Tigermælk Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Før I ser filmen
  • Handlingsreferat
  • Fælles mål
  • Fag og temaer
  • Filmfaglige vinkler
  • Links og litteratur

Om filmen

’Tigermælk’ er en filmatisering af Stefanie De Valascos (f. 1978) ungdomsroman af samme titel. Filmen er en coming of age-historie om to 14-årige pigers venskab og udvikling i spændingsfeltet mellem barn og voksen.

Vi møder pigerne ved sommerferiens begyndelse, fast besluttede på, at dette må være sommeren, hvor de mister deres mødom. Grænseløst driver de rundt i byen, kontakter tilfældige mænd på Ku’damm i Berlin, smårapser, løber provokerende igennem byen – hjulpet på vej af en cocktail ”tigermælk”.

Pigernes venskab bliver sat på prøve, da de en nat bliver øjenvidner til et drab på en ung, bosnisk veninde. Alvoren sniger sig på forskellig vis ind på pigerne, der hver især slås med henholdsvis et etisk dilemma og en udvisning til Irak.

Instruktør og manuskriptforfatter Ute Wieland er også kendt for ungdomsfilmene ’Freche Mädchen’ 1 og 2. Ute Wieland blev begejstret for Stefanie de Valascos roman og vidste med det samme, at hun ønskede at filme den fascinerende, konfliktfyldte ungdomshistorie, der på en og samme tid både er rå og blød.

Manuskriptet modtog allerede inden sin filmatisering en pris i Tyskland for bedste ”endnu ikke filmatiseret manuskript".

Foto: Filmbazar 

Filmens credits

Titel: Tigermælk
Originaltitel: Tigermilch
Produktionsland og -år: Tyskland, 2017
Instruktion: Ute Wieland
Filmatisering af ungdomsromanen ’Tigermilch’ af Stefanie de Valasco
Manuskript: Ute Wieland
Længde: 106 minutter
Distribution: Filmbazar
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Ikke vurderet 

Medvirkende:
Nini Lindemann: Flora Li Thiemann
Jameelah Bashir: Emily Kusche
Jasna Begovic: Luna Zimic Mijovic
Amir Begovic: David Ali Rashed
Tarik Begovic: Alexandru Cineala
Naura Bashir: Narges Rashidi
Annika Lindemann: Gisa Flake
Lukas: August Carter
Nico: Emil Belton

Før I ser filmen

'Tigermælk' har et meget aktuelt tema med henblik på den verserende flygtningedebat i Europa. Ikke mindst i Tyskland. Filmen er sat på spidsen i sit potræt af teenagelivet, men er samtidig en original og autentisk skildring af miljøet og samfundet omkring de to hovedpersoner og det at være indvandrer. 

  • Tal gerne med eleverne om baggrunden for flygtningekrisen, og hvordan den har påvirket det politiske landskab herhjemme, i Europa og globalt set.
     
  • Tal også om, hvilke kulturelle sammenstød der kan opstå på baggrund af forskellige værdier og traditioner.

Filmen rummer en del voldsomme scener og sprogbrug, som det er fint at forberede eleverne på.  

Foto: Filmbazar

Handlingsreferat

Teenagepigerne Nini og Jameelah er 14 år og bedste veninder. De går i klasse sammen og bor i det samme boligblokkvarter i Berlin. Jameelah er flygtet fra Irak med sin mor efter at have mistet sin far og bror. I modsætning til Nini klarer Jameelah sig godt i skolen og har ambitioner for fremtiden. Dog står hende og moren for at skulle udvises.

Sammen kaster pigerne sig ud i en sommerferie fyldt med ”tigermælk”, en cocktail af skolemælk, mangojuice og sprut. De driver rundt på Ku’damm, i Berlins centrum, iblandt ludere, shanghajer mænd og stikker af med deres penge.

Hjemme i Jameelahs boligblok er der problemer for deres veninde, bosniske Jasna, der er forelsket i serbiske Dragon. Jasnas ældste bror, Tarik, gør alt for at forhindre forholdet, hvilket skaber store frustrationer hos Jasna.

Jameelah har kærlighedssorger og finder på, at pigerne skal lave en ”miste sin mødom-fest” på legepladsen foran boligblokkene, midt om natten. Pludselig bliver de forstyrret af Jasna og hendes bror Tarik, der skændes. Pigerne når at gemme sig og bliver vidner til, at Tarik dræber sin søster. Men Amir, Tariks yngre bror, får skylden.

Nini vil gå til politiet for at fortælle sandheden, men Jameelah får hende talt fra det. Sammen besøger de Amir i fængslet. Han fortæller dem, at han har taget skylden og meldt sig for mordet på sin storesøster.

Nini skal have fjernet sine visdomstænder på hospitalet og får besøg af Nico. De går i seng med hinanden, og Nico forærer Nini en ring. Nini genkender straks ringen som Jasnas. Det bliver dråben for Nini. Hun fortæller politiet, at drabet på Jasna er begået af broren, Tarik. Tarik bliver derefter arresteret og Amir løsladt.

