Lille Allan - Den menneskelige antenne Lærer

Hjem

Introduktion og formål

Eleverne arbejder med analyse og fortolkning af filmkarakterernes ønsker. Bagefter skal de fokusere på filmens hovedkarakter, Lille Allan, hvis ønsker analyseres med aktantmodellen for at vise, hvad der driver historien fremad. De følgende opgaver lægger op til at arbejde med en dybere forståelse af karakterernes valg og handlinger ud fra filmens tema: ensomhed. Eleverne skal desuden arbejde med science fiction-genren og lære om det filmiske virkemiddel billedbeskæring

DANSK EFTER 2. KLASSETRIN

Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster

DANSK EFTER 4. KLASSETRIN

Kompetenceområde: Fortolkning 
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster
Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse, indlevelse og vurdering

Film og forforståelse

OM FILMEN

’Lille Allan – Den menneskelige antenne’ er en gribende fortælling om en dreng i sorg, men også en hjertevarm og hæsblæsende science fiction-film om overraskende venskaber og mødet med liv fra det ydre rum.

Filmens instruktør, Amalie Næsby Fick, har tidligere modtaget en Robert for sin filmatisering af Jakob Martin Strids bog ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’. Med denne film har hun igen kastet sig over en filmatisering. Denne gang af Line Knutzon og Peter Frödins bog af samme navn. I den forbindelse udtalte hun: ”(…)Tro mod bogens tone og grundfortælling, har jeg forsøgt at skabe en film, der har knald på eventyret, samtidig med at den går tæt på, hvordan det er for et barn at opleve en skilsmisse og livet rykket op med rode.” 

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

FORFORSTÅELSE

En films primære formål er altid at formidle et budskab til seeren. Allerede i planlægningen af filmen vil instruktøren træffe valg om filmens udtryk og virkemidler. Fra filmens første indstilling vil virkemidlerne understøtte filmens genre, tema og budskab.

Inden eleverne skal se filmen, møder de opgaver, som skal fremme deres forforståelse. Selvom eleverne endnu ikke har set filmen, bliver de bedt om at forholde sig til filmens anslag via en kort beskrivelse af den første scene og et stillbillede.

Liv fra det ydre rum
Et tema i filmen er fascinationen ved liv fra det ydre rum. Lille Allans underbo, Helge, er en ufofanatiker, som mange vil grine af i dagens Danmark. Fascinationen af ufoer er dog ikke ny. Find her en kort artikel om ufoer fra SEIN-magasin, hvor man kan læse, hvordan ufofeberen opstod i USA. Se også den danske klub Skandinavisk UFO Information.

I litteraturens verden har mange forfattere gennem tiden skrevet fantasifulde beretninger om liv fra det ydre rum, og den første science fiction-film blev indspillet i 1902, da den franske instruktør og tryllekunstner George Méliès lavede filmen ’Rejsen til Månen’. Siden da har filmhistorien budt på et utal af science fiction-film.

Foto: 'Rejsen til månen' (1902) George Méliès / Wikimedia Commons

FILMENS CREDITS

Titel: Lille Allan – Den menneskelige antenne
Produktionsland og -år: Danmark, 2022
Instruktion: Amalie Næsby Fick 
Manuskript: Thomas Porsager og Amalie Næsby Fick efter bogforlæg af Line Knutzon og Peter Frödin
Længde: 80 min.
Distribution: Nordisk Film Distribution A/S
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Frarådes børn under syv år. Find vurdering her.

