Drengen i den stribede pyjamas Lærer

Hjem

Til læreren

'Drengen i den stribede pyjamas' foregår under Anden Verdenskrig. Filmens omdrejningspunkt er et forunderligt venskab, der opstår mellem Bruno, søn af kommandanten for en tysk koncentrationslejr, og den jødiske dreng Shmuel, der er fange i lejren. Historien er på sin vis utrolig barsk, samtidig med at den med stor empati og finesse fortæller om det overraskende møde og venskab mellem de to drenge, Shmuels kranke skæbne og Brunos tab af barndommens uskyld og naivitet. Filmen er en smuk og sørgmodig skildring af en af de mest uhyrlige perioder i nyere historie. 'Drengen i den stribede pyjamas' er instrueret af den engelske Mark Herman (f. 1954), der tidligere mest har gjort sig i komedier, kærlighedsfilm og feel good-dramaer som 'Brassed Off' (1996), 'Little Voice' (1998) og 'Hope springs' (2003). 'Drengen i den stribede pyjamas' er baseret på den prisbelønnede roman af samme navn. Bogen er skrevet af irske John Boyne (f.1971) og blev hurtigt en bestseller efter udgivelsen i 2006. Filmen har vundet en håndfuld, primært europæiske, filmpriser.

Faglige mål

ENGELSK EFTER 9. KLASSETRIN

Kompetenceområde: Mundtlig kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan deltage i længere, spontane samtaler og argumentere for egne synspunkter på engelsk.
Færdigheds- og vidensområder: Samtale

Kompetenceområde: Skriftlig kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan forstå og skrive længere, sammenhængende tekster med forskellige formål på engelsk
Færdigheds- og vidensområder: Skrivning

Kompetenceområde: Kultur og samfund
Kompetencemål: Eleven kan agere selvstændigt i internationale kulturmøder på baggrund af forståelse af kulturelle og samfundsmæssige forhold.
Færdigheds- og vidensområder: Tekst og medier

HISTORIE EFTER 9. KLASSETRIN

Kompetenceområde: Kildearbejde
Kompetencemål: Eleven kan vurdere løsningsforslag på historiske problemstillinger.
Færdigheds- og vidensområder: Historiske problemstillinger og løsningsforslag, kildeanalyse

Kompetenceområde: Historiebrug
Kompetencemål: Eleven kan forklare samspil mellem fortid, nutid og fremtid.
Færdigheds- og vidensområder: Konstruktion og historiske fortællinger


Kritik af filmen

Bemærk, at der siden er kommet alvorlig kritik af romanen og filmen, blandt andet fra Auschwitz Memorial, der har udsendt en offentlig fordømmelse på Twitter: "...'The Boy in the Striped Pyjamas' should be avoided by anyone who studies or teaches about the history of the Holocaust."

De siger, at Bruno og hans familie selvfølgelig ville have kendt til Holocaust, og at hadet til jøder ville være blevet banket ind i hovedet på ham, fra han var helt lille. Særligt med en højtrangerende nazi-far. De siger også, at Shmuel aldrig ville have levet længe nok til at møde Bruno. Han var blevet dræbt ved ankomsten til fx Auschwitz, fordi han var så ung og svag.

Når I arbejder med filmen, så lad også eleverne forholde sig kildekritisk til den.

Læs mere om kritikken her.

Foto: Miramax Films

Undervisningsmaterialets opbygning

Undervisningsmaterialet egner sig både til engelsk og historie, og det kan med fordel indgå i et tværfagligt samarbejde mellem de to fag. Opgaverne er udfærdiget, så de dækker det udvidede tekstbegreb med lige meget vægt på mundtlige og skriftlige opgaver.

Afsnittet Filmens handling indeholder et handlingsreferat. Referatet er tænkt som en håndsrækning til læreren i analyse- og fortolkningsarbejdet med filmen.