Jameelah er rasende på Nini over afsløringen. De bliver først gode venner igen, da skolen starter, og de finder sammen om at hjælpe en fælles veninde, der er gravid. Kort efter pigernes forsoning bliver Jameelah og hendes mor udvist til Irak. I lufthavnen, adskilt af et gitter, skilles pigernes veje i et smerteligt farvel.           

Foto: Filmbazar

Fælles mål

Dansk

EFTER 9. KLASSETRIN 

Kompetenceområde: Fremstilling

Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation

  • Eleven kan fremstille sammenhængende tekster i forskellige genrer og stilarter (færdighedsmål)

Kompetenceområde: Fortolkning

Komptencemål: Eleverne kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster

  • Eleven kan undersøge samspillet mellem genre, sprog, indhold og virkelighed (færdighedsmål)

Kompetenceområde: Kommunikation

Kompetencemål: Eleven kan deltage reflekteret i kommunikation i komplekse formelle og sociale situationer

  • Eleven kan deltage aktivt, åbent og analytisk i dialog

Tysk

EFTER 9. KLASSETRIN 

Kompetenceområde: Mundtlig kommunikation

Kompetencemål: Eleven kan kommunikere på tysk mundtligt i et forståeligt og sammenhængende sprog

  • Eleven kan indgå i, fastholde og afslutte enkle samtaler om nære emner (færdighedsmål)

Kompetenceområde: Skriftlig kommunikation

Kompetencemål: Eleven kan kommunikere skriftligt i et forståeligt og sammenhængende sprog

  • Eleven kan skrive i et enkelt sprog under hensyntagen til situation, afsender og modtager (færdighedsmål)

Kompetenceområde: Kultur og samfund

Kompetencemål: Eleven kan forstå og anvende forståelse for kultur

  • Eleven har viden om centrale kulturelle, sociale og historiske forhold i de tysktalende lande (vidensmål)

Fag og temaer

At blive voksen

’Tigermælk’ er en coming of age-film. Filmen følger Nini og Jameelahs følelsesmæssige udvikling, da et vendepunkt indtræffer.

De to veninder har kendt hinanden, siden de var 4 år. De går i samme klasse, bor i samme kvarter og kæmper på forskellig vis med hjemlige problemer. Nini med en fraværende mor og en far, der er stukket af. Jameelah med en forestående udvisning til Irak, hvor hun har mistet sin far og sin bror.

På trods af de tætte bånd og det dybe venskab takler de den skelsættende begivenhed (mordet på bosniske Jasna) helt forskelligt. Jameelah tænker først og fremmest på ikke at vække opsigt hos myndighederne pga. af opholdstilladelsesproblemerne. Hun gør alt for at overbevise Nini om, at de skal tie om drabet. Så da Nini går til bekendelse over for politiet, bryder konflikten mellem veninderne for alvor ud.

Foto: Filmbazar

Etik og moral og venskab

Filmen berører emner som venskab og udvikling, men også etik og moral i forhold til at tie om et æresrelateret mord. Især sidstnævnte lægger op til diskussion og debat i klassen.

Jameelah er flygtet fra Irak til Tyskland sammen med sin mor. Urolighederne i hjemlandet har ført til drabene på hendes far og bror. Sammen med sin mor har hun bygget en god tilværelse op i Berlin. Moren arbejder som sygeplejerske, og Jameelah klarer sig som en af de bedste i sin klasse. Alligevel ender de med at blive udvist. Filmen slutter med billeder af ulykkelige Jameelah på vej ind i flyet til Irak, for på den anden side af hegnet må hun efterlade en grædende Nini.

Integration og udvisning

Temaer som integration, udvisning og adskillelse egner sig også godt som diskussionsemner. Integrationen hænger tæt sammen med det de sociale og familiære relationer i filmen.

Ninis hjemlige forhold har mange udfordringer. Hjemmet bærer præg af omsorgssvigt og følelsesmæssigt fravær, og aftensmaden spiser Nini hos Jameelah. På trods af Ninis mors fysiske tilstedeværelse i hjemmet virker Ninis langdistancekontakt til faren, der er stukket af, tydeligere og kærligere. Men ingen af forældrene eller stedfaren har nogen idé om, hvad Nini foretager sig efter skoletid. Hverken i forhold til prostitution, rapserier, alkohol – og at hun har været vidne til et drab.

Tag udgangspunkt i Ninis familiesituiation, og diskuter filmens indhold. Debatter også balancegangen mellem forældres indblanding i teenageres liv. Hvad skal/kan/må forældre bestemme? Og i hvilke situationer? Hvad skal/bør forældre vide og ikke vide?

Tysk

Personkarakteristik og Symbolik

De to farverige teenagere Nini og Jameelah er velegnede til personkarakteristik. Med deres farvestrålende tøj, tydelige mimik og følelsesudtryk lægger deres karakterer op til detaljerede undersøgelser og beskrivelser.

Filmen ’Tigermælk’ er en filmatisering af Stefanie de Valasco (f. 1978) ungdomsroman af samme navn: ’Tigermilch’. Sommerferien står for døren, og pigerne indtager byen med en særlig hjemmelavet drik, ’Tigermælk’ – en cocktail bestående af skolemælk, mangojuice og sprut. Hovedpersonerne står med et ben i barndommen og et spring ind i ungdommen. Og uden selv at kunne styre begivenhedernes gang får de voksenlivets brutale realisme at føle, da de overværer drabet på Jasna.

