Kriminalfilmens undergenrer

Kriminalgenren har nogle undergenrer. Fælles for dem er, at de handler om kriminalitet og forbrydelser.
Filmgenrer udvikler sig dog hele tiden, og på den måde opstår nye typer kriminalfilm. 

Kriminalfilmen

Kriminalfilmen koncentrerer sig om efterforskning og opklaring af forbrydelser. Det er som regel politiet, privatdetektiver, retsmedicinere eller journalister, der er hovedpersoner i kriminalfilm. Engelske detektiver som Sherlock Holmes bruger deres højtudviklede intelligens til at opklare de indviklede forbrydelser, mens de hårde amerikanske detektiver bruger deres intuition og kendskab til de kriminelle miljøer. Selvom det er opklaringen af forbrydelsen, der er det centrale, lægger en del kriminalfilm også vægt på skildringen af miljøet. Det viser sig nemlig ofte, at den enkelte forbrydelse kun er en lille del af en langt større sammensværgelse, hvor bagmanden aldrig kan blive stillet til regnskab.

Foto: 'Chinatown' (1974) Orlando Suero / Paramount Pic.     Foto: 'Seven' (1995) Darius Khondji / New Line Cinema

Kupfilmen

I kupfilmen følger vi forbryderne, der planlægger og gennemfører "det store kup". Oftest er vores sympati hos forbryderne, og vi håber, det vil lykkes for dem. Men moralen er, at forbrydelser aldrig betaler sig. Kupfilm spænder vidt. Fra de realistiske skildringer af forbryderne i 'Asfaltjunglen', 'Det store gangsterkup' og 'Heat' til de mere humoristiske og romantiske film som 'Ocean's 11', 'Baby Driver' og 'Ocean's 8'.

Foto: Røverne er dristige, men tiden er knap under det store kup i 'Ocean's 11' (2001) Bob Marshak / Warner Bros.

Gangsterfilmen

Gangsterfilmen handler ikke om en specifik forbrydelse, men beskriver den organiserede kriminalitet indefra. Der er ikke fokus på opklaringen, men på miljøet og relationerne mellem personerne. Karaktererne indgår fx i afpresning, interne magtkampe, vennetjenester, hævn, likvideringer og kampe med rivaliserende bander eller mafiafamilier. Undergenren er opstået i USA, hvor film som 'Godfather' og 'Goodfellas' giver et kritisk billede af den amerikanske drøm om at skabe sin egen lykke og klatre til tops. Men gansternes underverden ses også i andre filmnationer, fx i den brasilianske film 'City of God' (2002) eller den danske trilogi 'Pusher' (1996, 2004, 2005).

Foto: 'The Godfather' (1972) Jack Stager / Paramount Pictures