Whiplash Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Før I ser filmen
  • Handlingsreferat
  • Faglige mål
  • Fag og temaer
  • Filmfaglige vinkler
  • Links og litteratur

Om filmen

Dramaet ”Whiplash” er en bemærkelsesværdig succes. Man kan roligt kalde det en ’smal’ film, da næsten hele filmen udspiller sig i et øvelokale eller på en scene, hvor der bliver spillet avanceret jazzmusik. Ikke desto mindre har filmen fundet et begejstret publikum over hele verden. I en tid, hvor filmindustrien i stigende grad forlader sig på genindspilninger og serieformater, repræsenterer ”Whiplash” en glædelig undtagelse, hvor en original historie bliver til en medrivende film.

”Whiplash” handler selvfølgelig om meget mere end avanceret jazz. Hovedkarakteren Andrew tæver ganske vist løs på trommerne i stort set hver eneste scene i filmen. Men hans kamp med trommerne og den hårdhændede lærer, Fletcher bliver et billede på mangt og meget. Det er en historie om at blive voksen, om forholdet mellem fædre og sønner, mellem lærere og elever, og en historie om den pris, man betaler, hvis man vil være en stor kunstner.

”Whiplash” rejser en masse spørgsmål. Især den voldsomme behandling, som musiklæreren Fletcher udsætter sine elever for, er kontroversiel. Men ”Whiplash” nøjes ikke med at vise os begge sider af sagen. Den overlader det til os at fortsætte diskussionen. Hvad vil vi helst? Være en stor kunstner, der dør ensom, men huskes for evigt? Eller have en sød kæreste og et almindeligt arbejde?

I undervisningen kan ”Whiplash” åbne for mange tematiske diskussioner. Samtidig er filmens udtryk også værd at se nærmere på. De mange trommescener er klippet som en actionfilm. Der er tydelige referencer til krigsfilm som ”Full Metal Jacket” af Stanley Kubrick, og i filmens hyperpræcise billedkompositioner kan man nærlæse filmens tematiske konflikter.

Filmens credits

Titel: 'Whiplash'
Produktionsland og -år: USA, 2014
Instruktion: Damien Chazelle
Længde: 107 min.
Distribution: UIP
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Tilladt for børn over 11 år
Læs Medierådet for Børn og Unges vurdering

Medvirkende:
Andrew Neyman: Miles Teller
Terence Fletcher: J.K. Simmons
Jim Neyman: Paul Reiser
Nicole: Melissa Benoist

Foto: UIP

Før I ser filmen

”Whiplash” er en medrivende film, der nok skal fange eleverne og fastholde deres interesse fra start til slut. Det vil dog være en god ide at forberede dem på, hvilke temaer, de skal arbejde med efterfølgende. Bed eleverne lægge mærke til Andrews udvikling i filmen, og bed dem om undervejs at bide mærke i scener, som de synes, det vil være interessant at tale om i forhold til Andrews udvikling.

Foto: UIP

Handlingsreferat

19-årige Andrew Neyman går på den prestigefyldte musikskole, Shaffer. Han har ingen venner, og hans sociale liv er begrænset til biografture med sin far. Andrew drømmer om at blive en stor trommeslager. Den drøm får næring, da han bliver optaget i skolens jazzband, der ledes af den frygtede dirigent, Terence Fletcher.

Fletcher styrer sine musikelever gennem verbale ydmygelser og fysiske afstraffelser, men Andrew knækker ikke. Den hårde behandling ansporer ham, og ofte øver han sig så længe, at han bløder fra hænderne.

Ved siden af musikken tager Andrew mod til sig og inviterer en pige på date. Det bliver starten på et forhold.

Foto: UIP

Andrew får gradvist succes i bandet, men hans nye status påvirker hans omgivelser. Han dropper forholdet til sin kæreste, da han mener, at hun vil stå i vejen for hans udvikling, og han lægger afstand til sin far og den øvrige familie.

Fletcher presser fortsat Andrew til det yderste, og da bandet næste gang skal optræde i konkurrence, går det galt. Andrew er forsinket til koncerten og er undervejs involveret i et voldsomt biluheld. Det kommer til en voldelig konfrontation mellem Andrew og Fletcher, og Andrew bliver bortvist fra skolen.

Andrew vidner efterfølgende anonymt i en klagesag, der får Fletcher fyret. De mødes tilfældigt nogen tid senere, og Fletcher tilbyder Andrew en plads i det band, som han nu er leder af. Andrew indvilger, men til koncerten viser det sig at være en fælde. Fletcher har gennemskuet, at Andrew vidnede imod ham og vil nu ydmyge ham på scenen. Andrew formår dog at modstå Fletchers pres og giver sig til at spille en fantastisk trommesolo, der får Fletcher over på hans side igen.

Foto: UIP

Faglige mål

Temaer og opgaver i dette undervisningsmateriale knytter sig til Fælles Mål 2014.

Inden for fagene dansk og engelsk trænes eleverne i følgende faglige mål og almene kompetencer:

  • At kunne gøre rede for, analysere og vurdere æstetiske udtryksformer
  • At kunne gøre rede for og vurdere dramaturgi i en spillefilm 
  • Åbenhed, diskussion og selvrefleksion

Elevarkene i henholdsvis dansk og engelsk træner elevernes mundtlige og skriftlige færdigheder samt analytiske og kommunikative færdigheder.

Foto: UIP

Fag og temaer

Materialet er tilrettelagt, så det kan bruges af 7.–10. klasse samt gymnasiet. Materialet kan bidrage til en forståelse af filmens centrale temaer samt til en analyse af de filmiske virkemidler. Materialet er udformet, så man både kan bruge det i en sammenhæng, hvis klassen ser filmen en enkelt gang i biografen, og hvis klassen ser filmen på dvd og har mulighed for at gense scenerne.

