Brevet til Momo Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Før I ser filmen
  • Handlingsreferat
  • Faglige mål
  • Fag og temaer
  • Filmfaglige vinkler
  • Lav en filmplakat
  • Links og litteratur

Om filmen

'Brevet til Momo' er en visuelt flot, humoristisk og stemningsmættet film instrueret af den japanske instruktør Hiroyuki Okiura. Han har været chefanimator på en række japanske animationsfilm, og 'Brevet til Momo' er hans anden spillefilm som instruktør. Filmen har vundet priser på en række internationale filmfestivaler.

Både filmens streg, historien og karaktererne minder om den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazakis film, fx 'Min nabo Totoro' og 'Chihiro og heksene'. Men 'Brevet til Momo' er Okiuras helt egen. Den smukke fortælling er skrevet, tegnet og instrueret af Okiura, der var syv år om at lave filmen.

Der er flere gode grunde til at inddrage filmen i undervisningen. 'Brevet til Momo' kan bruges som anledning til at behandle tunge temaer på en let måde. Da fortællingen veksler mellem komik og tragedie, bliver eleverne på én gang underholdt og får stof til eftertanke. På det tematiske plan går 'Brevet til Momo' et spadestik dybere end de fleste andre film til aldersgruppen.

Foto: Angel Films

Filmens credits

Titel: Brevet til Momo
Originaltitel: Momo e no tegami
Produktionsland og -år: Japan, 2011
Instruktion: Hiroyuki Okiura
Længde: 120 minutter
Distribution: Angel Films
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Læs Medierådet for Børn og Unges vurdering

Danske stemmer
Momo: Sophie Cecilie Rosendahl
Ikuko: Pernille Hilgart
Kawa: Stanislav Sevcik
Mame: Daniel Vognstrup

Før I ser filmen

Det kan styrke elevernes filmoplevelse og arbejdet med undervisningsmaterialets elevark at forberede eleverne, inden I ser 'Brevet til Momo'.

Tal kort om japansk tegnefilmstradition, og se billeder på nettet (søg på ”animé”). Hvis nogle elever kun kender til tegnefilm a la 'Disney' med højt tempo, høj musik og dramatik fra start til slut, så forsøg at regulere deres forventninger. Tegnefilm er ikke kun en underholdningsfest, men også en fortælleform, der kan behandle vægtige temaer på en nuanceret og poetisk måde.

Nogle elever vil formentlig kende instruktøren Hayao Miyazakis film, mens andre for første gang vil opleve en ikke-vestlig animationsfilm. Tag en snak med eleverne om deres tidligere oplevelser med tegnefilm i biografen eller på tv.

Se evt. traileren til 'Brevet fra Momo' i klassen. Den ligger på materialets forside.

Indskolingen

Forbered eleverne på, at der er enkelte scener, der kan virke skræmmende. Filmen indeholder fx nogle ånder, der ved første øjekast virker farlige, men de er harmløse. Faktisk er de både fjollede og sjove, og de bliver hurtigt hovedpersonen Momos venner.

Mod slutningen af filmen er der en lang redningssekvens, hvor der er skruet op for reallyde, musik og dramatik. Det er filmens klimaks, og det kan virke voldsomt, hvis børnene ikke er forberedt. Tal med eleverne om, at 'Brevet til Momo' er fantasi og film – ikke virkelighed.

Filmen handler bl.a. om venskaber. 'Brevet til Momo' viser fx, at man kan finde venner på overraskende måder og bliver venner med nogle, der er anderledes end en selv. Giv eleverne opgaven, at de skal lægge særlig mærke til, hvem der bliver venner, og hvordan de bliver venner.

Mellemtrinet

Filmen handler bl.a. om svære følelser som sorg, savn og skyld. Tal om, hvordan det føles at mærke sorg, savn og skyld – og hvad, der kan få én til at føle det. Giv eleverne opgaven, at de skal lægge særlig mærke til, hvornår personerne i filmen føler sorg, savn og skyld – og hvorfor de gør det.

Handlingsreferat

Den sidste gang, 11-årige Momo så sin far, inden han døde i en ulykke, havde de et skænderi. Nu har hun kun et ufuldendt brev fra ham, der begynder med ordene “Kære Momo”.

