Introduktion
I skal først arbejde med at få viden om den tid, filmen foregår i. Derefter skal I sammenklippe jeres egne film ud af ægte optagelser fra besættelsestiden.
Når I har set filmen og arbejdet med temaerne, skal I lave en analyse af filmen og eventuelt arbejde videre med jeres egne små film.
I opgaverne skal I:
- Sammenligne filmen med fortællingen 'Den barmhjertige samaritaner'.
- Diskutere, om man skal hjælpe flygtninge ud fra fortællingen og filmens begrundelser.
- Forklare filmens brug af historien.
- Analysere en udvalgt scene fra filmen.
- Forstå filmens dramaturgi i forhold til kontraktmodellen.
- Analysere filmens genretræk.
Film og forforståelse
'Når Befrielsen kommer' er et historisk drama, der handler om tyske flygtninge i Danmark i tiden omkring Danmarks befrielse i maj 1945. Filmen stiller skarpt på de mange dilemmaer, der var i forhold til behandlingen af de mange flygtninge, der kom til landet.
Før I ser filmen, skal I blive klogere på de tyske flygtninge i Filmcentralens tema 'Besættelsen på film'. Det vil give jer viden om perioden og mulighed for at klippe jeres egne film.
Klik jer ind på temaets fane 'Flygtninge', hvor I skal:
- Læse en fagtekst om de tyske flygtninge i Danmark og se en filmoptagelse af, hvordan Tyskland så ud i 1945.
- Se tre korte danske film om tyske flygtninge og svare på spørgsmål om dem.
- Diskutere behandlingen af flygtninge dengang og i dag.
- Udvælge kilder, der fortæller om Danmarks behandling af tyske flygtninge og om Tyskland i 1945. I kan vælge mellem filmoptagelser og billeder fra dengang samt lydoptagelser fra nyere interviews.
- Klippe jeres egne film ud fra de kilder, som I har valgt.
Handling
Mens I ser filmen, skal I lægge mærke til følgende personer:
- Drengen Søren (filmens hovedperson)
- Sørens far og mor
- Modstandsmanden Birk
- Højskolens bestyrelse og formanden, Lauritz
For hver af de ovenstående personer skal I overveje følgende:
- Hvilke holdninger har de til de tyske flygtninge? Hvorfor? Hvilke begrundelser bruger de?
- Hvordan ændrer deres holdninger sig undervejs? Hvorfor?
Når I har set filmen, skal I gå sammen i grupper på tre:
- Genfortæl filmens handling for hinanden. Var der noget, I ikke forstod?
- Hvorfor bliver Birks far skudt?
- Jacob taler med Lægeforeningen i telefonen: Hvorfor vil de ikke hjælpe?
- Gennemgå Sørens, forældrenes og Birks holdninger til de tyske flygtninge, og lav en liste med deres begrundelser.
Temaer
Hvem skal man hjælpe?
Én af Bibelens mest kendte fortællinger er 'Den barmhjertige samaritaner', der handler om at hjælpe fremmede i nød, når man møder dem. Jesus fortæller historien som svar på, hvad næstekærlighed er – hvem man skal vise kærlighed og godhed over for. ”Næste” er et andet ord for ”nærmeste”.
- Læs fortællingen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet 10, 25-37), og forklar hinanden, hvad den handler om. Diskutér, om I ville have hjulpet manden.
- Sammenlign fortællingen med historien om de tyske flygtninge. Hvilke forskelle og ligheder er der?
- Hvem viser næstekærlighed i filmen? Hvem vælger ikke at vise næstekærlighed?
- Se klip 1 og 2 herunder, og svar på:
- Hvad er Jacobs, Lis’ og Birks begrundelser for og imod at hjælpe de tyske flygtninge?
- Hvilke begrundelser er I enige og uenige i? Hvorfor? Overvej her også jeres liste med begrundelser for og imod at hjælpe de tyske flygtninge (fra 'Handling').
- Skulle lægerne have hjulpet de tyske flygtninge?
- Kan man bruge historien om den barmhjertige samaritaner som svar på, hvordan man skulle have behandlet de tyske flygtninge?
- Kan man bruge den som svar på, hvordan man skal behandle flygtninge i dag?
- Ville I have hjulpet de tyske flygtninge?
- Ville I hjælpe flygtningefamilier fra områder med terrorregimer?
KLIP 1
KLIP 2
Flygtninge og historiebrug
I skal se nærmere på filmens historiske baggrund og diskutere den.
I mindre grupper
- Som afslutning på filmen fortæller en tekst, at 6.540 tyske flygtningebørn døde i månederne omkring Befrielsen. Hvorfor er den oplysning med?
- Historikere har peget på, at flygtningebørnene i Sønderjylland fik lægehjælp, men at mange af dem alligevel døde, da de var for syge efter mange måneders flugt. Hvorfor er den oplysning ikke med i filmens afslutning?
- I filmens pressemateriale står der, at tyskerne i 1945 slog flere tilfældige danske læger ihjel som hævn for sabotage (clearingmord). Det ser man fx i drabet på Birks far. Mordene var en af grundene til, at danske læger ikke ville hjælpe de tyske flygtninge. Hvorfor er den oplysning ikke med i filmens afslutning, tror I?
- Se klip 3 herunder, og svar på:
- Hvorfor er denne scene med i filmen? Hvilket billede skal den give af danskere og modstandsbevægelsen? Hvilket billede skal den give af de tyske flygtninge?
- Tager filmen stilling til, om man skulle have givet de tyske flygtninge lægehjælp? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvorfor laver man i dag en film om tyske flygtninge?
- Se på jeres liste med begrundelser for og imod at hjælpe de tyske flygtninge (fra 'Handling'): Hvilke argumenter kunne være brugt i debatten om flygtninge i dag?
KLIP 3
Filmsprog
Filmiske virkemidler: Analyse af filmklip
Filmleksikon: Læs først om beskæring, perspektiv, synsvinkel og lyd.
Se klip 4, og lav derefter en analyse af klippet, hvor I kommer ind på de fire områder. Svar på:
- Hvilke virkemidler er med til at gøre klippet kaotisk og voldsomt?
- Hvordan kommer Søren til at virke truende og Carl svag?
- Hvordan er lyden med til at vise Sørens sindstilstand?
- Hvorfor er læreren vist – og hvordan er han fremstillet?
KLIP 4
Dramaturgi: Kontraktmodellen
Filmleksikon: Læs først om kontraktmodellen.
Løs herefter disse opgaver i mindre grupper:
- Lav en analyse af filmen ud fra kontraktmodellen.
- Hvilke prøvelser bliver Søren udsat for?
- Hvordan bliver Sørens modelfly brugt til at vise kontrakt, kontraktbrud og genetablering af kontrakten?
Genre: Historiske film
Filmleksikon: Læs først introduktionen 'Hvad er en genre?'.
Diskutér derefter i små grupper:
- Hvilke genretræk har en historisk film?
- Hvordan kan man se, at 'Når Befrielsen kommer' er en historisk film?
- Filmen handler om 2. verdenskrig, men er det også en krigsfilm? Hvorfor/hvorfor ikke?
Videre arbejde
I det videre arbejde kan I lave en eller flere af følgende tre opgaver:
- Klip nye versioner af jeres film fra 'Besættelsen på film'.
- Tænk først over, hvordan I med speak kan bruge Sørens, Birks og forældrenes begrundelser for og imod at hjælpe flygtningene.
- Lav gerne ekstra optagelser i sort-hvid, hvis I har brug for det.
- Omskriv 'Den barmhjertige samaritaner' til en historie fra nutiden. Vælg selv karakterer og eventuelt ny slutning.
- Sammenklip en film om flygtninge, hvor I ved hjælp af speak og filmiske virkemidler laver det til en ny version af 'Den barmhjertige samaritaner.
Klip fra filmen
KLIP 1
KLIP 2
KLIP 3
KLIP 4