Introduktion og formål

’Comedy Queen’ er en svensk film fra 2022, der skildrer den unge pige Sasha på et tidspunkt i hendes liv, hvor hun har mistet sin mor, der har taget sit eget liv. En film, der trods sin alvorlige baggrund rummer masser af håb og glæde og mulighed for refleksion over livet. 

Eleverne skal lave forforståelsesopgaver, der handler om deres forventninger til filmen og om de ting, som de håber vil ske i deres egen fremtid.

Foto: SF Studios

Dansk efter 6. klassetrin

Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer.
Færdigheds- og vidensområder og -mål: 
Eleven kan udarbejde dramatiske, dokumentariske og interaktive produkter.
Eleven har viden om virkemidler i drama og dokumentar på film, i tv og på nettet.

Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder og -mål: 
Eleven kan udtrykke sin tekstforståelse gennem medskabelse af teksten.
Eleven kan sammenfatte sin fortolkning.

Kompetenceområde: Kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan kommunikere med bevidsthed om sprogets funktion i overskuelige formelle og sociale situationer.
Færdigheds- og vidensområder og -mål: 
Eleven kan bruge kropssprog og stemme i oplæsning og mundtlig fremlæggelse.
Eleven kan skabe fælles fortællinger sammen med andre.
Eleven har viden om improvisation, manuskript, koreografi og scenografi.

Dansk efter 9. klassetrin

Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder og -mål: 
Eleven kan reflekteret indleve sig i tekstens univers som grundlag for fortolkning.
Eleven kan fortolke egne og andres fremstillinger af identitet i tekster.

Film og forforståelse

Om filmen

’Comedy Queen’ er en svensk filmatisering af den svenske roman af Jenny Jägerfeld af samme navn. Bogen er blevet oversat til flere sprog, og mange børn og unge har læst romanen, siden den blev udgivet i 2018 (2019 i Danmark).

Det er en realistisk film, der balancerer mellem det humoristiske og det alvorlige – og som mange elever kan genkende sig selv i, også selvom de ikke har stået i samme situation som hovedkarakteren

Filmen er instrueret af Sanna Lenken, der er kendt for sine realistiske ungdomsfilm. Hun har tidligere instrueret ’Min lille søster’, der handler om spisevægring. Også her behandler hun et følsomt og tabubelagt tema med stor forståelse og håb.

I forbindelse med filmen kan man måske overtale sit PLC (skolebiblioteket) til at lave en udstilling med gode, realistiske børne- og ungdomsbøger og få en læringsvejleder eller bibliotekar til at give et oplæg for klassen i forbindelse med et læselystforløb.

I opgavedelen skal eleverne se et klip fra filmens anslag, hvor Sasha præsenterer en liste på fire ting, hun vil og ikke vil gøre fremover. Eleverne skal herefter give et bud på, hvad de tror, filmen handler om, og bagefter skal de selv lave en liste over deres ønsker for fremtiden. Man kan som lærer vælge at lave liste-opgaven som en afsluttende opgave, hvor man beder eleverne om at lave et moodboard over deres svar.  

Selvom filmen berører selvmord (og psykisk sygdom) på en fin og nænsom måde, er det vigtigt, at man som lærer er opmærksom på, at der kan være elever, der desværre kender til emnet personligt. I det tilfælde vil det være en god idé at orientere eleven og hjemmet på forhånd, så de er forberedt. 

Foto: Framegrab / SF Studios

Filmens credits

Titel: Comedy Queen
Produktionsland og -år: Sverige, 2022
Instruktion: Sanna Lenken
Manuskript: Linn Gottfridsson og Jenny Jägerfeld
Længde: 93 min.
Distribution: Filmbazar 
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Ikke vurderet af Medierådet for Børn og Unge

Medvirkende:
Sasha (hovedperson): Sigrid Johnson
Abbe (Sashas far): Oscar Töringe
Märta (Sashas veninde): Ellen Taure
Ossie (Sashas onkel): Iggy Malmborg
Tyra (Sashas klassekammerat): Sofia Cambón
John (Sashas ven): Adam Daho
Farmor: Anna Bjelkerud

Handling

I indledningen møder vi Sasha og hendes far på børnepsykiatrien, hvor Sasha ikke har lyst til at tale om sine følelser. Sasha har mistet sin mor, men hun vil ikke besøge hendes grav. Når hun er hjemme, forestiller hun sig sin mor, hvorefter hun lægger sig på badeværelsesgulvet, så hun ikke græder. 