Momo og hendes mor flytter væk fra Tokyo og ud på den afsidesliggende ø Shio. På øen er der både bedsteforældre og potentielle legekammerater, men Momo har svært ved at falde til. Hun sjosker ensomt rundt i sit nye hus, indtil hun pludselig får besøg af nogle mærkelige væsener.

Loftet er nemlig beboet af tre yokier – magiske ånder – som kun hun kan se. De larmer og stjæler mad, og Momo ønsker først, at de forsvinder. Men snart spirer et venskab frem imellem dem. Væsenerne er sjove, men deres madtyveri skaber splid. Da Momo fortæller moren, at ånderne er ansvarlige for tyveriet, har de et stort skænderi. Momo siger, at moren er ligeglad med faderens død og går alene ud i byen. Moren får derefter vejrtrækningsproblemer, mens hun gennemsøger byen for at finde datteren.

Samtidigt trøster ånderne Momo, og de afslører, at de har aftalt med faren at vogte over Momo og moren. Byens postbud finder Momo og får hende hjem til moren, der er i livsfare pga. astmaanfald. Momo overtaler postbuddet til at køre med hende over broen efter lægehjælp. Da stormen raser, træder yokierne til og hjælper, og til slut bliver moren reddet.

Efter stormen modtager Momo og moren et brev fra ånderiget. Faderen skriver, at han er stolt af Momo og nok skal passe på hende og moren i fremtiden.

Foto: Angel Films

Faglige mål

Opgaverne i materialet opfylder en række Fælles Mål 2014 i dansk og billedkunst, bl.a.:

DANSK

INDSKOLING

Fortolkning/Overordnet kompetencemål
Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster

Fortolkning/Undersøgelse
Færdighedsmål: Eleven har viden om enkle sproglige, lydlige og billedlige virkemidler

Fortolkning/Perspektivering
Færdighedsmål: Eleven kan sætte tekstens tema i relation til sit eget liv

Fremstilling/Præsentation og evaluering
Færdighedsmål: Eleven kan præsentere sit produkt i nære sammenhænge 

MELLEMTRIN

Fremstilling/Overordnet kompetencemål
Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer

Fortolkning/Overordnet kompetencemål
Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster

Fortolkning/Oplevelse og indlevelse
Vidensmål: Eleven har viden om mundtlige, kropslige og billedlige udtryksformer

Læsning/Sammenhæng
Vidensmål: Eleven har viden om visualiseringsformer

Fremstilling/Fremstilling
Færdighedsmål: Eleven kan udtrykke sig kreativt og eksperimenterende

BILLEDKUNST

INDSKOLING

Billedanalyse/Overordnet kompetencemål
Eleven kan samtale om egne og andres billeder

MELLEMTRIN

Billedanalyse/Billedgenrer
Vidensmål: Eleven har viden om stilarter og formsprog

Billedanalyse/Billedfunktion
Færdighedsmål: Eleven kan analysere billeders funktion i en given kontekst

Elevark til indskoling og mellemtrin

I første halvdel behandles udvalgte temaer (venskab og følelserne sorg, savn og skyld). Målet med opgaverne er at give indsigt i temaerne. Desuden er målet at styrke elevernes indlevelsesevne, empati og sociale kompetencer.

I anden halvdel er der fokus på en filmfaglig analyse af stillbilleder og trailer. Målet med opgaverne er at udfordre og udvikle elevernes visuelle indsigt samt give dem en forståelse af, at en filmtrailer både er en præsentation og en reklame.

Elevarkene rummer dertil også opgaver, hvor eleverne skal præsentere deres nye læringsviden i en praktisk/kreativ fremstilling. Elevarket til mellemtrinnet indeholder desuden en opgave om at lave en plakat til filmen (målrettet 5. klasse). I menuen under 'Lav en filmplakat' finder eleverne links til billedpakke og plakatværktøj.

I indskolingen skal læreren formidle elevarkets opgaver.

Fag og temaer

Indskolingen: Venskaber

Venskaber er vigtige. Nogle børn har mange venner, andre har få. De fleste har forskellige typer venner – nogle helt nære og nogle lidt fjernere.

