviklet sig gennem tiden. I denne gruppe finder vi bl.a. stumfilm og de helt tidlige film. Den ældste Shakespeare-filmatisering er en scene fra 'King John', der i 1899 blev til en lille film af samme navn.

De historisk realistiske filmatiseringer

Med de historisk realistiske Shakespeare-filmatiseringer har vi bevæget os væk fra teaterscenen og ind i filmisk scenografi, der skaber en fuldendt illusion af at befinde sig geografisk og historisk på det sted og den tid, historien foregår. Her er det oplagt at fremhæve den italienske instruktør Franco Zeffirellis 'Romeo and Juliet' (1968) og 'Hamlet' (1990). Når Baz Luhrmanns 'Romeo + Juliet' skal sammenlignes med en historisk realistisk filmatisering, er det ofte Zeffirellis filmatisering, der bliver trukket frem. En del Luhrmann-kritikere hylder Zeffirelli for at være tro mod Shakespeare og hans tekst; også selvom Zeffirelli faktisk klipper en del i teksten. Af nyere historisk realistiske Shakespeare-filmatiseringer er det værd at nævne 'The Merchant of Venice' (2004) af Michael Radford med Al Pacino i hovedrollen som jøden Shylock. Filmen er optaget i Venedig med 1600-tals kostumer og er meget overbevisende.

1600-tallets Venedig ses tydeligt i Radfords 'The Merchant of Venice' (Foto: Movison Entertainment)

De moderne filmatiseringer

Der er en tendens til, at Shakespeare-filmatiseringer er særligt populære i visse perioder. I 1990'erne kom der således en bølge af Shakespeare-filmatiseringer. Hvor de historisk realistiske filmatiseringer havde domineret frem til 1990'erne, så man nu en række mere moderne filmatiseringer baseret på Shakespeare. Den britiske instruktør og skuespiller Kenneth Branagh har ligesom Luhrmann sine rødder i teatret. Branagh, der på teateret er en anerkendt Shakespeare-skuespiller, var med til at bane vejen for nye filmatiseringer, der ikke var helt tro mod de historiske omstændigheder, men stadig kan betegnes som realistiske filmatiseringer, fx 'Much Ado about Nothing' (1993) og 'Hamlet' (1997). Branaghs 'Hamlet' adskiller sig fra de fleste andre Hamlet-filmatiseringer ved at spille hele Shakespeares tekst i sin fulde fire timers længde. Desuden befinder vi os tidsmæssigt i det 19. århundrede, og ikke 1600-tallets Danmark som hos Shakespeare. Filmen er lang, men visuelt er det en fantastisk oplevelse, fordi Branagh lader filmen være lige så poetisk i sit visuelle sprog, som Shakespeares stykke med dets smukke og mystiske replikker. Branaghs 'Hamlet' foregår i en tid fjernt fra vores nutid og anvender Shakespeares oprindelige tekst, men visuelt er den meget moderne i sit filmsprog. Den er blevet kaldt en "Film Noir med alt lyset tændt”. Branagh spiller selv Hamlet, ligesom han spiller Benedick i 'Much Ado about Nothing' (1993). I alt har Kenneth Branagh instrueret fem Shakespeare-filmatiseringer og spillet med i seks.

"To be, or not to be" udtaler Kenneth Branagh i sin moderne filmatisering af 'Hamlet' (Foto: Castle Rock Entertainment)

I 90'er bølgen af moderne filmatiseringer finder vi også Baz Luhrmanns 'Romeo + Juliet' (1996). Filmen modtog en del negativ kritik, og kritikere beskyldte den for at ødelægge Shakespeare. Luhrmann blev kritiseret for at beskære teksten, hvilket nogle betragter som noget nær en dødssynd – til trods for at Zeffirelli også gjorde det. Luhrmann blev beskyldt for at være "for moderne" og en hån imod Shakespeares tekst.