Sasha laver en liste over de ting, hun skal gøre, for ikke at ende som sin mor:

Sashas liste
 

  1. Klip alt hår af.
     
  2. Læs ingen bøger.
     
  3. Tag aldrig hånd om noget, der lever.
     
  4. Bliv comedy queen.

Hovedmålet er at blive comedy queen, da Sashas far ikke har grint, siden moren døde. 

Sasha starter med at klippe alt sit hår af med hjælp fra sin bedste ven, Märta. Sasha opdager dog hurtigt, at det er svært at droppe læsningen, da man skal læse i skolen. Fritiden bruger hun imidlertid på at se standup-videoer på YouTube og skrive jokes. 

På sin fødselsdag får hun at vide, at de skal ud og købe en hund, som hun har ønsket sig, siden hun var helt lille. Men som mål nr. tre har hun lovet sig selv, at hun aldrig vil tage hånd om noget, der er levende, så hun er ikke glad for gaven. Det forvirrer Sashas far. 

En dag skal hun fremlægge et emne for klassen, men hun har valgt at gøre det til et comedyshow for at øve sig. De andre i klassen latterliggør hende, og læreren skynder sig at afbryde oplægget. Hun møder dog drengen John, som synes, at hendes jokes er sjove.

Da hun er på børnepsykiatrien igen, modtager hun et opkald fra sin farbror, Ossi, der har en natklub. Han giver hende muligheden for at møde et af hendes standup-idoler, der skal optræde på klubben – og som tilbyder Sasha at lave et rigtigt comedyshow. Sasha takker ja. 

Foto: SF Studios

En dag hun kommer hjem fra skole, kan hun høre sin far græde. Hun hader det, så hun går en tur i en park i stedet. Der møder hun to piger fra klassen, der mobber hende med, at moren har taget sit eget liv. Sasha løber efter dem og ødelægger den ene piges jakke. Lidt efter får faren et opkald og skælder Sasha ud. Han tvinger hende til at sige undskyld. 

Da hun kommer i skole igen, kommer Sasha op og skændes med Märta, som ikke kan lide Sashas onde jokes. Sasha bliver sur og går med John, der synes godt om hendes sorte humor. Men på gåturen lader John, som om han falder ned fra en høj kant, hvilket gør Sasha sur og bange, så hun tager hjem igen. De næste par dage savner hun Märta. 

Til sidst er det tid til comedyshowet. Sasha tager en trøje på, som hun fik af sin mor, inden hun døde. Både hendes far, farmor og Ossi kommer, så Sasha er meget nervøs, men da hun kommer op på scenen, ser hun, at Märta også er kommet, hvilket beroliger Sasha. Showet går godt, og hun får alle til at grine – også sin far. Efter showet opdager hun, at hun har gjort alle ting på sin liste, og hun løber ud på fortovet for at græde for første gang. Hendes far kommer ud for at trøste hende, og Sasha udtrykker, hvor meget hun savner sin mor. 

Filmen slutter af med, at Sasha og faren er ude og købe hunden. På vejen hjem synger de 'Country Roads' i bilen, som var morens yndlingssang.

Foto: Framegrab / SF Studios

Temaer

I opgaverne skal eleverne arbejde kreativt med temaerne venskab og humor i form af en vennebog og små filmøvelser.

Venskab

Både i filmen og elevernes hverdag betyder venskaber meget. Et af Sashas vigtigste holdepunkter i den svære tid efter morens død er veninden Märta, der er ved hendes side i tykt og tyndt. Men filmen skildrer også fint, hvordan man kan komme til at skubbe ens venner fra sig, når man er i sine følelsers vold. Det er desuden interessant, at Sasha først åbner sig til sit standupshow i filmens klimaks, da Märta dukker op for at støtte hende. 

