Normalperspektiv
Normalperspektiv er en kameravinkel, hvor vi er i samme højde som motivet, og vi ser lige ud. Hvis motivet er en person, er vi i øjenhøjde med personen.
Normalperspektiv er den kameravinkel, som bruges mest i film. Tilskueren er i samme niveau som motivet. Vi er i øjenhøjde med de karakterer, vi ser (eksempel 1). Hvis en fugl sidder i et højt træ, og vi ser fuglen i normalperspektiv, er vi (kameraet) i samme højde som fuglen. Hvis vi ser fuglen nede fra jorden, ser vi den i frøperspektiv.
Normalperspektivet er mere neutralt end frøperspektiv og fugleperspektiv. Vi oplever normalperspektivet mere objektivt. Det hjælper os med at leve os ind i historien, fordi vi glemmer, at det er en film og ikke virkelighed, vi ser.
Når vi er i øjenhøjde med en person, er det nemmere at identificere sig med personen, end hvis vi ser på ham/hende oppefra eller nedefra. Derfor ser vi tit personer i normalperspektiv, når instruktøren synes, det er vigtigt, at vi identificerer os med dem.
|
Eksempel 1 To normalperspektiver |
|
|