Flow elev

Hjem

Introduktion

Til læreren: Opgaverne her er primært tænkt som klassesamtaler i dansk, der følges op af kreative opgaver. Tilpas selv formuleringer, så de passer til elevgruppen. 

I skal arbejde med filmens temaer og filmsprog med små kreative opgaver undervejs. 

I opgaverne arbejder I frem mod at ...

  • Kunne tale om filmen og dens temaer.
  • Kunne lave en tegneserie over en scene i filmen
  • Lære, hvordan karakterer er vigtige for filmens handling.

Film og forforståelse

I ’Flow’ lever katten et stille og roligt liv, indtil der kommer en stor bølge – og med ét er dens liv forandret. Den må nu leve side om side med dyr, den ellers ikke havde meget til fælles med.

I klassen 

  • Tal i fællesskab om hvorfor filmen mon hedder ’Flow’. 
    • Hvad betyder flow? 
    • Kender I andre ord, der betyder det samme?
  • Synes I, titlen passer til filmen? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvad kunne den ellers hedde?
  • Genfortæl historien i filmen.

Handling

I skal arbejde med filmens handling.

Alene

  • Skriv et resumé af filmens historie. 

To og to

  • Øv jer i at genfortælle historien for hinanden – men set fra hunden, sekretærfuglen, lemuren eller kapivarens synsvinkel. Hvordan oplever de andre dyr det, der sker?
  • Når I har øvet jer to og to, skal I fortælle for klassen.

Temaer

4.-6. klasse

Fællesskab og forskellighed

I klassen 

  • Hvad betyder ordet fællesskab? Giv eksempler på gode og svære fællesskaber?
  • Hvad betyder forskellighed? Kan man være for forskellige til at være venner? I så fald hvordan?

Fare og mod

I klassen 

  • Når man er i fare, kræver det mod for at komme videre. 
    • Snak om, hvordan man finder modet. Hvad kan man gøre? 
  • Tal om overlevelsesmekanismer, der træder i kraft, når vi er i fare: frys, flygt, kæmp.
    • Hvad betyder de i jeres liv? Hvornår oplever I de følelser?

Klima

I klassen 

  • Hvad ved I om klimaforandringer? Hvor ved I det fra? 
    • Er det noget, der gør jer bange? Hvorfor/hvorfor ikke? 
  • Hvad kan man gøre, når man er bange for noget? 
  • Hvad kan klimakatastrofen i filmen skyldes? 
  • Hvilke tegn ser I på, at der har været mennesker?
Foto: 'Flow' (2025) Dream Well Studio

 

Filmsprog

 4.-6. klasse

Filmiske virkemidler  
Farver, billedstil og kamerabevægelser:

I klassen

  • Tal om billederne i filmen; hvilke farver bliver der brugt? Hvilken betydning har farverne?

To og to

Samtale om billeder fra filmen. I skal beskrive, hvad I ser på billederne. I skal kigge efter:

  • Farver
  • Forgrund, mellemgrund og baggrund
  • Beskriv hvordan dyrene og naturen er tegnet 
    • Hvad ser naturligt ud, og hvad ser unaturligt ud?
  • Lav en opstilling, hvor I viser forgrund, mellemgrund og baggrund
  • Tag 3 fotografier af opstillingen med en telefon eller en tablet/computer 
    • Leg med fokus, hvilken betydning har det? Sådan leger du med fokus: Tryk på skærmen, hvor du vil have fokus. Dette vil justere fokuspunktet og eksponeringen automatisk. På den måde kan du tage billeder af samme motiv, men forskellige udtryk. 
Foto: 'Flow' (2025) Dream Well Studio

I klassen

  • Se traileren 
  • Tal om kamerabevægelsen.
  • Ser I lige så lange klip i live action-film (der ikke er animation)?  

 

Trailer 

Dramaturgi 

Karakterer:

I klassen

  • Tal om dyrenes bevægelser og ydre fremtoning. Læg mærke til deres bevægelser, hvad mon de betyder? Hvilke ting i filmen fortæller os, hvordan dyrene har det?
  • Lav små dramaøvelser i klassen eller to og to, hvor I med kropssprog og mimik viser følelser/sindstilstande.
  • Brug klippet til at beskrive, hvordan katten har det. Hvad gør musikken, lydene og kattens bevægelser for at vise dens følelser?

To og to 

  • Lav en tegneseriestribe baseret på en kort scene fra filmen. Tilføj dyrenes replikker. Udstil tegneseriestriberne i klassen.

 

Genre

Til læreren: Læs om roadmovie hybridgenrer i fantasy og sci-fi.

  • Kig på filmplakaten. Hvad synes I, den fortæller om filmen? Hvad kan man se? 
  • Hvilken genre synes I, filmen tilhører? Har I set andre film, der handler om det samme eller måske ligner?
Foto: 'Flow' (2025) Dream Well Studio

Læreren til klassen

Fortæl om grundtrækkene i en roadmovie

  • Hvordan suser landskabet forbi dem?
  • Hvad er det for en rejse, dyrene er på?
  • Tror I, at instruktøren vil sige noget om samfundet med denne film? 
  • Kan vi lære noget af filmen, eller er det ren underholdning?

 

Idéer til afsluttende produktionsøvelser (primært 4.-6. klasse)

  • Ligger skolen nær en bæk eller andet vand, kan I lave jeres egen 1-minuts Flow-film. Lav en fast ramme, der passer til aldersgruppen: filmens længde, antal scener, kameravinkler og perspektiv, rekvisitter.
  • Hjemme – eventuelt i samarbejde med forældre: Lav korte optagelser med dyr, hvor der er fokus på dyrenes natur/signaler. Har man ikke selv et kæledyr, kan det være, naboen har en hund, en fugl eller en akvariefisk.
  • I samarbejde med teknologiforståelse eller natur og teknologi kan eleverne i grupper kode et simpelt spil i Flappy Bird, hvor de arbejder med filmens omgivelser, karakterer og prøvelser.