Eleverne skal udfylde en vennebog for de vigtigste personer i filmen. Opgaven kan bruges til at forstå de forskellige betydningsfulde personer i filmen og deres forhold til Sasha. 

Vennebøger var meget populære før i tiden, men deres funktion er i dag overtaget af sociale medier, hvor man deler sin identitet og interesser. Man kan som lærer perspektivere den analoge vennebog med de sociale medier og tale om ulemper og fordele ved begge dele.

Brug i øvrigt gerne filmen i et trivselsarbejde i klassen, fx til at tale om venskaber. 

Foto: Framegrab / SF Studios

Sort humor 

Sorg kan håndteres på mange måder, og i ’Comedy Queen’ bliver tragedie og komedie kombineret på interessant vis. Humor er et middel for instruktøren til at beskrive noget, der er ubærligt (selvmord), men også for filmens hovedperson er humor et middel til at bearbejde både sin egen og farens sorg. På den måde forenes Antikkens to hovedgenrer – komedien og tragedien – så humoren fungerer som dramaets katarsis (udfrielse eller renselse), der forløser Sasha selv og gør hende til en forløsning for faren som comedy queen. 

Introducér gerne Antikkens genrer, og få eleverne til at komme med eksempler på bøger og film, der enten er det ene eller det andet – eller som i denne film forener sjov og alvor.  

I elevopgaverne er der en filmøvelse, hvor eleverne skal filme hinandens humoristiske historier. Det kan være noget fra standupshows, de har set, vittigheder, de kender, eller de kan som Sasha vælge at finde et begreb fra en skolebog, som de fortæller noget sjovt om.

Foto: Framegrab / SF Studios

Filmsprog

Filmiske virkemidler: Farvesymbolik

Man kan undersøge farvesymbolikken i Sashas og farens tøj, som giver udtryk for deres udvikling i sorgforløbet. 

I anslaget har Sasha meget lyst tøj på, og med hendes lange hår får hun et opløftet look. Hendes tøj er oftest gult og lyserødt, hvilket giver hende en munterhed og varme. Den sidste scene, hvor hun bærer ”positive” farver, er, da hun laver comedy for klassen, hvilket går helt galt. Herefter begynder hun at gå i mørkere tøj, hvilket illustrerer, at tingene er ved at blive sværere for hende, både i klassen, med Märta og med faren. Efter hun har været oppe at skændes med Märta, har hun en orange trøje med sorte pletter på. Der er ikke meget varme tilbage, og sorgen og vreden er meget tæt på. Denne trøje har hun på en stor del af filmen.

Da Sasha og faren skal ud og købe en hund til sidst – oven på det vellykkede comedyshow – har hun en gul top på med lyse jeans. Her er glæden vendt tilbage, som man så i starten.

Fotos: Framegrabs / SF Studios

Det er dog ikke kun Sashas tøjfarver, der ændrer sig. Også faren gennemgår en udvikling. I det meste af filmen går han kun i helt mørkt tøj, som kan være et symbol for, hvor meget sorgen fylder. Til comedyshowet har han imidlertid en skjorte med to roser på, som viser, at han er ved ”at gro”. I scenen, hvor de køber hunden, har han for første gang en lyseblå trøje på. Lyseblå kan symbolisere, at han stadig er ramt af tristheden, men at han er på vej ud af mørket, og at der er håb forude. 

Eleverne kommer til at arbejde med farvesymbolik i en opgave, hvor de skal sætte billeder i rigtig rækkefølge og sammenligne Sashas og farens tøj. De skal undersøge, om der er en sammenhæng mellem farvernes og karakterernes udvikling. 

Dramaturgi: Karakterer

’Comedy Queen’ er en film med flere komplekse karakterer og relationer. Hovedpersonen, Sasha, er en rund karakter, hvor både det ydre og indre beskriver en følelsesramt teenager, der er ved at finde sig selv. Hendes relationer har en stor betydning for hende. I Märta finder hun et ubrydeligt venskab, der er præget af åbenhed og tryghed. I John finder hun humor og sjov, men en mangel på sympati. Med Ossi er der drømme, der bliver til virkelighed og en forståelse for morens død, som er svær at finde ved vennerne i skolen. 

