Filmleksikon

Hjem

Billedstil

En films billedstil – dvs. hvordan filmen ser ud – har stor betydning for vores oplevelse. Filmens look er afhængigt af bl.a. billedformat, tekstur, colorgrading og dybdeskarphed.

Filmens billedstil er filmens "visuelle fingeraftryk". Film kan se meget forskellige ud. Nogle film har klare farver, og alting ser lækkert ud, mens andre film er grumsede og kornede og rå at se på. Nogle film har et næsten kvadratisk billedformat – som i et gammeldags tv – mens andre film ruller sig ud i bredt format med flotte panoramabilleder. Der er scener, hvor vi får fortalt én enkelt, intens historie med lille dybdeskarphed og kun det allervigtigste i fokus. Og der er andre scener, hvor dybdeskarpheden er stor, og der foregår flere begivenheder samtidig i billedet.

Instruktøren og filmholdet vil altid gennemtænke og diskutere en films billedstil, inden filmen bliver optaget. De vælger billedstilen ud fra overvejelser om, hvad der bedst formidler den historie, som de vil fortælle. Det handler om, hvilken stemning der skal være i filmen, og hvad publikum skal lægge mærke til.

Læs mere om billedstil og se eksempler her:

Billedformat
Colorgrading
Tekstur
Dybdeskarphed