Da storbybarnet Momo flytter ud på landet, har hun ingen venner. Skolen er ikke begyndt endnu, og ensomheden nager hende. Momos mor prøver at hjælpe hende, så hun kan få kontakt med nogle jævnaldrende børn i nabolaget. Men Momo vil selv styre sit sociale liv uden morens hjælp. Og det er en udfordring at stå på egne ben.

Foto: Angel Films

Momo er ”den nye” på øen. Børnene er søde og inviterer hende med til deres vandleg, men det er svært, når legen går ud på at hoppe i vandet fra en høj bro. Momo er ikke vant til at lege i naturen. Hun tør ikke at springe fra broen, så hun bliver mut og går sin vej. Hun kunne selvfølgelig spørge, om de skulle lege noget andet. Men hun tør ikke være den nye, der foreslår andre lege. Momo må øve sig på at være mere modig.

Når Momo har lidt svært ved at få venner af den menneskelige slags, er det godt, at hun kan få nogle overnaturlige venner i stedet - selvom de er lidt mærkelige. Iwa er den store ånd, der har superkræfter. Kawa er det mellemstore frømenneske, der altid brokker sig. Mame er den lille, naive slangeabe med den lange tunge.

Da Momo møder ånderne første gang, bliver hun bange. Men selvom ånderne ligner en art voksne væsener, så opfører de sig barnligt, og de er ikke farlige. De vil hjælpe Momo til at få kontakt med sin afdøde far, men frem for alt er de bare sultne og uregerlige. Momo må tage styringen over den mærkelige trio, og snart bliver de alle venner. Til slut hjælper ånderne Momo, da hendes mor bliver syg. De viser sig at være nogle rigtig gode venner.

Foto: Angel Films

Mellemtrinnet: Sorg, savn og skyld

De fleste børn har oplevet at miste nogen, de holder meget af. Måske har de mistet en bedsteforælder eller et kæledyr. Det kan også være en nær ven, der er flyttet langt væk. Mange børn kender til de svære, tunge og komplekse følelser, man kan få, når man oplever et tab.

I 'Brevet til Momo' er Momo plaget af svære følelser, fordi hendes far er død ved en skibsulykke. Selvom det ligger et stykke tid tilbage, er Momo stadigvæk i sorg. Hans død kom som et chok og blev starten på en lang sorgperiode. Momos mor kæmper også med sorgen i det skjulte. Moren forsøger at give dem begge en ny start ved at flytte til øen Shio, men de har taget sorgen med på rejsen.

Momo går også rundt med en anden følelse: skyld. Lige inden faren tog på den fatale skibsrejse, blev Momo vred på ham og sagde, at hun var ligeglad med ham. Hun vidste ikke, at det ville blive sidste gang, hun så ham. Nu bebrejder hun sig selv for sine ord og handlinger dengang.

Foto: Angel Films

Momo er følelsesmæssigt i en fastlåst situation i første del af filmen. En af grundene til det er, at hun ikke taler med nogen om sine følelser. Hvis hun havde talt med sin mor, kunne moren måske have hjulpet hende. Hun kunne have trøstet Momo og fortalt, at Momo ikke er ansvarlig for farens død. At der er ting i livet, man ikke kan styre eller lave om. At faren elskede Momo uanset hendes hårde ord.

Moren og Momo er bange for at tale om deres følelser. Moren vil se fremad og glemmer i den proces at se sin datter. Moren er bange for at rive op i fortiden. Og Momo kan instinktivt mærke, at moren ikke vil tale om farens død og om sorgen.

I anden halvdel af filmen havner Momo igen i en svær konfliktsituation, hvor skylden nager – denne gang i forhold til sin mor. Men nu vil hun rette op på situationen, inden det er for sent. Hun kaster sig modigt ud i en redningsaktion, og moren overlever. Da moren er blevet rask igen, tør de endelig tale sammen og bearbejde deres sorg og savn i fællesskab.