Sashas forhold til sin far er mere komplekst – det er præget af morens død, som er svært at tale om, og hvor der forventes forskellige ting ift. håndteringen deraf. Sasha hader, hvordan hendes far altid græder og aldrig griner, og faren har svært ved, at Sasha ikke vil tale om deres tab med børnepsykiateren. Men selvom forholdet er kompliceret, fylder de alligevel meget i hinandens liv, og hele Sashas mål er farens glæde. På samme måde vil faren bare gerne have, at Sasha er glad, hvilket kommer til udtryk gennem hans tålmodighed med hendes søgen.

Foto: Framegrab / SF Studios

Genre: Coming of age 

‘Comedy Queen’ er en klassisk coming of age-film, som fokuserer på de konflikter, der knytter sig til ungdommen, fx kærlighed, venskab, identitet, oprør og mobning. Hovedpersonerne er unge mennesker, der er ved at finde sig selv og skal træffe svære valg.  

Selvom Sasha har oplevet noget, som ingen teenager burde opleve – at miste en forælder – oplever hun mange ting, som andre unge også oplever. Efter sin mors død er hun nødt til at finde sin nye identitet, hvilket hun blandt andet gør ved at klippe håret af og blive standupkomiker. Hun får nye og forsvindende venskaber med Märta og John, og hun tager et opgør med sin far. Hun bliver mobbet af pigerne i klassen, og hun har svært ved at sætte ord på sine følelser. Man kan derfor konkludere, at Sasha – ligesom andre teenagere – skal igennem en svær periode. Mange mellemtrins- og udskolingselever vil derfor kunne relatere til Sasha.

Foto: Framegrab / SF Studios

Videre arbejde

Sorg 

Man kan som lærer vælge at arbejde videre med temaet sorg. Her kan man fx gøre brug af tosporsmodellen, som er en model, der forsøger at forklare sorgen som både en indre proces i personen og en ydre proces i samspil med personens omgivelser. Den er delt op i to spor, som en person i sorg hele tiden veksler imellem: tabets spor, hvor man oplever smerten, græder, glemmer at spise og føler sorgen helt tæt på, og genopretningens spor, hvor man bliver aktiv, kreativ, produktiv og laver nye rutiner i hverdagen. Man kan også arbejde med denne model i filmen ved at undersøge, hvornår Sasha og faren hver især er i enten tabets eller genopretningens spor, og hvor meget de er i hver. På den måde kan man sammenligne deres sorgprocesser. Dog er det vigtigt at understrege, at der ikke er nogen “rigtig” måde at håndtere sin sorg på, da alle mennesker er forskellige. 

Man kan også dykke ned i, hvad man ville gøre, hvis man var i Märtas situation, hvor ens bedste ven har mistet en nær person. Eller hvad man kan gøre som klassekammerat. 

Foto: Johan Paulin / SF Studios

Filmatisering 

’Comedy Queen’ er en filmatisering af en bog med samme titel skrevet af Jenny Jägerfeld. Man kan arbejde med adaption ved at læse bogen enten før eller efter, man har set filmen. Her kan man lave sammenligningsopgaver og fx undersøge, hvilke dele af bogen der er udeladt i filmen og hvorfor, og hvilke dele der er anderledes, og hvilken effekt det har. 

Læs fx s. 151-152 i bogen, som beskriver scenen efter comedyshowet, hvor Sasha går ud på gaden og græder. I bogen tror hendes far og vennerne, at hun laver sjov, så de griner af hende. Men i filmen er det en meget mere intim scene med et følelsesladet kram mellem Sasha og hendes far. 

I bogen er der desuden syv ting på Sashas liste, som også står på bagsiden af bogen. Man kan diskutere, hvorfor nogle af tingene er blevet fjernet, og hvorfor det lige var de tre ting. 

Filmcentralen har lavet et undervisningsmateriale om filmatiseringer, som man kan arbejde videre med efter at have beskæftiget sig med ’Comedy Queen’.