Medvirkende: (stemmer) 
Lille Allan: Louis Næss-Schmidt
Rumvæsenet Maiken: Sofie Torp
Helge: Jesper Christensen
Bror Palle: Peter Frödin
Frøken Pind: Bodil Jørgensen
Far: Anders W. Berthelsen
Bjarne: Nikolaj Kopernikus

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

Handling

Handlingsreferat

Da Lille Allans forældre skal skilles, flytter han sammen med sin far. Allan er ensom og trist, men holder facaden, for hans far er nemlig også trist. Der er ingen børn i Allans nye kvarter, og i stedet ender han hos sin nye mystiske underbo, Helge. Helge er en ældre eneboer med dårlige ben og en fanatisk interesse for det ydre rum. Han er overbevist om, at Allan er en menneskelig antenne, som kan kommunikere med rumvæsener og dermed forhindre en invasion fra rummet. Derfor hejser Helge Allan op over ejendommens tag, hvor han møder rumvæsenet Maiken, som redder ham fra at falde ned. Maiken er heldigvis ikke et farligt rumvæsen, som vil overtage jorden. Hun er bare et trebenet teenagerumvæsen, som er rejst til jorden for at samle materiale til en skoleopgave, og så kan hun oven i købet læse folks tanker. Maikens ufo bliver desværre opdaget af ejendommens varmemester, Bjarne, der låser den inde. Allan, Maiken og Helge beslutter at få ufoen tilbage, så Maiken kan rejse hjem igen.

Bjarne har i mellemtiden kontaktet sin bror Palle, som er formand for Helges ufoklub og desuden samler på udstoppede dyr. Palle er meget interesseret i Maiken, som han meget gerne vil udstoppe til sin samling. Med Helges hjælp flygter Allan og Maiken til det nedlagte klubhus for Helges ufoklub. Her læser Maiken Allans tanker, og hun konfronterer ham med hans ensomhed og triste tanker. Palle har i mellemtiden opdaget Helges medvirken og afpresser ham til at fortælle, hvor Maiken er. Palle og Bjarne fanger Maiken, giver hende tape for munden og kører hende og ufoen til Palles hjem.

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

Imens opdager Allan en dims, Maiken har tabt. Den indeholder Maikens skoleprojekt, som handler om menneskers ensomhed, og hvordan vi skjuler vores følelser for hinanden. Men dimsen kan også spore Maikens ufo, og sammen med Helge følger Allen sporet til Palles hus. Her forbereder Palle at udstoppe Maiken. Hun har dog læst Palles tanker og opdager, at han som barn udstoppede Bjarnes hamster, Henriette. Da Allan prøver at redde Maiken, bliver de begge fanget, og Maiken overfører sin viden om hamsteren til Allan. Allan fortæller det til Bjarne, som finder sin udstoppede hamster i en kasse. Bjarne konfronterer Palle og stopper udstopningen af Maiken. Palle forsøger igen at udstoppe Maiken med en maskine, men Helge ankommer i ufoen og når lige at stoppe det. Allan, Maiken og Helge flygter i ufoen lige tids nok til, at Maiken kan nå hjem til sin fremlæggelse. Helge indser, at han ikke kan sidde indendørs resten af livet og genfinder sin gamle kæreste. Allan fik ikke sagt ordenligt farvel til Maiken, men hun vender tilbage, og Allan indser, at han må sætte ord på sine tanker, så han ikke føler sig så ensom.

I elevdelen ligger klip fra filmen til at genopfriske handlingen - se under 'Klip fra filmen'.

Elevopgave

Efter eleverne har set filmen, skal de arbejde med analyse via en forsimplet udgave af aktantmodellen, som har fokus på hovedkarakterens mål og følelser. Eleverne arbejder to og to med at svare på spørgsmål om hovedpersonens drømme/mål. Efterfølgende laves en fælles opsamling i klassen, hvor læreren hjælper med at udfylde aktantmodellen med fokus på subjekt, objekt, hjælper og modstander. Se bilag 1

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

Temaer

Allan vælger flere gange i løbet af filmen at sætte en facade op for ikke at gøre livet sværere for sine forældre, end det er i forvejen. I elevopgaverne lægges der op til, at eleverne bruger deres egne erfaringer eller tolkning til at forklare, hvorfor Allan træffer disse valg. Følgende punkter tænkes som baggrundsviden, som kan supplere eleverne i deres refleksioner.