Universitetsprofessor og Shakespeare-specialist Samuel Crowl skriver i bogen 'Shakespeare at the Cineplex – the Kenneth Branagh Era' (2002): ”The images drive Shakespeare's language into becoming the film's subtext rather than its text”. Men som for at imødekomme kritikken skriver Luhrmann i forordet til sit manuskript: ”He (Shakespeare) was a rambunctious, sexy, violent, entertaining storyteller. We're trying to make this movie rambunctious, sexy, violent, and entertaining the way Shakespeare might have if he had been a filmmaker”. Luhrmann mener, at han har lavet filmen, som Shakespeare ville gøre, og alt i filmen kommer fra skuespillet: ”Everything that's in this movie is drawn from Shakespeare's play. Violence, murder, lust, love, poison, drugs, that mimic death, it's all there”. Dette er noget af en påstand taget i betragtning af, at Luhrmann klipper i teksten og i øvrigt skifter medie fra teater til film. Men en sammenlignende analyse af Shakespeares stykke og Luhrmanns film viser, at netop denne filmatisering skiller sig ud, fordi den ikke ved første øjekast ligner en hengiven Shakespeare-filmatisering, men ved nærmere undersøgelser i høj grad er det. Luhrmann har gjort noget, ingen turde før ham. Han kombinerer den gamle tekst, der traditionelt kræver en historisk realistisk filmatisering, med en moderne stil. Netop dette skaber magien i filmen, men også hadet til filmatiseringen. Det, at Luhrmann anvender Shakespeares tekst i vores tid, giver denne film en særlig position blandt Shakespeare-filmatiseringer.

Filmatiseringer løst baseret på Shakespeare

I en sidste gruppe finder vi filmatiseringer, der skiller sig ud ved at være mere løst baseret på Shakespeare. Her er det ifølge konventionerne accepteret at ændre både replikker, tid og sted. Filmene udspiller sig ofte i vores egen tid, og dialogen er ikke længere Shakespeares jambiske vers, men moderne engelsk eller et modersmål fra produktionslandet. Disse film er ofte produceret med en meget specifik målgruppe for øje, fx et teenage-publikum. Ofte er kernen af handlingen det eneste, der er tilbage af Shakespeare. Denne form for filmatiseringer kan være svære at genkende, men viser samtidig, hvor relevante Shakespeares historier stadig er den dag i dag. Her kan eksempelvis nævnes den amerikanske ungdomsfilm '10 Things I Hate about You' (1999), der er en moderne, fri fortolkning af Shakespeares 'Taming of the Shrew' ('Trold kan tæmmes'). I denne film er alle replikker moderniserede, og kun enkelte linjer har bevaret deres poetiske tone fra Shakespeare. Historien er det eneste, der er tilbage – og det er en sjov og sød historie, der rammer sit teenage-publikum lige i hjertet. Samme Shakespeare-stykke er også blevet bearbejdet i BBC tv-filmen 'Shakespeare-Retold – Taming of the Shrew' (2005) af David Richard. Her kaster den engelske overklasse og politiske formænd og kvinder sig ud i kærlighedens mysterier i en mindst lige så underholdende fortælling, der henvender sig til et mere voksent publikum. Meget forskellige film – som begge demonstrerer, at Shakespeares historier er evigt gyldige.

'Romeo and Juliet' har gennem tiden været inspirationskilde til utallige bearbejdninger. En af de mest populære er den succesrige musical 'West Side Story' (1961), der sidenhen også er blevet til en film. Et amerikansk/engelsk eksempel på en meget fri fortolkning af Shakespeare baseret på både 'Romeo and Juliet' og 'Twelfth Night' er John Maddens film 'Shakespeare in Love' (1998). Her møder vi Shakespeare selv (spillet af Joseph Fiennes) sammen med hans, ifølge filmen, store kærlighed, Viola (Gwyneth Paltrow). Tiden er Shakespeares elizabethanske England, hvor vi desuden møder flere af hans samtidige forfattere. På den hjemlige filmfront lavede Erik Clausen i 1988 sin helt egen fortolkning af Shakespeares fortælling i 'Rami og Julie'. Filmen handler om en ung palæstinensisk indvandrer og en dansk pige, som forelsker sig i hinanden, mens deres forældre gør alt for at forpurre forholdet.

I musicalen 'West Side Story' er Italien skiftet ud med New York i en filmatisering, der kun løst er baseret på Shakespeares originale stykke (Foto: Mirisch Corporation)

Shakespeares skuespil og Luhrmanns film har samme tekst som grundlag. Det er derfor oplagt med en analyse af, hvad Luhrmann har gjort for at tilpasse replikkerne i skuespillet til et filmmanuskript. Luhrmann har fjernet dele af Shakespeares tekst og fortæller i stedet ved hjælp af det visuelle udtryk; dvs. ved hjælp af det, vi ser (billederne), frem for det, vi hører (replikkerne). Forskellen på film og teater ligger altså i deres brug af begrebne Showing og Telling, film viser (Showing), mens teateret fortæller (Telling). Alligevel kan handlingens grundstruktur godt være den samme. Shakespeare har styr på sin grundstruktur, men Luhrmanns kraftige beskæring af teksten stiller krav til visualiseringen af filmen, fordi fravalg af tekst kan ændre på spændingen i plottet. Derfor er det interessant at analysere, om grundstrukturen har ændret sig ved beskæringen af teksten.