Foto: Angel Films

Filmfaglige vinkler

Om japanske animationsfilm

Der findes mange typer animationsfilm. Herhjemme er Walt Disneys tegnefilm blandt de mest kendte, fx filmklassikere som 'Askepot', 'Bambi', 'Dumbo' og 'Snehvide'.

'Brevet til Momo' er produceret i Japan, som har deres egen animationstradition, ”animé”. Den adskiller sig fra den europæiske og amerikanske tradition, både hvad angår filmenes æstetik, personernes udseende og historierne. Hvor Disneys historier følger en stringent vestlig dramaturgi, har de japanske animationsfilm ofte en mere labyrintisk og associativ fortællestruktur. Det er også karakteristisk for filmene, at de dvæler ved lyriske passager og benytter stilhed på lydsiden som et virkemiddel. Karaktererne kan være mere tvetydige end de klassiske vestlige animationsfigurer. De er ikke blot onde eller gode, men nuancerede karakterer med komplekse problemstillinger.

Det er også i tråd med den japanske tradition, at 'Brevet til Momo' har en spirituel dimension. Ånder, spøgelser og overnaturlige væsener spiller ofte en markant rolle i japanske animationsfilm, og ånderne er som regel knyttet til naturen og kommer fra himlen, skoven eller havet.

Foto: Angel Films

Billedanalyse

'Brevet til Momo' er en ualmindelig flot animationsfilm. Der er kælet for detaljen, og hver eneste indstilling i filmen er en fornøjelse at se på. Filmskaberne har været syv år om at lave filmen, og det ses tydeligt i billedernes kvalitet. Derfor er det oplagt at bruge 'Brevet til Momo' som udgangspunkt for en billedanalyse.

Nedenfor finder du to eksempler på analyse af udvalgte billeder fra 'Brevet til Momo':

Analyse af billede 1
Dette billede er godt at indlede analysen med, bl.a. fordi det viser filmens hovedperson, pigen Momo, og to af bipersonerne, de to åndevæsener. Desuden indeholder billedet nogle grundlæggende informationer om fortællingens univers.

Det er et totalbillede, og denne billedbeskæring giver os overblik over personer og miljø. Kameraet er forholdsvist langt fra de tre karakterer, så beskueren får indtryk af filmens location. Vi er i en landsby. Himlen er blå, og karaktererne har sommertøj på: Det er sommer.

Totalbilledet viser også kontrasten mellem fortællingens realistiske og ikke-realistiske elementer. Momo er naturligt forankret i et realistisk miljø med plastikkasser og blomsterkrukker, men hun står midt imellem to væsener, der tydeligvis er overnaturlige. Væsenernes kropsdimensioner er aparte, og deres ansigtsudtryk er tossede og sære. Momos kropsholdning minder om de to andre karakterers, men hendes ansigt udtrykker en anden følelse. Hun ser bekymret ud. Det er ikke nogen helt nem situation for hende.

Billede 1 (Foto: Angel Films)

Analyse af billede 2
En film indeholder typisk en række forskellige billedbeskæringer. Ved at veksle mellem de forskellige typer billeder skaber instruktøren dynamik og variation i fortællingen.

Billede 2 er et nærbillede. Himlen i baggrunden viser, at Momo er udendørs, men vi kan ikke se hvor og i hvilken situation. På billede 1 kan vi se hendes kropssprog, men på billede 2 har vi kun mulighed for at se hendes ansigtsudtryk. Fordi beskueren fokuserer på hendes ansigtsudtryk, og fordi vi kan se detaljer i mimikken, oplever vi hendes følelsesmæssige udtryk mere intenst. Hun ser ud til at være overrasket, forskrækket eller ked af det.

Momos ansigt er placeret i det gyldne snit: Den vandrette linje følger hendes øjne, og den lodrette linje følger hendes næse og mund. Det skaber en oplevelse af harmoni, som understreges af de blide pastelfarver, det varme lys og de gyldne skyer. Så selvom hendes ansigtsudtryk virker oprevet, er stemningen i billedet grundlæggende behagelig.

Billede 2 (Foto: Angel Films)

Analyse af filmens trailer 

En trailer er en kort præsentation af en film. Formålet med den er at vække nysgerrighed og interesse og give publikum lyst til at se filmen.