Ganske symptomatisk bliver pigernes hjemmelavede drik altså et symbol på det, de står midt i: Mælken leder tankerne hen på barndommen. Den friske og farvestrålende mangojuice har forbindelse til teenageren og sprutten til det tab af kontrol – det point of no return – hvor pigerne oplever et bestialsk mord. 

Foto: Filmbazar

Berlin

Filmen foregår i Berlin. Pigerne færdes i U-bahn, de går på Ku’damm, bor i et af byens mindre velhavende kvarterer og går til fest i det velhavende kvarter Grünewald, sydvest for centrum. Filmen har Berlin som en smuk baggrundskulisse for optagelserne. Berlin danner med sin storbypuls en perfekt ramme for handlingens energiske drama.

Tal i klassen om Berlin i forhold til elevernes forforståelse. Tal om de forskellige områder i byen, og lad eleverne undersøge bydelene online. Tal også om hvad der ligger til grund for, at filmen er optaget i Berlin. Få eleverne til at beskrive, hvordan byens puls afspejler sig i handlingen.

Filmfaglige vinkler

Klip, kamera og coming of age

Klippetempoet frem til mordet er højere end i resten af filmen. De filmiske virkemidler som hurtige kameraskift, nærbilleder, musik, energiske farver og bevægelser hjælper os med at tegne et billede af Nini og Jameelahs udsvævende teenageliv, hvor de prøver grænser i voksenlivet: sex, alkohol, prostitution, tyveri og provokation.

Drabet på Jasna sætter imidlertid dybe spor i pigerne og bliver et dramatisk vendepunkt for deres vilde liv. Verden har vist sin ondskab og efterladt pigerne i chok. Klippetempoet bliver derfor roligere, mere voksent og følger på den måde med pigernes alvorsfulde forandringer. De før så festlige farver bliver desuden mere afdæmpede, hvilket understreger uskyldstabet. 

Foto: Filmbazar

Kontraktmodellen

Handlingen i 'Tigermælk' drejer sig om teenagepigerne Nini og Jameelahs udvikling, der egner sig godt til en analyse via kontraktmodellen.

Kontrakt/hjemme:

Pigerne har kendt hinanden, siden de var 4 år, og er uadskillelige. Sommerferien står for døren, og sammen kaster de sig ud i at afprøve grænser og går målrettet efter at debutere seksuelt.

Kontraktbrud:

En nat overværer pigerne mordet på den unge bosniske pige Jasna. De reagerer begge med forskrækkelse og chok. Pigernes forskellige situation skal vise sig at sætte det fasttømrerede venskab på en hård prøve.

Uderummet:

Da Jameelah er i fare for at blive udvist til Irak, er hun opsat på ikke at vække myndighedernes interesse. Hun får Nini til at love, at de ikke går til politiet.

Pigerne forsøger at glemme mordet ved at fortsætte det vilde teenageliv, men afstanden mellem dem vokser, og Nini plages af samvittighedskvaler. Hjulpet på vej af vennen Nico fortæller Nini sandheden til politiet. Amir, som har taget ansvaret for drabet, bliver løsladt, og Tarik bliver fængslet som drabsmand.

Konflikten mellem pigerne bryder nu ud i lys lue. Først da skolen starter igen, finder pigerne sammen om at hjælpe en fælles veninde, der er blevet gravid.

Genetablering af kontrakt/hjem:

I lufthavnen på vej ud til flyveren møder vi ulykkelige Jameelah sammen med sin mor. Udvisningen er en realitet. I sidste øjeblik når Nini frem til lufthavnen, og pigerne bliver kort forenet med et gitter imellem sig i en smertefuld afsked.

Links og litteratur

Læs om filmiske virkemidler og dramaturgi i Filmcentralens online Filmleksikon:

  • http://filmcentralen.dk/grundskolen/filmsprog

Om filmanmeldelser på Filmcentralen:

  • https://filmcentralen.dk/grundskolen/undervisning/filmanmeldelse#.XOwfkYgza00

Om filmen

Filmens officielle hjemmeside:

  • http://tigermilch-film.de/

Filmens facebookside:

  • www.facebook.com/tigermilch.Film/

Anmeldelser af filmen på tysk:

  • https://www.moviejones.de
  • http://www.eppd-film.dk 

Om bogen

Tysk roman ’Tigermilch’:

Filmen er en filmatisering af den tyske roman af samme navn af Stefanie de Velasco. Læs om forfatteren, og se filmklip med forfatteren på den danske hjemmeside:

  • www.batzer.dk

Andet

Nyttige links til brug i elevark – dansk, 8.-10. klasse:

Om foldebøger: https://www.facebook.com/pg/foldebog/videos/?ref=page_internal
Om blogs: http://lauramarkman.bloggersdelight.dk
Lav dit eget site: https://da.simplesite.com
Om poetry slam: http://www.psfyn.dk/om-poetry-slam-2/