Den amerikanske manuskriptforfatter og dramaturg Syd Field har udarbejdet en dramaturgisk model over en films grundstruktur kaldet tre-akter-modellen. Den angiver pejlemærker for, hvordan han mener, at en film skal bygges op for at give tilskueren den bedste oplevelse. Modellen tager udgangspunkt i en film på 120 minutter. Det skal siges, at skemaet er en ”form” og ikke en ”formel”; minutangivelserne i skemaet er derfor blot vejledende.

Syd Field deler historien op i tre akter:

1. akt kaldes ’indledningen’ og varer ca. 30 minutter. Indledningen indeholder et anslag, der præsenterer filmens personer, konflikter og temaer. I sidste del af indledning – ca. 25-29 minutter inde i filmen – indtræder et afgørende vendepunkt i handlingen; hovedpersonen får et mål, der skal nås, og historien tager en ny retning.

2. akt kaldes ’konfrontationen’ og varer ca. 60 minutter. Her optrappes de konflikter, der blev præsenteret i anslaget, og nye konflikter opstår. Cirka midt i filmen når vi ’point of no return’ – det øjeblik, hvor bordet fanger, og der ikke er nogen vej tilbage for filmens hovedperson(er). I slutningen af ’konfrontations-akten’ indtræder filmens andet vendepunkt, som igen skubber handlingen i ny retning og øger spændingen.

3. akt kaldes ’løsningen’ og varer ca. 30 minutter. Her når handlingen sit klimaks, hovedpersonen når (eller når ikke) sit mål, konflikter løses, og filmen slutter med en udtoning, et lille efterspil eller en afslutning.

Syd Fields dramaturgiske model

Fields udgangspunkt er som nævnt en film på 120 minutter, og det er også Shakespeares angivelse for tragediens længde: ”Is now the two hours' traffic of our stage” ('Romeo and Juliet' Prolog). Luhrmanns 'Romeo + Juliet' varer nøjagtigt 120 minutter og er således tro mod Shakespeare, hvad angår længde.

Hvis vi sætter handlingen i Shakespeares 'Romeo and Juliet' ind i modellen, kan det se sådan ud:

• Anslag: Dommen over kampen mellem arvefjenderne Montague og Capulet: fred eller død.
• Første vendepunkt: Romeo driver handlingen i en ny retning ved at opsøge Juliet, selvom hendes familie er hans families arvefjender.
• Midtpunktet (point of no return): Romeos mord på Tybalt, der gør Romeo fredløs og tvinger ham til at flygte til Mantua.
• Andet vendepunkt: Juliet, der drikker sovedrikken før planlagt og dermed ændrer handlingen.
• Løsningen: Romeo og Juliet dør.

'Romeo and Juliet' er speciel, fordi der er to hovedpersoner – i de fleste film og skuespil er der kun én hovedperson. Men rent dramaturgisk ligestilles de to hovedpersoner, fordi de begge er skyldige i ulykken og begge har betydning for løsning af konflikten. Luhrmanns 'Romeo + Juliet' kan vi sætte mere nøjagtigt ind i modellen og følgende replikker er – ifølge modellen – centrale for udviklingen i filmens handling:

I det store hele ligger de afgørende vendepunkter i Luhrmanns film sådan, at de tidsmæssigt stemmer ganske godt overens med Fields model.

Anslaget angives af Prince, der med sin dom over slægterne Montague og Capulet varsler, hvad der vil ske, hvis de ikke slutter fred. Prince præsenterer præmissen, at de ikke må slås i gaderne, og at straffen er døden. Luhrmanns anslag falder samtidig med anslaget i Shakespeares oprindelige manuskript – og passer smukt med Fields forskrifter. Det tager Luhrmann ret præcist 10 minutter at opridse kernen i handlingen og at være klar til selve historien – og det er nøjagtig det tidsrum, Field anbefaler.

1. vendepunkt angives af Romeos beslutning om at opsøge Juliet ca. 33 minutter inde i filmen. Luhrmann har ikke alle Shakespeares replikker med, og i filmen siger Romeo ikke noget i dette øjeblik – men replikken kan næsten læses i hans ansigt. I skemaet ovenfor angiver vi derfor replikken fra skuespillet i forbindelse med 1. vendepunkt.

Filmens midtpunkt ligger efter ca. 66 minutter, da de to familier igen slås i gaderne, og Tybalt og Mercutio dør.

2. vendepunkt, der finder sted efter ca. 87 minutter, er Juliets beslutning om at drikke sovedrikken for at undgå ægteskab med Paris. Denne beslutning er et vendepunkt, fordi det ændrer handlingen og medfører løsningen af konflikten: døden for de unge elskende og fred mellem slægterne Montague og Capulet.

