Filmleksikon A-Z

Linjer

Linjerne har stor betydning for stemningen i et billede. Vandrette linjer skaber ro, lodrette linjer virker kraftfulde, skrå linjer signalerer action, og kælkede linjer skaber uro.

Vandrette (horisontale) linjer

Vandrette (horisontale) linjer giver en fornemmelse af ro og stabilitet, fred og harmoni. Vandrette linjer kan også udtrykke stilstand på en låst og negativ måde. En vandret linje kan fx være en horisontlinje eller en bordkant.

I begyndelsen af kortfilmen ”Småfugle” (eksempel 1) ser vi i en række indstillinger landskabet og byen, hvor filmen foregår. Indstillingerne er domineret af vandrette linjer. Her er roligt grænsende til det stillestående og kedsommelige.

Eksempel 1
Vandrette linjer
(Framegrab fra "Småfugle")

Lodrette (vertikale) linjer

Lodrette (vertikale) linjer virker imponerende og overvældende, himmelstræbende og kraftfulde. De kan give indtryk af styrke og værdighed. Lodrette linjer bruges fx, hvis en underlegen hovedperson kæmper imod autoriteter. Et klassisk motiv er, at en hovedperson kigger op (i frøperspektiv) ad et højhus, som ejes af filmens rige skurk. Højhuset (lodrette linjer) symboliserer skurkens magt.

I kortfilmen ”I vores blod” (eksempel 3) ser vi hovedpersonen gå væk fra os, ud mod billedets forsvindingspunkt i en indstilling med mange lodrette linjer. Han er ulykkelig, fordi han har fået et barn og ikke kan overskue at blive far. De lodrette linjer understreger, at han føler sig presset og afmægtig.

Eksempel 2
Lodrette linjer
(Framegrab fra "I vores blod")

Skrå (diagonale) linjer

Skrå (diagonale) linjer signalerer dynamik, action og uro. De fremhæver bevægelse, fart og dramatik. Skrå linjer kan suge vores blik ind i billedet og skabe en oplevelse af dybde. Skrå linjer bruges tit, når der er hæsblæsende handling eller farlige situationer, hovedpersonen skal klare sig igennem.

I ”Skadet” (eksempel 4) ser vi en klassisk brug af skrå linjer, nemlig i forbindelsen med action og skydevåben. De to drenge har netop fundet en revolver, som den ene dreng løfter op. Hans arm og revolveren danner en skrå linje, der går næsten tværs gennem billedet. Både kompositionen og rekvisitten (revolveren) skaber forventning om, at der meget snart sker noget dramatisk.

Eksempel 3
Skrå linjer
(Framegrab fra "Skadet")

Kælkede linjer

Når horisontlinjen er ude af vatter, dvs. at den ’kæntrer’ og er vippet skæv, taler vi om kælkede eller 'tiltede' linjer. Det har en stærk effekt og opleves som om, verden er ude af balance, og at hovedpersonen mister kontrol. Kælkede linjer bruges fx i scener, hvor en person er svimmel, eller hvis der er fare på færde. Linjerne kan understrege, at en person handler uden at tænke sig om og er styret af stærke følelser, fx vrede og jalousi.

I ”En tier” (eksempel 5) ser vi et eksempel på kælkede linjer. Da hovedpersonen går amok i en kiosk, bliver linjerne kortvarigt kælkede. Det understreger, at hans raseri får ham til at miste sin fornuft, og at situationen er ude af kontrol.

Eksempel 4
Kælkede linjer
(Framegrab fra "En tier")

Læs mere om billedkomposition og se eksempler her:

Billedkomposition
Billedharmoni
Dybdekomposition

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle