Foto: 'Ingen kender Casper' (2022) / Good Company Pictures

Den deltagende dokumentar minder på mange måder om den autoritative dokumentar – bortset fra, at fortælleren her er synlig. I den observerende dokumentar er fortælleren en ”flue på væggen”, i den autoritative er den en myndig voice of God. Men i den deltagende er fortælleren så at sige hoppet ned fra væggen og landet som en ”flue i suppen”. Det viser sig ved, at instruktøren deltager aktivt i dokumentaren – ja, nogle gange er hele filmholdet synligt. Instruktøren får historien til at udvikle sig gennem sin egen interaktion med virkeligheden. 

Ofte vil den deltagende dokumentar belyse og gå i dybden med en sag, og dokumentaristen optræder af og til som detektiven, der undersøger sagen til bunds. Når den deltagende dokumentar er dybdeborende, har den tendens til at danne en hybrid med den autoritative dokumentar. Deltagende dokumentarer, der går i dybden med en politisk eller samfundsmæssig sag, kender vi fx fra TV2’s programserie ’Operation X’. Men særligt den amerikanske instruktør Michael Moore er kendt inden for genren. 

Der findes også en anden type deltagende dokumentar, hvor kameraet vendes væk fra det ydre, omgivende samfund og i stedet rettes mod instruktøren selv. Det er intime dokumentarer, der fokuserer på instruktørens egen personlige fortælling og oplevelse. 

Foto: Den kontroversielle instruktør Michael Moore vil udstille det amerikanske samfunds skyggesider. I dokumentaren ’Sicko’ (2007) foretager han en kritisk undersøgelse af det amerikanske sundhedssystem, mens han i ’Bowling for Columbine’ (2002) dykker ned i våbenlovgivningen med udgangspunkt i skoleskyderierne på Columbine High School i 1999. Moores dokumentarer er samfundskritiske og kendetegnet ved, at det altid er ham, der står foran kameraet, når han belyser de sider af samfundet, han er utilfreds med. 'Bowling for Columbine' (2002) / Alliance Atlantic Communications