Kærlighedsfilm
Stjålne kys. Forelskede blikke. Hemmelige stævnemøder og tårevædede break ups. Åh ja, dét er den store kærlighed – på film. Kærlighedsfilm handler selvfølgelig om kærlighed. Men det handler næsten alle film jo om?! Der er kærlighed i alt fra ’Die Hard’ til ’Star Wars’ og ’Harry Potter’. Ja, intet tema fylder mere på film end kærligheden. Men kærlighedsfilmen kan ligesom alle andre genrer defineres nærmere. Det er film, hvor hovedhistorien handler om to mennesker, der søger kærlighed til hinanden. Nogle finder den. Andre gør ikke. Det afgørende for genren er, at man følger en historie om kærlighed, hvor personerne måske finder hinanden undervejs eller til sidst.
 Foto: 'Rafiki' (2018) Christopher Wessels / Big World Cinema
|
 Foto: 'Den skaldede frisør' (2012) Morten Søborg / Zentropa
|
Nye tider – nye kærlighedsfilm
Kærlighedsfilmen har en central plads i filmhistorien. Allerede i stumfilmæraen var genren populær. Dansk films første store stjerne, Asta Nielsen, gjorde sig især bemærket i kærlighedsfilm som ’Afgrunden’ (1910) og ’Kærlighedens ABC’ (1916). De to film udstikker forskellige retninger for kærlighedsfilmen: Den farlige, destruktive kærlighed, der ødelægger alt for heltinden i ’Afgrunden’, og den mere uskyldige kærlighed, hvor hovedpersonen gennem dannelse og eventyrlyst finder sin rette sociale plads i et borgerligt ægteskab (’Kærlighedens ABC’).
Samfundets sociale normer spiller en stor rolle i kærlighedsfilm, og det ser vi afspejlet igennem filmhistorien. Igennem det 20. århundrede var det kærligheden mellem mand og kvinde, der var omdrejningspunktet, og endemålet var ægteskabet. I det 21. århundrede er kærlighedsfilmen blevet langt mindre konservativ, og nu ser vi både kønsroller, ægteskab og seksualitet i nye afskygninger. Nogle af de store kærlighedsfilm fra de seneste årtier er ’Brokeback Mountain’ (2005), ’Adeles Liv’ (2013) og ’Call Me By Your Name’ (2017), der alle handler om homoseksuelle forhold.
 Foto: 'Call Me by Your Name' (2018) Sayombhu Mukdeeprom / Sony Pictures
|
 Foto: 'Call Me by Your Name' (2018) Sayombhu Mukdeeprom / Sony Pictures
|
Frigørelse og oprør
Kærlighed på film kan være mange ting. Den forbudte kærlighed. Den umulige kærlighed. Den ægte kærlighed. Destruktive, erotiske besættelser og frigørende forelskelser. Kærlighedens kraft er stor. Kærlighed kan sætte sig igennem på tværs af de skel, mennesker sætter mellem hinanden. Kærlighed kan udfordre grænser mellem etnicitet, alder, kultur, religion, køn og klasseskel. ’Romeo og Julie’ er selvfølgelig urfortællingen. To unge elskende, der ikke må få hinanden, fordi deres familier ligger i strid. I ’Call Me By Your Name’ finder Elio en enkel sommerkærlighed med den dobbelt så gamle Oliver, selvom deres kærlighed udfordrer både aldersgrænser og køn.
I ’Titanic’ er det kærligheden til arbejderklassedrengen Jack, der giver overklassepigen Rose muligheden for at undslippe det arrangerede ægteskab, der venter hende. Jack dør ganske vist, men deres kærlighed har givet hende muligheden for at gøre sig fri af sin sociale klasse og leve livet, som hun selv ønsker. Kærligheden er på film ofte fremstillet som en kraft, der udfordrer både individets forestillinger om sig selv og samfundets normer. Det ender ikke altid lykkeligt, men i mange tilfælde er det kærligheden, der udvikler personerne og sætter dem fri.
Den altødelæggende kærlighed
Kærligheden kan også være en kraft, der trækker mennesket i den forkerte retning. I ’Afgrunden’ forføres Magda af en cirkusartist, og denne erotiske besættelse bliver skæbnesvanger for den stakkels spillelærerinde; hun ender i fængsel. I Stanley Kubricks ’Lolita’ (1962) bryder det sammen for den midaldrende universitetsprofessor Humbert Humbert, da han falder for den kun 14-årige Dolores. Men sjovt nok er det ikke samfundets indgriben, der bliver undergangen for Humbert. Det er, da Dolores stikker af med en anden (ældre) mand, at hans tilværelse falder fra hinanden.
I den erotiske thriller ’Fatal Attraction’ (1987) har en gift mand et one-night stand med en fremmed kvinde, der efterfølgende begynder at stalke ham. Her lykkes det dog til slut at dræbe kvinden, så ægteskabet og familien kan overleve (den socialt afsporede kærlighed er altså potentielt dødelig). Seksuelle drifter truer på samme måde det solide, familiære fundament under fødderne på ægteparret William og Alice i ’Eyes Wide Shut’. Kubricks sidste film fra 1999 er nærmest en slags anti-kærlighedsfilm, hvor den trygge, ægteskabelige kærlighed afsløres som en skrøbelig illusion.