Hacker Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Før I ser filmen
  • Handlingsreferat
  • Fælles mål
  • Fag og temaer
  • Filmfaglige vinkler
  • Links og litteratur

Om filmen

'Hacker' er instrueret af Poul Berg, der debuterer som spillefilmsinstruktør. Han har tidligere stået bag flere tv-serier.

Rumle Kærså spiller hovedrollen som den 13-årige hacker Benjamin. Han medvirkede i 2016 i talentkonkurrencen ’Voice Junior’. Den anden hovedrolle spilles af Josephine Chavarria Højbjerg, der har medvirket i ’Tinkas Juleeventyr’ (2017) og ’Pendlerkids’ (2012-14).

Poul Berg har ønsket at skabe en spændingsfilm for hele familien – ”en Jason Bourne-film for børn”. Han vil med filmen sætte fokus på demokrati og overvågning. Hvordan skal man navigere i en verden, hvor der sjældent er én sandhed? Hvem skal man holde med eller stole på?

I faglig sammenhæng er filmen interessant i forhold til danskanalyse med fokus på filmiske virkemidler, personkarakteristik, arketyper, argumentation samt brug af rekvisitter. Med udgangspunkt i diskussioner om overvågning kan den desuden understøtte elevernes demokratiske dannelse.

Foto: Scanbox

Filmens credits

Titel: Hacker
Produktionsland og -år: Danmark, 2019
Instruktion: Poul Berg
Længde: 97 min.
Distribution: Scanbox Entertainment Danmark A/S
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Læs Medierådet for Børn og Unges vurdering 

Medvirkende:
Benjamin: Rumle Kærså
Savannah: Josephine Chavarria Højbjerg
Anna: Signe Egholm Olsen
Peter: Esben Dalgaard
M.M. Larsen: Claus Riis Østergaard
Ingrid: Mille Dinesen
Leif Falk / Falken: Morten Suurballe
Ahmed: Janus Nabil Bakrawi

Før I ser filmen

Før eleverne ser filmen, er det god ide, at de har kendskab til begreber som beskæring, synsvinkel, perspektiv, klipning, rekvisitter og personkarakteristik. Brug fx materialet ’Kortfilm på den sjove måde’ – se Links og litteratur.

For at kunne følge med i filmens lidt komplekse plot skal de på forhånd kende betydningen af følgende ord:

  • Hacke
  • Algoritme
  • Firewall
  • PET (Politiets Efterretningstjeneste)
  • FE (Forsvarets Efterretningstjeneste)
  • Cybersikkerhed
  • Kvante PC
  • Patriot
  • Folketinget
  • Rød blok / blå blok

Mens eleverne ser filmen, skal de være opmærksomme på scener, der viser overvågning eller bruger vigtige rekvisitter. Giv også hver elev en af hovedpersonerne, som de skal ”skygge” undervejs.

Foto: Scanbox

Handlingsreferat

Filmen handler om den 13-årige Benjamin, der er anbragt på børnehjem. Hans mor, Anna, er død ved en ulykke seks år tidligere. Benjamin kan huske, at fremmede mænd undersøgte hjemmet den aften, hun forsvandt.

Benjamin er en erfaren hacker, der tjener penge på at ændre kammeraternes prøveresultater. En af hans hackervenner hedder Ghost, men Benjamin har kun mødt ham online.

En dag ankommer sagsbehandleren Ingrid med pigen Savannah, der har en omfattende sagsmappe med et langt synderegister. Savannah har astma og får en inhalator af Ingrid.

Hun opdager, at Benjamin hacker en prøve og forsøger at overtale ham til at få sin sagsmappe hacket og dermed slettet. Kort efter bliver Benjamin kaldt til skolens kontor. Her møder han Leif Falk fra PET og Peter fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). De fortæller, at Anna måske er i live og viser ham et billede af hende fra et overvågningskamera. Benjamin genkender Peters ring og ur og bliver klar over, at Peter er en af de mænd, der i sin tid undersøgte Annas lejlighed.

Sammen med Savannah hacker han sig ind i FE’s servere, hvor han finder videoer fra projektet Zeus, som moren har arbejdet på. Zeus bruger en kvantecomputer til at manipulere folk, så de fx kan holde op med at ryge. Den militante gruppe Patrioterne ønsker at misbruge Zeus til at lave et statskup, hvor de får Folketinget til at gøre, som de ønsker. Patrioterne er anført af Peters chef, MM, og har medlemmer i både efterretningstjenester, politi og forsvar. Gruppen kan ikke få Zeus til at virke rigtigt, da de mangler en algoritme, som kun Anna kender.