Konklusionen må være, at Luhrmann både lever op til de filmteoretiske konventioner, som Field står for, og samtidig følger han Shakespeare. Han er med andre ord trofast overfor både filmmediet og Shakespeares skuespil. Grundstrukturen i handlingen har Luhrmann ikke pillet meget ved, men hvis man kigger nærmere på, hvor filmens replikker og skuespillets replikker kommer fra, bliver Luhrmanns forandringer tydelige. Nogle steder har han fortættet handlingen ved at krydsklippe mellem forskellige scener, og andre steder har han forlænget spændingen ved at strække scenen lidt længere.

Luhrmann følger Shakespeares handling tæt, men ændrer også på rækkefølgen af flere scener. Både vielsen og begravelsen, der før var offstage handlinger, er begge kommet med i filmen, da de begge spiller en vigtig rolle for historien.

Fx er Luhrmanns scene, hvor Montague forlader festen, en blanding af replikker fra flere scener. Scenen er samtidig første vendepunkt, hvor Romeo stikker af for at mødes med Juliet. Senere bliver spændingen forstærket ved hjælp af krydsklipning, da Romeo jagter Tybalt gennem gaderne. Luhrmann krydsklipper voldsscenerne med uskyldige Juliet, der glæder sig til at se sin ægtemand. Juliets uvidenhed om den ulykke, der er på vej, er en kontrast til drengens voldshandlinger, og tragedien bliver derved forstærket.

Luhrmann krydsklipper også for at intensivere slutningen og Romeos forsøg på at nå hen til Juliet. Luhrmann tilføjer spænding ved at lade politiet jagte Romeo fra det øjeblik, han kommer indenfor bymurene. Hos Shakespeare kommer de for sent. Som en sidste ting lader Luhrmann Juliet vågne i sekundet, inden Romeo dør, lige præcis for sent til at rede ham. Derved udnytter Luhrmann filmmediets redigeringsteknikker til at forstærke nogle scener og følelser i filmen. Det ville aldrig fungere på en teaterscene, men det fungerer fint i en film, og grundstrukturen er stadig bevaret.

Et grundlæggende princip i filmmediet er bevægelse. Hvis billederne ikke bevæger sig på lærredet, er der ikke nogen film. Netop bevægelsesverber og bevægelsesmetaforer er et centralt karakteristika ved Shakespeares stykker. Det, der adskiller Shakespeare fra andre samtidige dramatikere, er hans brug af bevægelse i sine metaforer. Når Shakespeare anvender ord, der angiver en bevægelse, bliver det muligt for tilskueren at forestille sig det beskrevne som en lille film frem for et fotografi. Fx er Romeo ved at bevæge sig væk fra Juliet og siger ”Can I go forward when my heart is here? Turn back, dull earth, and find they center out.”

For en filmskaber betyder det, at en filmatisering af et Shakespeare-stykke er at skabe levende billeder ud fra en tekst, der allerede fungerer som en lille film. Hos Luhrmann bliver Shakespeares gamle replikker en del af filmens univers, både på lydsiden og på billedsiden. Men en film er mere end bare replikker – hele iscenesættelsen, fotograferingen osv. er et udtryk for, hvordan Luhrmann fortolker Shakespeares historie. Det visuelle udtryk er med til at understøtte eller forklare de til tider underlige gammeldags ordstillinger eller ordsprog – hvoraf en del simpelthen også er klippet helt ud af manuskriptet, så replikkerne fremstår mere forståelig og nutidig. Men det skal bemærkes, at der ikke er tilføjet nye replikker.

I det følgende vil vi sammenligne en håndfuld replikker fra Shakespeares oprindelige manuskript til 'Romeo and Juliet' med Luhrmanns filmatisering. Og vi vil se på, hvordan Luhrmann fortolker og lader sig inspirere af Shakespeares bevægelsesverber og –metaforer – også i de replikker, han har klippet ud.

