Genreanalyse af kriminalfilm
Alle genrefilm har en række fællestræk. Det er de fællestræk, vi undersøger, når vi laver en genreanalyse.
Den enkelte genre har sine egne fællestræk, som er det særlige ved netop den genre. Enhver genrefilm har ikke nødvendigvis alle fællestræk, men en række af dem. Krimigenrens fællestræk er følgende:
Handling
Fælles for kriminalfilm er, at de handler om forbrydelser. I en række film følger vi opklaringen af en forbrydelse. Det sker ved at finde spor, analysere dna, lave afhøringer, undersøge gerningssteder, lave psykologiske profiler og foretage anholdelser. For eksempel som i 'Ondskabens øjne', hvor FBI-agenten Clarice Sterling forsøger at spore seriemorderen "Buffallo Bill". Eller i 'Seven', hvor to efterforskere jager seriemorderen "John Doe", der hele tiden er et skridt foran.
Andre film beskæftiger sig med forbrydernes planlægning og gennemførelse af røverier. Det ser vi i film som 'Heat' (1995) og 'Ocean's 11'. En tredje kategori følger mafiaens ulovligheder og interne konflikter: afpresning, salg af narko, bestikkelse af politiet og kampe med rivaliserende grupper.
Persongalleri
Kriminalgenrens persongalleri består primært af personer, der opklarer kriminalitet, og dem, der begår den. På den ene side møder vi politiefterforskere, detektiver, retsmedicinere og journalister. På den anden side indbrudstyve, seriemordere, mordere, voldtægtsforbrydere og gangstere. I en del film møder vi ekstremt begavede detektiver som Sherlock Holmes. I andre film følger vi de mere hårdhændede amerikanske detektiver som Sam Spade og Phillip Marlowe – helte, der ikke selv er bange for at bryde loven for at opklare forbrydelsen.
Når hovedpersonen er kriminel, er det som regel en charmerende og moralsk forbryder. Det kunne være en tyv, der er dygtig til sit job, og som sørger for, at uskyldige ikke kommer til skade. 'Baby Driver' (2017) handler fx om den sympatiske flugtbilist 'Baby', der er tvunget til at bruge sine evner bag rattet ved en række røverier.
Location
Film i krimigenren udspiller sig alle mulige steder. Men især på kontorer og politistationer, i lighuse, retsmedicinske laboratorier, banker, dyre butikker og skumle gyder i mørke storbyer. Kort sagt alle steder, hvor man typisk efterforsker eller begår forbrydelser.
Rekvisitter
Pistoler, latexhandsker, fingeraftrykspulver, dna-prøver og tavler med billeder af de mistænkte. Kufferter og pengeskabe med penge, diamanter eller stoffer. Våben, masker og hurtige biler. Alle de rekvisitter, der bliver brugt til at efterforske eller begå forbrydelser, er en del af krimigenren. Den danske krimikomedie 'Olsen-banden' (1968-1998) leger med genrens klassiske rekvisitter. Hver 'Olsen-banden'-film har fx sin egen kreative brug af nogle bestemte rekvisitter – fra stetoskop og gummihandsker til en dåse barberskum og halvanden meter elastik.
Stil
Stil betegner en særlig brug af filmiske virkemidler. Selvom film noir-stilen havde sin storhedstid i 1940'erne, så optræder den stadig i kriminalgenren. Især brugen af low key-lyssætning, der skaber en dyster stemning. Kriminalfilmene kan også have et hårdt lys, der fremhæver kontrasterne mellem lys og mørke.
Mange kriminalfilm skaber spænding gennem kryds- og parallelklipning mellem to handlingsforløb. Typisk mellem scener med efterforskerne og scener med forbryderne. Krydsklipningen skaber suspense og får publikum til enten at håbe, at politiet når frem i tide, eller at tyven slipper ud, inden politiet når frem. I 'Ondskabens øjne' er der et berømt eksempel på kreativ klipning: Her klipper filmen fra seriemorderen, der holder en kvinde fanget i sin kælder, til FBI, der gør klar til at storme et hus. Klipningen skaber en forventning om, at FBI vil bryde ind til seriemorderen, men til slut viser det sig, at de er ved det forkerte hus. Et andet eksempel på parallelklipning finder vi i Fritz Langs 'M' (1931). Her leder en hel by efter en berygtet barnemorder. Både de kriminelle og politiet jager morderen, og Lang parallelklipper mellem dem, så de til sidst fremstår som lige gode (eller lige onde).
Musik er et væsentligt virkemiddel i kriminalgenren. Musikken er typisk parafraserende for at understøtte handlingens dramatik og den dystre stemning, der præger mange kriminalfilm. 'M' var en af de første film, der udnyttede lydsiden kreativt. I 'M' er der udelukkende synkron lyd, og den er ofte lige så vigtig som billedsiden. I filmens begyndelse hører vi en gruppe legende børn synge en sang om børn, der forsvinder en efter en; og da barnemorderen endelig bliver fanget, er det, fordi en blind tigger genkender den melodi, som morderen fløjter i starten.
Se klip med fløjtemelodien fra 'M':
Tematik
Kriminalfilm handler ofte om forholdet mellem orden og kaos. Forbrydelsen skaber kaos, men når detektiven eller hovedpersonen får opklaret forbrydelsen til slut, er ordenen genoprettet. Omvendt er der også en slags orden i at udføre "det perfekte kup". Mange kriminalfilm spiller desuden på vores frygt for, at en forbrydelse kan ramme alle (også den, der ser filmen). Men som oftest bliver vi forsikret om, at det gode vil sejre – og skabe balance igen.