FE får Savannah og Benjamin efterlyst, og de opsøger derfor Ingrid i hendes hjem for hjælp. Her går det op for Benjamin, at Ghost er hans mor. Ingrid kontakter politiet, og de flygter med FE og Peter Falk lige i hælene. Falk tilbyder at hjælpe Benjamin, men han og Savannah bliver i stedet samlet op af Annas hjælpere. De fragter børnene til Anna, og hun forklarer Benjamin, at hun gik under jorden, for at de ikke skulle skade ham.

Det viser sig, at Savannahs inhalator er en sporingsenhed, som hun bruger til at kontakte patrioterne, som Ingrid også er en del af. De har lovet, at hendes sagsmappe bliver slettet. Da gruppen ankommer, flygter Benjamin, men Anna bliver fanget. Benjamin beslutter at lade sig fange af Patrioterne. I mellemtiden får Savannah og et par andre kammerater ledt Peter Falk og PET hen til gruppens base. Inden de ankommer, presser MM Anna til at indtaste algoritmen, så Zeus virker. Han vil herefter slette Benjamins hukommelse med Zeus, men med Peters hjælp får Benjamin sat en usb-nøgle i kvantecomputeren, så den eksploderer.

PET ankommer og anholder Patrioterne, og selvom både Benjamin og moren ved, at gruppen arbejder videre i det skjulte, vælger de at blive sammen.

Foto: Scanbox

Fælles mål

Med udgangspunkt i elevarkene kan man arbejde frem mod at få opfyldt nedenstående mål for dansk.

På elevarkene er målene omformuleret til konkrete læringsmål. De afsluttende opgaver fungerer som evaluering af, hvor meget eleverne har lært.

Der findes et elevark til 4.-6. klasse samt et til 7. klasse. På arket til 7. klasse er der tilføjet spørgsmål, der handler om samfundet under punktet Overvågning. Arketyper indgår kun i 4.-6. klasse, mens Filmiske virkemidler og overvågning kun er med på 7. klasses-arket.

Filmen indeholder komplekst stof, så man skal være opmærksom på at tilpasse de faglige krav, hvis man ser den i 4. klasse.

Dansk

EFTER 4. KLASSETRIN 

Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster

  • Eleven kan undersøge virkemidler (færdighedsmål)
  • Eleven har viden om personkarakteristik (vidensmål)

Kompetenceområde: Kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan følge regler for kommunikation i overskuelige formelle og sociale situationer

  • Eleven kan lytte aktivt til andre og følge op med spørgsmål og respons (færdighedsmål)

EFTER 6. KLASSETRIN 

Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer

  • Eleven har viden om virkemidler i drama og dokumentar på film, i tv og på internettet (vidensmål)

Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster

  • Eleven kan undersøge teksters rum og tid (færdighedsmål)

Kompetenceområde: Kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan kommunikere med bevidsthed om sprogets funktion i overskuelige formelle og sociale situationer

  • Eleven kan påtage sig roller i samtalesituationer (færdighedsmål)
  • Eleven kan tage forskellige roller i en styret debat (færdighedsmål)

EFTER 9. KLASSETRIN 

Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster

  • Eleven kan gennemføre en målrettet analyse af en tekst (færdighedsmål)

Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation

  • Eleven har viden om fremstillingsformer (vidensmål)

Kompetenceområde: Kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan deltage reflekteret i kommunikation i komplekse formelle og sociale situationer

  • Eleven kan argumentere og informere (færdighedsmål)

Fag og temaer

Personkarakteristik

Benjamin har siden morens ”død” seks år tidligere boet på børnehjem. Han bruger meget tid på nettet, hvor han spiller og hacker. I filmens åbningsscene ser vi Benjamin vågne op efter en drøm om moren, hvorefter vi ser hans værelse fyldt med pc-udstyr, telefoner og usb-nøgler. Værelset er udsmykket med gamer- og hacker-plakater/-udklip samt et billede af moren. Vi får på den måde gennem rekvisitter etableret, at han savner hende, men også ham som arketypen hacker eller computernørd (se også afsnittene Rekvisitter og Arketyper).

Benjamin har opbygget en lidt hård skal for at skjule sit savn, men har også en omsorgsfuld side; selvom drengen Oliver kan betale for at få hacket sin prøve, hjælper Benjamin ham alligevel af egen vilje. Kort efter afviser han koldt at hjælpe Savannah med sagsmappen, da hun ikke har penge. Da han møder moren igen, giver han hende først skuffet en lussing for derefter at lade sig omfavne. Han udviser loyalitet over for Savannah, da morens hjælpere ikke vil tage hende med.

