Om filmen 

Instruktør og manuskriptforfatter Marya Zafir er selv fra Syren og har med filmen ønsket at hylde Syrien og Mellemøstens righoldige kultur med poesi, mad, historie, musik og fortælletradition. Kendte fortællinger og sange er bevidst indarbejdet i filmens handling – blandet med nyopfundne i samme tradition. I den originale version har Zafir valgt stemmeskuespillere med syrisk baggrund, hvor det har været muligt, og flere af dem har flygtningebaggrund.

I undervisningsmæssig sammenhæng er filmen interessant i fagene dansk, musik og billedkunst, hvor man blandt andet kan arbejde med underlægningsmusik, kontraktmodellen, billedsprog og brug af rekvisitter. Afslutningsvis har eleverne mulighed for at lave deres egen lille animationsfilm.

Der er lavet elevafsnit til henholdsvis 2.-3. klasse (til lærerens brug ved klassesamtale) og 4.-5. klasse til elevernes eget brug. Temaerne er de samme for begge aldersgrupper – dog er kontraktmodellen kaldt for fortællebroen i indskolingen.

Filmens credits

Titel: Dounia og prinsessen fra Aleppo
Originaltitel: Dounia & la Princesse d’Alep  
Produktionsland og -år: Frankrig, 2022
Instruktion: Marya Zarif, Andre Kadi
Længde: 72 min.
Distribution: DCP
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Tilladt for alle

Forforståelse

Det er en fordel, hvis lærere læser filmens pressemateriale (engelsksproget), hvor Marya Zarif fortæller om sine kunstneriske valg og mission. I materialet er der desuden en ordliste med de arabiske ord og vendinger, som filmens karakterer bruger.

Eleverne skal på forhånd have kendskab til de danskfaglige begreber sammenligning, metafor og eventuelt besjæling.

Før klassen ser filmen, er det vigtigt, at eleverne forstår konteksten, og hvad det vil sige at være flygtning – se elevafsnittets første opgaver. Man skal som lærer naturligvis også være opmærksom på, at filmen kan sætte stærke følelser i spil hos elever med flygtningebaggrund.

Seksårige Dounia bor i Aleppo med sine bedsteforældre, Jeddo og Mouné. Efter Dounias mors død og arrestationen af faren, Nour, har de opdraget pigen. Moren, Leyla, bliver af faren kaldt ”Prinsessen fra Aleppo”.

Da familiens hjem bliver bombet, flygter de fra byen. Med dem er frk. Darbouss med datteren Lina og krydderisælgeren Abdo med hustruen Nisrine og sønnen Shams. På flugten medbringer Dounia en legetøjsfugl og en håndfuld barake-frø. De to ældgamle talende figurer, Ay og Choum, følger også med familien.

På vej til grænsen til Tyrkiet slutter musikeren Djwann sig til gruppen, der kort efter passerer et tempel for gudinden Ishtar. På opfordring af Ay og Choum bruger Dounia et frø til at tilkalde Ishtar, der rejser en midlertidig skov, så gruppen kan komme over grænsen. De rejser til Izmir, hvor en menneskesmugler sejler dem til Grækenland. Deres båd bliver fanget i en storm, så Dounia bruger et frø til at tilkalde Prinsessen af Aleppo, som beroliger havene. De ankommer til en flygtningelejr ved den makedonske grænse, som viser sig at være lukket. Flygtningene protesterer uden held mod den lukkede grænse, så Dounia bruger et frø til at starte en stor fællesdans, der får vagterne til at åbne grænsen.

I Budapest vil Dounias familie følge resten af gruppen til Tyskland, men bliver adskilt fra dem på grund af en migrantkvote. I stedet flytter de ind i et telt på togstationen, hvor Dounia skriver et brev, som hun håber, kan nå frem til et hus, der vil være deres kommende hjem. Hun giver legetøjsfuglen et frø, så den bliver levende og flyver af sted med brevet, der ender i Canada. Her mangler pigen Rosalies familie lejere til et arvet hus, de har sat i stand. De hjælper Dounia og bedsteforældrene med at emigrere til Canada. 

Et år senere skriver Dounia til sin far (som nu tager turen selv), at hun og bedsteforældrene er faldet godt til, og at hun håber at blive genforenet med ham snart. Resten af gruppen er endt i Tyskland og Sverige, hvor de har det godt.
 