Opgaver til filmen er forståelsesopgaver, der samtidig repeterer filmen og dens overordnede handling. På den måde sikres det, at alle eleverne får arbejdet med, og får forståelse for, de overordnede budskaber.

Afsnittet Tasks in English beskæftiger sig primært med de familiære relationer og venskabet mellem Bruno og Shmuel. Afsnittet indeholder forskellige opgavetyper, der på hver sin måde kommer rundt om temaerne. Opgaverne, som er opdelt i mundtlige, skriftlige og kreative opgaver, er skrevet på et letforståeligt engelsk og er beregnet til elever fra 6. til 10. klasse.

Det er oplagt at lade eleverne i 6. og 7. klasse lave et projektarbejde om filmen.

Afsnittet Opgaver til historie, der primært er beregnet til elever på 8. og 9. klassetrin, lægger op til individuelt arbejde, men også aktiviteter to og to og i mindre grupper. Med inddragelse af andre relevante materialer kan historieopgaverne udgøre et selvstændigt emne i historieundervisningen.

Hvis I ønsker at arbejde videre med Holocaust og Anden Verdenskrig kan I fx besøge undervisningsmaterialerne 'Besættelsen på film',  'Anden verdenskrig' og 'Holocaust på film'. Under Nyttige links er der forslag til andre film om emnet på Filmcentralen. 

Filmens handling

8-årige Bruno bor i Berlin sammen med sine velstillede forældre og sin fire år ældre søster. Da Brunos far, en højtrangerende officer tæt på Hitler, bliver forfremmet til lejrkommandant for en koncentrationslejr, flytter familien ud på landet. Indtil da har både Bruno og hans storesøster, Gretel, levet i lykkelig uvidenhed uden at ane noget om krigens rædsler. Men det ændrer sig hurtigt. Bruno keder sig bravt i det store hus på landet, og til trods for farens bedste intentioner om at sørge for kvalificeret undervisning af sine børn, går huslæreren, hr. Liszt mest op i at promovere den nazistiske ideologi over for sine nye elever.

Gretel, der er arketypen på en Deutsche Mädel med blå øjne og lyse fletninger, bliver hurtigt indfanget af huslærerens propaganda, men Bruno forbliver upåvirket. Han er mere interesseret i at finde nogen at lege med. Bruno vil gerne være opdagelsesrejsende, når han bliver stor, og det lykkes ham at stikke af fra husets indhegnede forhave og gå på opdagelse i området. Under sine hemmelige udflugter opdager Bruno koncentrationslejren og den jævnaldrende dreng Shmuel, som er spærret inde bag pigtrådshegnet. Adskilt af koncentrationslejrens høje hegn bliver Bruno og Shmuel venner, selv om Bruno synes, at det er underligt, at Shmuel og alle de andre i lejren er iført pyjamas.

Til trods for deres forskelligheder og forskellige livsvilkår ligner de to drenges skæbner hinandens; begge er blevet tvunget til at flytte til et sted, som de ikke bryder sig om, og begge har mistet deres venner og trygge omgivelser. Bruno anser Shmuel for at være meget heldig, da han har masser af børn at lege med i lejren, mens Bruno selv kun har Shmuel. Samtidig udspiller der sig et drama i Brunos familie. Det går op for Brunos mor, at der ikke er tale om en arbejdslejr, men en udryddelseslejr. Hun beslutter at flytte væk med børnene.

Da Shmuels far pludselig forsvinder fra lejren, tilbyder Bruno Shmuel sin hjælp; Bruno bryder ved vennens hjælp ind i lejren, hvor de to drenge begynder en hæsblæsende jagt på Shmuels far. Men deres uskyldige forehavende får en brat ende, da de ved en skæbnesvanger tilfældighed drives ind i et gaskammer.

Foto: Miramax Films

Nyttige links

Andre film om emnet på Filmcentralen

Menneskerettigheder 

  • www.amnesty.dk
  • www.menneskeret.dk
  • www.folkedrab.dk
     

Kritik af film og bog