Han er både intelligent og meget observant – flere gange ser vi POV og nær eller ultranær af små detaljer krydsklippet med hans øjne i ultranær. Det sker fx, da han ser Savannah første gang og lægger mærke til hendes negle, forbindinger og inhalator. Under samtalen på skolen genkender han på samme måde Peters ur og ring. I disse klip hakker og hopper billederne i POV på samme måde som overvågningsklippene. Dette understreger Benjamins nærmest computeragtige evner.

Som moren har han en tydelig moral om, hvad der er rigtigt og forkert. De nægter begge at hjælpe Patrioterne, og han forhindrer gruppens planer for et statskup.

Foto: Scanbox

Savannah har været på flere børnehjem, hvor hun har lavet så meget ballade, at det er svært for hende at få en plejefamilie. Hun har en hård facade, hvilket hendes lidt rå udseende med dårligt farvede negle, forbinding og bredskygget kasket understreger.

Som Benjamin er hun både intelligent og observant. I netcaféen narrer hun ejeren ved at foregive en interesse i hans fortid, ligesom hun lægger mærke til Benjamins snyd ved prøven og iagttagelse af hende ved deres første møde.

Selvom hun har opnået, hvad hun ville, med sagsmappen, vender hun tilbage for at hjælpe Benjamin mod Patrioterne, hvilket viser både samvittighed og moral.

Foto: Scanbox

Overvågning

Overvågning er et svært emne for aldersgruppen, da diskussionen om det kræver en relativt abstrakt forforståelse. I forhold til Folkeskolelovens formålsparagraf om at forberede eleverne til deltagelse og medansvar i folkestyret er det dog vigtigt allerede at tage emnet op i de mindre klasser. Man kan ikke forvente, at de ellers er klar til automatisk at kunne debattere det, når de får samfundsfag i 8. klasse.

For at gøre emnet vedkommende tager elevarkenes debatoplæg udgangspunkt i elevernes nære verden – hjemmet og skolen. Kun på arket for 7. klasse er der inddraget eksempler af mere generel samfundsmæssig karakter.

Brug elevarkene til at sætte fokus på diskussion og argumentation / begrundelser. Efter eleverne har lavet opgaverne, kan man lave en fælles diskussion, hvor enkelte elever får roller for og imod overvågning. Lav også gerne en styret paneldebat, hvis eleverne finder den fri debat for svær.

Se Links og litteratur for artikler m.m., der kan perspektivere emnet yderligere.

Filmfaglige vinkler

Rekvisitter

I filmen indgår en række centrale rekvisitter, der er med til at bære handlingen videre. For at vi skal lægge mærke til dem, er de vist i nær og ultranær.

Peters ur og ring viser Benjamin, at Peter har haft en rolle i morens forsvinden. Det gør, at han vælger at sætte en lille usb-enhed i Peters tablet. Det giver ham adgang til FE’s filer, så han får kendskab til Zeus og kvantecomputeren. Benjamin bruger også usb-enhederne til at hacke prøven samt ødelægge telefoner og i sidste ende kvantecomputeren.

Foto: Scanbox

Savannah bruger først sin inhalator til, at Benjamin skal få ondt af hende og tage hende med, da de har forladt Ingrids hjem. Senere viser det sig, at det er en sporingsenhed, der tilkalder Patrioterne. Hendes motiv for at hjælpe dem er, at hun vil have slettet sin sagsmappe, som Ingrid har i fysisk form.

Computere, telefoner, overvågningskameraer og andet teknisk udstyr spiller en stor rolle i filmen. Både Benjamin, Patrioterne og PET bruger det til at kommunikere, overvåge hinanden og skaffe sig oplysninger.

Arketyper (4.-6. klasse)

Filmens arketyper er gennemgået her med de rekvisitter, de optræder med. Eleverne kender måske ikke ord som sagsbehandler, så vær åben for andre navne for typerne.

Efter eleverne har lavet opgaverne, kan man drøfte, hvilken virkning det har, at både Ingrid og Ahmed udgiver sig for at være en arketype, de ikke er.

Hackeren (Benjamin) har sit eget regelsæt og stoler som udgangspunkt ikke på nogen bortset fra sine hackervenner. Han gør, hvad han synes er rigtigt i situationen, uanset om det er lovligt eller ej. Hackeren er intelligent og har stor viden om computere og it-sikkerhed. Han er dygtig til at slette sine spor og har en masse teknisk udstyr.

Læreren taler meget belærende om karakterer og er opsat på at følge reglerne til prøven. Hun er let at snyde og lægger ikke meget mærke til, hvad der foregår i krogene. Hendes password handler om hendes familie og er let at gætte.