En trailer er interessant at analysere, fordi det er et koncentreret stykke reklamefiktion. Traileren skal hurtigt og effektivt opridse de vigtige elementer i filmen: Hvad sker der i filmen? Hvor sker det? Hvem sker det for?

TRAILER

I begyndelsen af traileren bliver hovedpersonen Momo præsenteret. Det er hende, vi identificerer os med. Den centrale location – den lille ø Shio – bliver også præsenteret; vi ser den på billedsiden, mens vi på lydsiden hører, at Momo og hendes mor flytter fra Tokyo til Shio. Vi får også præsenteret to centrale konflikter: 1) Momo har svært ved at falde til på øen og vil gerne hjem til storbyen, 2) Momos far er der ikke, og hun savner ham. Desuden bliver to vigtige rekvisitter præsenteret: det uafsluttede brev fra Momos far og den gamle bog med tegninger af yokaierne (ånderne). I denne del af traileren underbygges stemningen med melankolsk musik.

Efter 45 sekunder dukker vigtige bipersoner op, og trailerens stemning forandrer sig. Bipersonerne er de tre yokaier. Ved første øjekast virker de uhyggelige – både pga. deres udsende, og fordi scenen er akkompagneret af dramatisk tordenvejr. Men så ændrer stemningen sig: Lys og farver bliver varme, musikken bliver munter og optimistisk, og vi får en præsentation af de tre ånder. Nu er de ikke længere frygtindgydende, men snarere fjollede, barnlige og sjove.

Herefter giver traileren os glimt af morsomme, flotte og spændende højdepunkter i filmen. Der kommer også et nyt virkemiddel i brug: positive citater fra anmeldelser af filmen. Formålet med citaterne er at overbevise os om, at vi skal se 'Brevet fra Momo'.

Lav en filmplakat

Lav en filmplakat

Lav en filmplakat til 'Brevet til Momo'. I kan vælge mellem tre muligheder:

  1. En filmplakat med fokus på rekvisitter, der betyder noget for handlingen i 'Brevet til Momo'
  2. En filmplakat med fokus på temaet venskab
  3. En filmplakat med fokus på temaerne sorg, savn og skyld

På hver plakat skal I vælge et slogan, der passer til plakatens fokus.

Brug de 15 billeder, der ligger i billedpakken:

Billederne må gerne beskæres, og du må gerne bruge mere end et billede i din plakat.

Lav din egen plakat på SmåP.dk ved hjælp af programmet Pixel Editor:

SmåP – Små Produktioner er Station Nexts portal for lærere og elever i grundskolen med læringsaktiviteter til små medieproduktioner.

Links og litteratur

Filmanalyse

Læs om filmanalyse, og se eksempler i Filmcentralens gratis Filmleksikon

Lav selv animationsfilm

'FILM-X Animation' er et gratis program, der er udviklet til skoler. Her kan man optage, redigere, se vejledningsfilm og meget mere. Programmet findes som app til de yngste og som computerprogram til de ældre elever.

Børn og sorg

Undervisningsmaterialet 'Børn og sorg' tager udgangspunkt i seks kortfilm, der kan ses på Filmcentralen. Materialet er produceret i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

'Hund i himlen' (2011) er en kort dansk tegnefilm om en pige, der oplever sorg, da hendes hund dør.

'Jeg er fantastisk' er et temamateriale om børns følelser. Materialet tager udgangspunkt i seks korte dokumentarfilm, der kan ses på Filmcentralen. Målrettet indskoling og mellemtrin.

Undervisningsmateriale til den danske animationsfilm 'Fjerkongens Rige' (2014), der er tematisk og stilistisk beslægtet med 'Brevet til Momo'. Målrettet 1.-4. klasse.

Om japanske animationsfilm

Artikel af Jakob Stegelmann om manga og animé i Magasinet EKKO

Undervisningsmaterialer på Filmcentralen til film af Hayao Miyazaki

'Min nabo Totoro' (1988)

'Kiki den lille heks' (1989)

'Porco Rosso' (1992)

'Chihiro og heksene' (2001)

'Det levende slot' (2004)

'Ponyo på klippen ved havet' (2008)

Foto: Angel Films