Hvis vi sammenligner Shakespeares 'Romeo and Juliet' og Luhrmanns filmatisering med fokus på bevægelsesmetaforerne, er det interessant at se starten af Shakespeares stykke og starten af filmen, fordi de begge indeholder så meget bevægelse. Det oprindelige teaterstykkes første replikker tilhører to bifigurer fra Capulet familien, Sampson og Gregory. Sampson indleder med at sige: ”Gregory, on my word we'll not carry coals.” (Det lyder i Niels Brunses oversættelse: ”Jeg kan godt sige dig, Gregorio, os er der ingen, der skal gøre kål på” og mister sammenhængen med det engelske ordspil). Replikken er baseret på et engelsk ordsprog og betyder, at Gregory og Sampson ikke vil acceptere en ydmygelse eller et angreb på deres ære (– og det er, ironisk nok, netop hvad der skal til at ske, da de kort efter møder tjenerne fra Capulet). Replikken fortæller os, at Sampson har temperament og er ærekær. Filmen starter med en anden replik – nemlig Gregorys, der hos Luhrmann har skiftet side til Montague: ”A dog of the house of Capulet moves me!” (00:02:36), der ligeledes indeholder et bevægelsesverbum, nemlig ordet ”move”. Replikken handler om, at Gregory bliver hidsig. Ved at klippe den første replik væk går filmen dermed mere direkte på historiens handling end det oprindelige skuespil, men til gengæld forsvinder noget at Shakespeares poesi og bevægelse.

Mange af Shakespeares replikker er fjernet fra filmen, men de er stadig vigtige for iscenesættelsen af figurerne, fordi replikkernes indhold danner grundlag for karaktertegningerne i filmen. Luhrmann ’oversætter’ teksten, så den i stedet giver sig til udtryk i koreografi og klippetempo i filmen. Bevægelsesmetaforerne har derfor stadig betydning for filmatiseringen, selvom replikkerne er klippet ud.

Shakespeare bruger også bevægelsesverber til at skabe stemninger, som i Benvolios replik til Romeos forældre: ”So early walking did I see your son” (ca. 00:09:32). Replikken angiver både tidspunktet, tempoet, handling og personerne. Ordet ”walking” sætter Romeo i bevægelse og gør det nemmere for tilskueren at forestille sig situationen – uden ”walking” ville replikken tegne et mere udefinerbart stillbillede af Romeo. Ordet ”early”, den tidlige morgen, er med til at karakterisere Romeos sindstilstand. Filmen krydsklipper mellem Benvolio og forældrene i limousinen, og en Romeo, der er hensunket i sine egne tanker i solens tidlige røde stråler til trods for, at vi nu befinder os midt på formiddagen i handlingen. Selvom filmen tidsmæssigt har rykket handlingen til senere på dagen, er ordenes stemning intakt.

I den berømte balkonscene, hvor Romeo bejler til Juliet, har Luhrmann fjernet en replik med bevægelse og i stedet ladet sig inspirere visuelt af den. Juliet står på balkonen og taler om, hvorvidt deres kærlighed er god eller farlig. Og om at det er farligt for Romeo at være i Capulets have, og at han burde gå, men at hun gerne vil have, at han bliver. Shakespeare lader Juliet selv beskrive sin situation med denne metafor:

”I would have thee gone,
And yet no father than a wanton's bird,
That lets it hop a little from his hand
Like a poor prisoner in his twisted gyves,
And with a silken thred plucks it back again,
So loving-jealous of his liberty.”
(ca. 00:38:00)

Når vi sammenligner disse replikker, der ikke bliver sagt i filmen, med Romeos og Juliets bevægelser i scenen, kan vi se, at de to personer hos Luhrmann agerer i overensstemmelse med Shakespeares tekst. Juliet lader Romeo gå lidt, men så kalder hun ham tilbage igen. Igen bliver Shakespeares tekst visualiseret i Luhrmanns film gennem bevægelserne.

Shakespeares tekst er så fuld af metaforer, at der kan klippes i den, og replikkerne kan anvendes som regibemærkninger. Noget tilsvarende var en del af funktionen ved replikkerne i Shakespeares egen samtid. Teateret var ikke realistisk, men baserede sig netop på tilskuerens evne til at forestille sig de stemninger og steder, der blev beskrevet af skuespilleren. Replikkerne er altså i udgangspunktet skrevet med det formål at skabe ”små film” i hovedet på publikum. Når Luhrmann filmatiserer et Shakespeare-stykke bygger han således videre på stof, der allerede i sit udgangspunkt er meget filmisk.

Når Shakespeares 'Romeo and Juliet' filmatiseres, er det traditionelt blevet gjort på én af to måder: Enten ’opdateres’ den til nutiden, og replikkerne omskrives til moderne sprog, eller også laves en historisk realistisk filmatisering, der foregår i Italien i 1596. Luhrmanns filmatisering skiller sig ud, fordi han bevarer Shakespeares sprog og ord, samtidig med at han lader sin film foregå i vores nutid.