Magi, poesi og billedsprog

I filmens pressemateriale (side 9-11) siger instruktøren, Marya Zarif, at hun i flygtningelejre har set, hvordan syriske flygtninge holder fast på håb og mening i livet under krig og flugt. Som en af årsagerne peger hun på, at de får kræfter fra deres kulturelle rødder, og at hun ønsker at vise den rodfæstning i karakteren Dounia. 

Filmens budskab er, at familien klarer den farlige rejse ved hjælp af deres rødder, forstået som den kulturelle baggrund med historie, madtraditioner, fortællinger, poesi, spiritualitet/tro og musik. Det er symboliseret gennem frøet, som vi i filmens begyndelsen ser under jorden slå rødder og vokse op – se også afsnittet Magiske rekvisitter.

På samme måde fortæller Djwann historien om, hvordan mennesker har brug for både træet og båden. Behovet for en båd handler om udlængsel og at rejse, og behovet for et træ handler om at have rødder. Han slutter historien med: ”Vi er splittede, indtil vi forstår, at det er med træet, vi kan bygge en båd. Vores rødder giver os vinger til at udforske verden” (se Magiske rekvisitter).

De ”magiske” eller spirituelle sidefortællinger i filmen (statuen Ay og Choum, gudinden Ishtar og prinsessen af Aleppo) er med til at hjælpe Dounia. Dels gennem flugten, men også gennem sorgen over, at hendes mor er død. Bedstemoren fortæller om Prinsessen af Aleppo, at ”hun er lyset og håbet i mørket”, hvortil Choum bemærker: ”Alt det vrøvl, som vi fortæller børn for at skjule sandheden for dem”. Det er ikke desto mindre de magiske fortællinger og denne spiritualitet, der holder håbet oppe hos Dounia, på linje med spådomme i kaffegrums. Under stormen siger moren til Dounia: ”Du ser mig med dit hjertes øjne. Hjertets øjne ser alt, selv det, der er skjult” – en  hentydning til et spirituelt eller magisk aspekt i verden. Se også pressematerialet side 7.

Et andet tydeligt eksempel på filmen budskab om kultur, magi og poesi er familiens brug af billedsprog. Se nedenstående eksempler, der er let omskrevet. Det er i parentes angivet, om der er tale om metaforer, sammenligninger eller besjæling.

• Kvinderne i Aleppo kan lave marmelade af sten. (m) 
• Når Nour taler, skinner lyset ind i vores sjæl. (m)
• Leylas ansigt var så dejligt som Månen og hendes stemme som en prinsesses. (s)
• Dounias mund er så lille som en pistacienød. (s)
• Din kop er hvid som sne, og din fremtid er så smuk som dine øjne. (s)
• Mine knogler er ældre end Aleppos fæstning. (m)
• Det er fuglen i min mave, der pipper. (m)
• Natten lyser sjælen op. (m)
• Et hår, der skinnede som Mælkevejen. (s)
• Hendes hår bølgede som havet. (s)
• Der er krig, fordi deres hjerter er tørstige. (b)
• Et tørstigt hjerte skrumper til en lille rosin. (m)
• Havet er så sødt som en mor. (s) 
• Jeres hjerter er som indtørrede små rosiner. (s)

Ovenstående tolkning er for svær for indskolingselever og mange på mellemtrinnet. Opgaverne lægger derfor op til, at man får en fornemmelse af kulturens betydning for flygtningene.

Musik er sjælens føde

Filmens underlægningsmusik spiller en stor rolle i forhold til at etablere stemninger og miljø, men også som eksempel på familiens kulturelle rødder (se forrige afsnit). Bedstefaren siger, at ”musik er sjælens føde” og ”ild for sjælen”, og senere direkte, at han ikke kan ”leve uden musik”. I filmens første del ser vi, hvordan musikken også er synonym med det trygge hjem i form af morens vuggevise, bedstemorens madlavningssang og fødselsdagssangen.

Musikken, tonesproget og instrumenterne i filmen er fortrinsvis mellemøstlige, tilsat enkelte vestlige elementer. På Wikipedia kan man se billeder af instrumenterne og høre eksempler på flere af dem: Qanun, Oud og Ney. Der bliver desuden brugt diverse percussioninstrumenter og den vestlige viola da gamba.

Der er fire klip, som eleverne kan bruge til analyse af musikken:

Klip 1

Musikken består af muntre, lyse og hurtige toner, der etablerer miljøet og understreger basarens liv og mangfoldighed.

Klip 2

Langsomme og mørke melankolske toner iscenesætter optakten til flugten med strømafbrydelse, basaren, der tømmes, og soldater, som marcherer i gaderne.