Sagsbehandleren (Ingrid) vil meget gerne lytte til børnene og hjælpe dem. Det er dog meget vigtigt, at reglerne bliver fulgt. Hun har ikke meget magt, men truer i stedet med andre myndigheder, hvis der sker noget uretfærdigt. Sagsbehandleren har en mappe, som er vigtig for hendes arbejde.

Agenten (Peter Falk) har en klar opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Han ved, at han har modstandere i egne rækker og er derfor nødt til at bøje reglerne nogle gange.

Skurken (MM) er ligeglad med andet end sin egen mission. Han skyer ingen midler og har mange hjælpere/soldater, som fremstår som en anonym masse, der bare følger ordrer. Skurken bærer våben og uniform, der viser, at han bestemmer.

Foto: Scanbox

I filmen indgår også de mindre tydelige arketyper; fx den mandlige pædagog (Ahmed), der på en gang virker vag og skrap. Han forsøger lidt overpædagogisk at appellere til Benjamin i stedet for at give ham direkte besked på, hvad der skal gøres. Da de er sent på den ved bussen, herser han med eleverne, men uden for alvor at træde i karakter.

Mugge fra internetcaféen er en blanding af flere arketyper – computernørd, hippie og realitystjerne.

Filmiske virkemidler og overvågning (7. klasse)

Hacker bruger flere filmiske virkemidler til at vise, at overvågning, hacking eller it-kommunikation finder sted.

I filmens begyndelse er credits lavet med flimrende og hoppende fonte, der minder om de kommandoprompte/skærmvinduer, der bliver brugt ved programmering, hacking eller it-overvågning. Samme type er vist, når Benjamin hacker, eller FE overvåger. I disse scener er der lydeffekter som elektronisk støj eller modemlyde.

Flere gange ser vi optagelser fra overvågningskameraer. Disse er vist fra kameraets POV (in-camera) og er taget i fugleperspektiv. Billederne er hoppende og flimrende og i sort-hvid med tidskode og kamera-navn.

FE og PET’s overvågning er også vist med satellitbilleder, optaget i POV og fugleperspektiv. Billederne er lavet som flere hurtige flimrende klip med grafiske effekter, som viser de næste koordinater, der klippes til i et slags hakkende zoom.

Foto: Scanbox

Da Leif Falk overvåger Benjamin, ser vi ham tage billeder med et fotokamera. Billederne er vist i POV og in-camera med grafiske effekter, der forestiller kameraets fokusring.

I kommunikationen mellem FE og udrykningsenheder til netcaféen er der vist billeder i POV og in-camera fra mandskabets hovedhjelme. På lydsiden hører vi samtalen mellem hovedkvarteret og mændene med effektlyd, der skal efterligne skrattende mikrofoner.

Links og litteratur

Overvågning

Om app til forældreovervågning af børn:

  • https://www.dr.dk/nyheder/indland/etikprofessor-foraeldre-presser-graensen-privatlivets-fred-med-overvaagning-af-boern

Om app til forældreovervågning af børn:

  • https://politiken.dk/forbrugogliv/digitalt/art5460613/Medier%C3%A5d-advarer-mod-popul%C3%A6r-overv%C3%A5gnings-app

Om forældreovervågning af børn:

  • http://nyheder.tv2.dk/tech/2016-02-27-saadan-kan-foraeldre-overvaage-deres-boern

Gymnasieelever boykotter terminsprøve i protest mod overvågning:

  • https://www.fyens.dk/fyn/Gymnasieelever-boykotter-terminsproeve-i-protest-mod-overvaagning/artikel/3329170?fbclid=IwAR3988wXGZrPRvbEQ9SJ6Z1IkeIaWyk7Rd52HNHrYzoEl5fGbsh4uAOZJBo

Overvågning på skole for at forhindre farligt hærværk:

  • https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/cykelhjul-loesnes-foraeldre-vil-have-overvaagning-paa-skole

Problemer med datasikkerhed i overvågning på skoler:

  • https://www.avisen.dk/ulovlig-overvaagning-af-danske-boern_338289.aspx

Overvågning på skoler virker:

  • https://www.dr.dk/nyheder/indland/overvaagning-paa-skoler-virker

Filmiske virkemidler

Læs om filmiske virkemidler og dramaturgi i Filmcentralens online Filmleksikon:

  • http://filmcentralen.dk/grundskolen/filmsprog

Filmfyns materiale ’Kortfilm på den sjove måde’ – lærervejledning:

  • https://filmportalfyn.dk/maxifilm-materiale/til-laereren/

Filmfyns materiale ’Kortfilm på den sjove måde’ – elevmateriale:

  • https://filmportalfyn.dk/maxifilm-materiale/til-eleverne/