Krigsfilm
Ære. Sammenhold. Loyalitet og forræderi. Det er store temaer, der kommer til udtryk i krigsfilm. Krigsfilm er en genre, der handler om soldaters oplevelser i krig. Filmene forsøger at vise, hvordan krigshandlinger foregår, og hvordan krigen påvirker helt almindelige mennesker. De fleste krigsfilm følger en gruppe soldaters fællesskab.
Mange krigsfilm handler om de "moderne" krige. Det vil sige fra 1. verdenskrig og frem. Som regel er det krigsdeltagerne selv, der bearbejder deres krigsoplevelser på film. Danmark var ikke direkte involveret i de store krige i 1900-tallet. Men i det nye årtusind har vi både været i krig i Afghanistan og Irak. Det har blandt andet udløst krigsfilmene 'Armadillo' (2010) og 'Krigen' (2015).
Ingen lande har været involveret i så mange krige som USA. Det er tydeligt med de mange produktioner af krigsfilm. Genrens første hovedværk er 'Intet nyt fra Vestfronten' fra 1930. Filmen fortæller om sammenholdet i en tysk deling under 1. verdenskrig. 'Intet nyt fra Vestfronten' placerer altså synsvinklen hos fjenden, men sympatiserer med den enkelte soldat og viser, at krigen er ond og meningsløs (uanset hvilken side man kæmper for). Nogle krigsfilm afbilder krigen som nødvendig – som en kamp mellem godt og ondt. Andre krigsfilm forsøger derimod at vise, at krigen i sig selv er ond: at soldaterne på begge sider er uskyldige ofre, der er tvunget til at slå hinanden ihjel.
Krigsfilm som propaganda
Et land, der går i krig, fremstiller ofte krigen som meningsfuld. Soldaterne er helte, der kæmper en retfærdig sag mod en ond fjende. Sådan var det fx i USA under 2. verdenskrig. Her lavede man filmserien 'Why We Fight' (1942-1945), der forklarede amerikanerne, hvorfor det var nødvendigt for nationen at bekrige nazisterne i Europa. I Tyskland lavede man til gengæld en lang række propagandafilm, der fremstillede jøderne som farlige, ondsindede undermennesker, mens tyskerne og især Adolf Hitler var udvalgte folk.
Efter 2. verdenskrig blev amerikanerne engageret i Koreakrigen og senere Vietnamkrigen. USA var altså krigsførende nation i både 1950'erne og 1960'erne. I denne periode var krigsfilm om 2. verdenskrig meget populære, og de udviklede sig efterhånden til positive og nærmest eventyrlige billeder af krigen. Film som 'Den store flugt' (1963), 'Det beskidte dusin' (1967) og 'Kellys helte' (1970) gav fx soldatertilværelsen et romantisk og underholdende udtryk.
I dag finder man mere barske og realistiske gengivelser af 2. verdenskrig. Blandt andet Steven Spielbergs 'Saving Private Ryan' (1998) og Clint Eastwoods 'Letters from Iwo Jima' (2006), der viser rædslerne på begge sider af fronten. Samtidig er Quention Tarantinos 'Inglorious Basterds' (2009) en tilbagevenden til de underholdende 2. verdenskrigsfilm.
Vietnamkrigen og kritik af krig
USA’s krig i Vietnam har stor betydning i krigsfilmgenren. I slutningen af 1960'erne var verden i stigende grad kritisk over for Vietnamkrigen. Modstanden kom blandt andet til udtryk i København, da filmen 'De grønne djævle' (1968) havde premiere. 'De grønne djævle' skildrede entydigt amerikanerne som de gode, der kæmpede en vigtig kamp mod de onde kommunister i Vietnam. Men den fremstilling af krigen ville man ikke finde sig i. Det førte til demonstrationer mod filmen og kampe mellem demonstranter og politi. Senere kom de amerikanske film, der var kritiske over for indtoget i Vietnam. 'Dommedag nu' (1979), 'Platoon' (1986) og 'Full Metal Jacket' (1987) beskriver krigen i Vietnam som en katastrofe for USA og for den enkelte soldat. De tre film står i øvrigt som milepæle i genren og filmhistorien.
I dag handler krigsfilmene for det meste om konflikterne i Mellemøsten og Afghanistan. Det ser vi både i 'Jarhead' (2005), 'The Hurt Locker' (2008) og 'Krigen', der også er skeptiske film om krig.