Derfor er det interessant at se nærmere på, hvad Luhrmann har gjort for at etablere Shakespeares replikker i en troværdig nutid. Luhrmanns greb er at basere sin scenografi og rekvisitter på nutidige firmaer og varer, men han har tilpasset dem sit eget univers. F.eks. når vi ser "L'amour" reklameskiltet på en væg, tror vi, det er en reklame for Coca Cola, fordi vi genkender skrifttypen, farverne og det grafiske design. Paris er på forsiden af et magasin, der grafisk minder om Time Magazine. Det lokale postfirma anvender samme grafik og farver som US postalservice, osv. Vi som beskuere bliver manipuleret til at se det, vi tror, vi ser, nemlig et bestemt produkt, men det er ændret lidt, så det alligevel ikke er realisme. Hos Luhrmann smelter Shakespeares verden sammen med den moderne virkelighed og skaber en ny fiktiv verden. Det er troværdigt, men ikke virkeligt.

Navnesymbolik i Luhrmanns 'Romeo + Juliet'

Hos Shakespeare fægter og slås man med kårde og sværd, men det gør man sjældent i nutiden. I replikkerne omtales "Sword”, ”Rapier” og ”Long Sword”. Disse våben er blevet til pistoler i filmen, men filmens personer kalder dem stadig for ”Sword” og ”Rapier”, der nu er et varemærke. Luhrmann gør nemlig dette plausibelt ved at ”opfinde” en serie skydevåben af mærket ”Sword”. Benvolio siger: ”Put up your Swords!” (ca. 00:05:16), og der zoomes ind på Benvolios pistol og mærket ”Sword” på siden af våbnet som for at legitimere, at en pistol kaldes et ”Sword”. Det er ikke sikkert, at man som tilskuer opdager detaljer som denne første gang, man ser filmen, men de vidner om, hvor omhyggeligt Luhrmann forholder sig til Shakespeares oprindelige tekst. Skydevåben optræder i forskellige mærker og modeller. Alle er udviklet og navngivet, så de passer til replikkerne og figurerne. Benvolio har en ”Sword 9 mm Series S”, mens Ted Montague har et ”Long Sword”, som er et gevær, Romeos pistol er af typen ”Sword”, og Tybalt har to pistoler af mærket ”Rapier 9 mm”. Mercutio har en pistol af mærket ”Dagger 9 mm”, som han smider i sandet, inden han går til angreb på Tybalt.

På samme måde karakteriserer Luhrmann personerne gennem navnene på deres biler. Tybalts bil er af mærket ”Nobel Executioner” – et navn, der afspejler Tybalts status som adelig og hans funktion som morder. Romeos bil er en ”Ariosto Pilgrim”; navnet henviser til den italienske digter Ludovico Ariosto (1474–1533), hvis hovedværk var det episke digt 'Orlando Furioso' (1532) om ulykkelig kærlighed og deraf følgende vanvid; samme problem som Romeos forelskelse i Rosaline. ”Pilgrim” er Romeos egen betegnelse for sine læber i mødet med Juliets læber: ”My lips, two blushing pilgrims, ready stand”. Benvolios bil er en ”SF Stratford Baronet” – Stratford er Shakespeares fødeby, og Baronet er den laveste adelige rang i England, hvilket passer til Benvolios plads i Montague-familiens hierarki. Mercutios bil er en ”Masque Monarch” – betegnelsen "Masque" dækker over en amatør-entertainer, der bl.a. danser i maskerede kostumer, som Mercutio gør i filmen, mens "Monarch" hentyder til hans familiære bånd til fyrsten af Verona. 

Den igangværende kamp mellem familierne bliver allerede i starten af filmen tydelig, nemlig i scenen på benzintanken med det første slagsmål. Benzintanken hedder ”Phoenix Gas”, hvilket associerer til den østerlandske sagnfugl Fønix, der brænder sig selv op hvert femte århundrede for så at genopstå af asken. ”Phoenix” symboliserer således både død, genfødsel og udødelighed. Benzinfirmaets slogan, som står på et skilt, er ”Add more fuel to your fire" – og det er netop, hvad der sker i handlingen. Det er her på benzinstationen, at vi får præsenteret konflikten mellem slægterne, og det er her, den genopstår med mere vold til følge. Det understreges på filmlærredet, da Tybalt tænder en cigaret og lader tændstikken falde på jorden, og efter skyderiet lader han cigaretten antænde benzinen på jorden. Det gamle had slår op i lys lue og skaber grundlaget for den nye vold og for vreden, som brænder i de to familier.

