Filmleksikon

Hjem

Musicalens undergenrer

Musicalen har nogle undergenrer. Fælles for dem er, at sang og dans er en stor del af filmens handling. Filmgenrer udvikler sig dog hele tiden, og på den måde opstår nye typer musicals. 

Den klassiske musical

I den klassiske musical er der ingen grænser for, hvornår hovedpersonerne kan finde på at synge og danse. Det kan både være på en scene, derhjemme i køkkenet og midt på gaden. Folk omkring hovedpersonerne vil ofte også bryde ud i sang og dans. Det gør hovedpersonens veninder i 'La La Land', og det samme gør bipersonerne i filmens anslag: Her er der trafikprop på motorvejen, men pludselig stiger trafikanterne ud af deres biler for at danse i fællesskab. I 'Dancer in the Dark' giver arbejdere på et tog sig til at danse, mens hovedpersonerne synger duet, og i klassikeren 'Grease' planlægger John Travolta renoveringen af sin bil, mens han synger og danser med en gruppe mekanikere. 

Foto: 'La La Land' (2016) Dale Robinette / Summit Entertainment

Den realistiske musical

I denne undergenre synger og danser personerne kun, når de står på scenen, øver sig, går til audition eller lignende. Den realistiske musical bruger sang og dans som en del af filmens forløb – så der altid er en årsag til at performe. Sang og dans er altså motiveret af filmens handling. I realistiske musicals ser vi gerne, at sangene "kommenterer" handlingen og personernes udvikling. I 'Cabaret' sker alle optrædenerne på natklubben Kit Kat Club. Sangene her er med til at beskrive personernes indre konflikt, men også samfundet i Tyskland, hvor nazisterne kommer til magten. 

Foto: 'Cabaret' (1972) Lars Looschen / Allied Artists Pictures