ENSOMHED

Ensomhed er et underbelyst område for mange børn og unge. Næsten 25 % af de danske børn og unge oplever at føle sig ensomme i kortere eller længere perioder. De har mange forskellige oplevelser med i bagagen; nogle af dem er blevet mobbet, andre er introverte eller føler sig socialt akavede. Fælles for alle er, at det er utroligt svært at tale med andre om det. Men alle har brug for sociale relationer, og det oplever Lille Allan også.

Han vil gerne finde nye venner i sit kvarter, men der er ingen andre børn. Da han kommer hjem, fortæller han sin triste far, at han allerede har fået nye venner, fordi han ikke vil belemre ham med flere bekymringer. Da Allan møder rumvæsenet Maiken, oplever han et begyndende venskab, men han har svært ved at snakke med hende om det.

Det er vigtigt at sætte ord på ensomhed, da længerevarende ensomhed kan føre til depression, mørke tanker og det, der er værre. Læs mere om ensomhed her.

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

SKILSMISSEBØRN

I 2021 var skilsmisseprocenten i Danmark på 42 %. Mange børn oplever altså, at deres familie går i stykker. Sommetider forløber det gnidningsfrit, andre gange bliver det en årelang kamp med magtkampe forældrene imellem, flytning og skift i hverdagen. Skift i livet er en hyppig årsag til, at børn og unge oplever følelsen af ensomhed. Nøjagtigt ligesom Lille Allan, da hans forældre flytter hver for sig.

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

AFVIGERE

De fleste af filmens karakterer oplever, at de er sociale afvigere. De er blevet mobbet, føler sig akavede i sociale sammenhænge og isolerer sig fra samfundet. Både Helge og Palle har været ensomme og lever nu tilbagetrukne liv, hvor de helliger sig deres særlige hobbyer. Selv det indsigtsfulde og åbne rumvæsen Maiken har oplevet at blive mobbet og har følt sig anderledes. Hun higer efter respekt og anerkendelse, hvilket har drevet hende helt til jorden fra det ydre rum i forsøget på at lave den perfekte fremlæggelse i skolen.

Med internettets opfindelse og dets sociale netværk, er det heldigvis blevet lettere at finde interessefællesskaber med andre, som afviger fra normen. Men i filmen har ingen af karaktererne fundet denne løsning.

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

Filmsprog

FILMISKE VIRKEMIDLER

Her er fokus på brugen af billedbeskæringer. Eleverne bliver præsenteret for en beskrivelse af forskellige billedbeskæringer, som de skal parre med stillbilleder fra filmen. Bagefter skal eleverne bruge fx mobil eller iPad til at optage forskellige billedbeskæringer af en person, der som Helge i filmen bliver meget overrasket. Klippene skal illustrere, hvad beskæringerne er gode til at vise. 

Foto: Nordisk Film Distribution A/S

GENRE

Til sidst skal eleverne, med udgangspunkt i et klip fra filmen, fokusere på science fiction-genren. De skal forholde sig til de rekvisitter og træk ved Maiken, der gør filmen til sci fi.
 

Videre arbejde

FILM-X

Besøg FILM-X og arbejd videre med sci-fi/cli-fi. 

DSA

Brug filmens klip til sproglige aktiviteter – se 'Klip fra filmen' under elevdelen. Se for eksempel klip 5, hvor den private samler kommer til Tårnby, og snak med eleverne om forholdsord: Samleren stiger ud af bilen, han kigger huset, frk. Pind smækker med døren, Helge ser i kikkert, Helge ser ud ad vinduet osv. 

Perspektivering 

Engelsk 

Se de forskellige klip under 'Klip fra filmen' under elevdelen. Sluk for lyden, og lad eleverne forsøge at lægge stemmer til klippene – på engelsk.

Samfundsfag

Lad eleverne arbejde undersøgende med emner som:

  • Ufoobservationer i Danmark
  • Konspirationsteorier – hvad er det?
  • Afvigere/de anderledes i samfundet – hvem er de? Kan de inkluderes?