Luhrmann arbejder også bevidst med navne og ord i scenografien, hvor skilte, reklamer og graffiti relaterer sig til bl.a. filmens eget univers og handling, samt andre værker af Shakespeare. På den gamle biograf i Sycamore Grove, står der ”Sycamore Grove” i toppen, så vi er ikke i tvivl om, hvor vi befinder os. Bydelen har sit navn fra Benvolios replik: ”Where underneath the grove of Sycamore. So early walking did I see your soon” (ca. 00:09:32). Det er især i Sycamore Grove, der er hentydninger til både den igangværende tragedie og andre værker af Shakespeare. På en væg fuld af graffiti står der ”SEE DEATHS FACE”, en omskrivning af Tybalts replik: ”Turn thee, Benvolio, and look upon thy death” (ca. 00:05:53). Den lokale købmand hedder ”The Merchant of Verona Beach”, og banken hedder ”Shylock Bank” – navne, der begge henviser til Shakespeares skuespil 'The Merchant of Venice' ('Købmanden i Venedig'). På et reklameskilt står der ”Such stuff as dreams are made on. Prospero Scotch Whiskey”, og det hentyder til ikke mindre end tre Shakespeare-stykker: Mercutios Queen Mab-tale eller 'A Midsummer Night's Dream' ('En skærsommernatsdrøm'); Prospero er hovedpersonen i 'The Tempest' ('Stormen'); og ”Scotch” er en henvisning til det skotske kongedrama og tragedie 'Macbeth'. På en væg står der med graffiti ”Romeo, M, Benvolio, Gregory, Sampson”, og de spiller pool på "Globe Theatre", som er navnet på Shakespeares teater. Pølseboden på stranden hedder ”Rosencrantzky's”, der henviser til Rosencrantz, en bifigur i 'Hamlet'. På den måde opbygger Luhrmann en verden, der er forankret i Shakespeares verden og tid, men i høj grad skabt til et nutidigt publikum. Luhrmanns firmaer, mærker og alt, hvad man kan købe i Verona Beach, har sit udspring i Shakespeares skuespil og hans London.

Luhrmann har arbejdet med detaljerne i det Verona Beach, hans Romeo og Juliet lever i. De firmaer, Luhrmann refererer til, findes kun i det kombinerede Shakespeare/Luhrmann univers, der fremstår som et parallelt univers til vores nutidsvirkelighed. Alle tekster og navne på steder er taget fra Shakespeares værker eller samtid. På den måde bliver det ikke kun en film om Romeo og Juliet, men også en hyldest til Shakespeare som kunstner.

I Luhrmanns film finder vi en række forskellige typer referencer til nutiden. Et eksempel er hans bearbejdning af Shakespeares prolog, der oprindelig er tiltænkt en fortæller på teaterscenen. Hos Luhrmann er det en nyhedsoplæser på TV Avisen, der fremfører prologen – en vores tids fortæller, der introducerer os til, hvad vi skal se. Et andet sted, hvor Luhrmann bidrager med nutidige referencer til at støtte teksten, er under Mercutios Queen-Mab-tale til Romeo på stranden før festen. Hvor temaet i Shakespeares skuespil er drømme og skæbne, så bliver det hos Luhrmann stoffer og deres effekt. Mercutio har en lille æske med en ecstasy-lignende pille. På pillen er der et hjerte med en pil igennem. Denne pille giver han til Romeo, mens han taler om "Queen Mab"; en fe der kan kontrollere, hvad man drømmer, både godt og ondt. I filmen tilføjer Luhrmann det ekstra lag, at drømmene er hallucinationer, der følger med at tage det stof, Mercutio giver Romeo. Det er resterne af de hallucinationer, Romeo oplever, da de ankommer til festen. Romeo er stadig så påvirket, at verden drejer rundt. I den forbindelse har Luhrmann flyttet en replik fra 5. akt frem til denne scene, så Romeo siger, ”Thy drugs are quick” (ca. 00:23:29). Hos Shakespeare henviser replikken til apotekerens gift, som Romeo drikker til sidst, men hos Luhrmann henviser replikken til Mercutios stoffer. Luhrmann har behændigt hentet replikken frem til den scene, hvor han vil bruge den. Shakespeares tekst får en nutidig reference og bliver dermed lettere forståelig for vores tids publikum. Dette sker i endnu højere grad i scenografien, som vist tidligere, og altså også i teksten.

Luhrmann beskærer teksten og flytter rundt på noget af den, men han skriver ikke ny tekst. Der er meget få tilføjelser til teksten, ud over sange, og som regel er det kun navne eller gentagelser. Ud over ”Thy drugs are quick” er et andet eksempel Sampsons replik ”I am a pretty piece of flesh!” (00:03:36), der bliver til en sang i radioen, som de synger med på. Man kan altså stadig argumentere for, at Luhrmann udelukkende bruger Shakespeares oprindelige replikker – om end med en god del forfatterfrihed.