Klip 3

Langsom melankolsk sang og sørgmodige mørke toner af strengeinstrumenter til billederne af familiens ødelagte hjem, den døde kanariefugl og bombede basar og by.

Klip 4

Musikken er først lyse enkeltanslag på strengeinstrumenter, der skal vise frøenes magi. I takt med at lyset breder sig i lejren, bliver musikken hurtigere og munter, mens flygtningene får vagterne med i deres dans.
 

Filmiske virkemidler: Magiske rekvisitter 

Rekvisitter
Flere af filmens magiske rekvisitter er afgørende for handlingen, men har også symbolsk betydning (se afsnittet Magi, poesi og billedsprog).

Barake-frø har ”magiske kræfter, der holder det onde væk” og hjælper familien videre i kritiske situationer. De er af Zarif valgt som et symbol på de kulturelle rødder, der fører gruppen igennem flugten. Frøene symboliserer også det hjem, familien har forladt – illustreret ved, at Dounia planter dem igen i Canada. 
 
De talende figurer, Ay og Choum, er hybrider mellem rekvisitter og selvstændige figurer. De opfordrer flere gange Dounia til at bruge de magiske frø og hjælper familien videre mod det nye hjem. Figurerne optræder i den gamle legende i filmens begyndelse og repræsenterer dermed Aleppos historie og (fortælle)kultur. På den måde understreger de filmens budskab om, at kulturelle rødder hjælper til overlevelse i kriser.

Jeddos hat (en tarboosh) er med til at etablere filmens miljø, men er også et symbol på den gamle verden. Vagterne håner bedstefaren og siger, at ingen går med dem mere.

Sæbe-fuglen, som bedstefaren snitter, er både et symbol på det gamle hjem i Aleppo og fører handlingen videre, da Dounia sender den ud i verden med brevet til det nye hjem. Instruktøren, Zarif, fortæller i pressematerialet, at fuglene helt konkret er et symbol på internettet, der kan bringe beskeder videre. 

Fuglene (duerne) er undervejs i filmen symbol på fred, kærlighed og frihed. Dounias kanariefugl er med sin død et symbol på kontraktbruddet og begyndelsen på rejsen i uderummet. Se afsnittet Kontraktmodellen.

Dounia leger med en legetøjsbåd, som efter bombningen af hjemmet ligger på jorden. Legen er forbi, og den virkelige rejse skal begynde (jævnfør Djwanns fortælling om båden/træet i afsnittet Magi, poesi og billedsprog).

Dramaturgi: Fortællebro og kontraktmodel 

Kontraktmodellen

I filmens begyndelse er Dounia i Aleppo (hjem), men da familiens hus bombes (kontraktbrud), er hun og familien nødt til at flygte. På flugten (uderummet) oplever de flere prøvelser, som de klarer ved hjælp af deres rødder i kultur, musik og de magiske frø:

*Her er det Ay og Choum, der opfordrer Dounia til at bruge de magiske frø, som hjælper. Statuerne vågner ved kontraktbruddet, bomben, og er dermed igen et symbol på familiens kulturelle rødder. Se afsnittet Magiske rekvisitter

Genre: Animationsfilm

'Dounia og prinsessen fra Aleppo' er med sine mange sidefortællinger i 2D-animation atypisk i forhold til de film, man må formode, eleverne er vant til at se. Det åbner både for en samtale om typer af animationsfilm og praktisk arbejde med det gratis animationsprogram FILM-X Animation.
 

Der er i elevafsnittet forslag til, hvordan eleverne kan lave deres egen stopmotion-produktion med udgangspunkt i filmens univers.

Andre muligheder for videre arbejde kunne være:

• Flygtninge som tema: Bedstemoren er nødt til at efterlade sin kuffert ved havet og vælge mellem sine ejendele. Hvilke tre ting ville eleverne selv tage med, hvis de skulle flygte? Inddrag fx den populære bog ’Trylleblik’, der findes på CFU. Den rummer mange af de samme magiske elementer som filmen.
• Hjemmet som tema: Hvad er et hjem? Hvad betyder elementer som mad, musik, traditioner og fortællinger osv. for elevernes opfattelse af, hvornår noget er ”hjemme”?
• Sammenligning med bibelske fortællinger: Fx ’Stormen på søen’ eller ’Udvandringen fra Ægypten’.
• Personkarakteristik og symbolik: Hvorfor har personerne navne, der betyder Nat, Dag og Verden m.m.? Se også pressematerialet side 17.