I Luhrmanns filmatisering bliver Shakespeare næsten til popkultur. Flere elementer fra popkulturen indgår i filmatiseringen, fx reklamerne for Coca Cola, strandkulturen og filmmediet i sig selv. Det interessante er, at i sin samtid blev Shakespeares skuespil ikke anset som finkultur, og han blev ikke anset som den bedste dramatiker (det gjorde den engelske forfatter og dramatiker Christopher Marlowe). Shakespeare og hans teater var underholdning for alle, rig som fattig: Han var sin tids popkultur.

I dag snakker vi om ham som en klassisk forfatter, og hans værker bliver kategoriseret som klassikere, der kan være svære at forstå og ikke er helt let tilgængelige – kort sagt, det modsatte af popkultur. Dette skyldes, at de færreste er trænede i at læse Shakespeares tekster, hvorimod vi er trænede i at se film og tv. Kendskab til mediets konventioner er tæt knyttet til forståelsen. Derfor kan man argumentere, at Luhrmanns filmatisering af Shakespeares tekst ikke, som nogen mener, er en forringelse af teksten. Filmen er snarere en modernisering af teksten, en opdatering om man vil. Skuespillet bliver mere tilgængelig for et moderne menneske i Luhrmanns fortolkning.

Man kan samtidig argumentere for, at det i høj grad er i Shakespeares ånd at lave hans skuespil som film. Filmmediet i dag kategoriseret ofte som popkultur, mens teater i højere grad anses for finkultur. Filmmediet har overtaget rollen som det bredt favnende, folkelige medie. Luhrmann arbejder med Shakespeares tekst og sætter den ind i en kontekst, hvor den i høj grad hører hjemme. Det må gerne være underholdende, og det må gerne være voldsomt og kvalmende sødt. Filmmediet gør det muligt at gøre Shakespeares poetiske tekst levende, og Shakespeare fungerer fint som popkultur.

Litteratur

Brian Gibbons (ed.): The Arden Shakespeare Romeo and Juliet 1596, William Shakespeare, Methuen & Co. Ltd. (1980), Singapore, Reprint 2004.

Brooke, Arthur: Romeus and Juliet Being the original of Shakespeares Romeo and Juliet Ed. Af J.J.Munro London: Chatto and Windus, Duffield and company, New York, Publishers MCMVIII (1908) original: 1564.

Crowl, Samuel: Shakespeare at the Cineplex, The Kenneth Branagh Era, Ohio University press, USA, 2003.

Field, Syd: Screenplay The foundations of a Screenplay, Revised Edition, Delta Trade Paperbacks, 2005.

Kirkegaard, Louise: Baz Luhrmanns filmatisering i 1996 af William Shakespeares ”Romeo and Juliet”. Speciale, Århus Universitet, Afdelingen for dramaturgi, 2008.

Kott, Jan: Shakespeare vor samtidige, Sten Hasselbalch forlag, København, 1966.

Mast, Gerald: Film/Cinema/Movie, A Theory of Experiencs, Harper & Row, Publishers, USA, 1977.

Pearce, Craig & Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo & Juliet, The Contemporary Film, The Classic Play, Hodder Headline plc., Hodder Children's Books, London, 1997 ”A Note from Baz Luhrmann”.

Shakespeare, William: Romeo og Julie, oversat af Niels Brunse, Gyldendal, Kbh. 1997.

Spurgeon, Caroline F. E.: Shakespeare's Imgery and what it tells us, Cambridge University Press, Cambridge, 1935 18. udgave 2004.

Film

Branagh, Kenneth:
Hamlet, Castle Rock Entertainment, 1997
Henry V, BBC, 1989
Much Ado Abouth Nothing, BBC, 1993
Othello, instruktør Oliver Parker, Castle Rock Entertainment, 1995
Love's Labour's Lost, 2000

Junger, Gil:
10 Things I Hate about You, Touchstone Pictures, USA, 1999

Luhrmann, Baz:
William Shakespeare's Romeo + Juliet, Bazmark produktion, Twentieth Century Fox Film Corporation, USA, 1996 (Dvd: Twentieth century fox home entertainment, Special edition, 2002 Australia (2008))
Moulin Rouge! (2001)
Strictly Ballroom (1992)

Radford, Michael:
The Merchant of Venice, Spice Factory Production, UK, 2004

Richards, David:
Shakespeare-Retold – Taming of the Shrew 2005, BBC Drama group

Zeffirelli, Franco:
Romeo and Juliet, Italien, 1968
Hamlet, 1990

Relevante Links

Transskriberet Dialog fra Baz Luhrmanns 'Romeo + Juliet': http://www.script-o-rama.com/movie_scripts/r/romeo-and-juliet-script-transcript.html

Shakespeares teater: http://www.shakespeares-globe.org/