NB! Tidskoderne i materialet er lavet ud fra en midlertidig udgave af filmen og passer derfor ikke nødvendigvis med den endelige version.

I undervisningen hører ”Whiplash” naturligt hjemme i dansk- og engelskfaget, hvor man arbejder med klassiske analytiske redskaber som personkarakteristik, forløbsanalyse og tematisk analyse.

Her er forslag til to centrale temaer:

  • Mellem to fædre
  • Kunstens pris

Mellem to fædre

Hovedkarakteren i ”Whiplash” er 19-årige Andrew. Han står midt i den svære overgang mellem barndommen og den voksne tilværelse, hvor det er op til ham at vælge retningen for sin liv. I denne situation er voksne rollemodeller væsentlige, og her har Andrew sin far at spejle sig i. Vi møder første gang faren i scenen, hvor han og Andrew er i biografen (5:28 – 6:29). På blot ét minut giver filmen os indsigt i, at deres relation er i færd med at forandre sig. Da Andrew fortæller, at det ikke gik så godt, da Fletcher hørte ham spille, slår faren det hen; ”When you get to my age you get perspective”, forklarer han. ”I don’t want perspective”, svarer Andrew. Han afviser ikke blot farens råd, han afviser også de chokoladerosiner, faren vil have i deres popcorn. Faren reagerer med forbløffelse; ”I don’t understand you”, siger han og kigger forundret på sin søn. Vi ser her, at Andrew er i færd med at forandre sig og afvise faren og hans værdier. Og det er forståeligt. En mand rammer i forbifarten faren i hovedet med en spand popcorn. Faren reagerer ved at undskylde. Andrews far repræsenterer den bløde far. En mand, der accepterer nederlag og ikke stræber efter at nå sine drømme.

Foto: UIP

Andrew er således allerede 5. min inde i filmen i gang med at udvikle sig. Han er nemlig i filmens første scene (1:30 – 4:00) blevet præsenteret for en anden rollemodel i form af musiklæreren Terence Fletcher, der dukker op, da Andrew sidder og øver sig. Kameraet har i scenens første indstilling Fletchers pov. Tilskueren er ikke klar over det endnu, men vi ser her Andrew gennem Fletchers øjne, og vi bevæger os i en lang kamerakørsel ned mod Andrew. Først da synsvinklen skifter til Andrew kan vi se, at det ikke blot er kameraet og vores blik, men også musiklæreren, der har sneget sig ind på Andrew. Filmen giver ved hjælp af synsvinklen Fletcher en særlig status. Han dukker op af mørket som en trold af en æske, og det viser sig, at han i første indstilling var selve kameraet. Det er altså fra første færd hans blik på Andrew, der er centralt i filmen.

Foto: Framegrab

Fletcher er farens absolutte modsætning. Han stiller krav og giver ordrer. Han accepterer ikke fejl eller mangler. Han er altid stramt klædt i sort og er kronraget. Der ligger desuden en god portion symbolik i navnet. En ’fletcher’ er den, der sætter fjer på pilene. Der er altså noget krigerisk og farligt i figuren. Samtidig er det en person, der laver de pile som andre skal affyre. Det er et godt billede på musiklæreren, der så at sige sætter fjer på Andrew.

I løbet af filmen vælger Andrew indirekte Fletcher som faderfigur. Det giver ham succes på skolen, da han i højere grad end de andre elever formår at presse sig selv. Samtidig giver det ham selvtillid til at invitere en pige på pizza. Den søde og uambitiøse Nicole bliver dog hurtigt til ulejlighed. Symbolsk afbryder en af hendes sms-beskeder en trommevideo, som Andrew ser på sin telefon. Herefter afslutter han forholdet. Andrew tager her konsekvenserne af sit valg. Han vil ikke være som sin far, der blev forladt af moren og opgav sin karriere.

Foto: UIP

Da Andrew er på besøg hos familien (43:50 – 46:51) har han antaget Fletchers arrogante og aggressive stil. Han sætter verbalt resten af familien på plads og gør det klart for dem, at deres succes er latterlig. Han vil hellere følge saxofonisten Charlie Parkers eksempel og dø ensom og fordrukken som 34-årig, hvis blot folk husker hans kunst. I scenens slutning er det faren, der sætter Andrew på plads og minder ham om, at han ikke har opnået noget endnu. Her er det den bløde far, der afviser sin nye hårde søn.

Faren er dog klar til at samle Andrew op, da han bliver knækket af Fletcher. I den endelige konfrontation mellem Fletcher og Andrew står faren parat til at trøste, da det går op for dem, at Fletcher har lokket Andrew i en fælde. Også denne gang vælger Andrew dog den hårde vej og går tilbage til Fletcher på scenen. I den afsluttende trommesolo bliver der klippet mellem Andrew, Fletcher og faren. Andrews triumf bliver også Fletchers triumf, men ikke farens. Han må se til på afstand, visuelt lukket ude af to døre, der er ved at lukke sig mellem ham og den søn, der har valgt en anden vej. Hans ansigtsudtryk siger, hvad han selv sagde i første scene; ”I don’t understand you”.

Foto: Framegrab

Samtidig bliver relationen mellem Fletcher og Andrew cementeret. I denne 'over the shoulder' komposition er de endelig forenede gennem musikken. Baggrund og forgrund er ude af fokus, hvilket demonstrerer, at alt nu kun handler om trommen og Fletcher, som er det eneste, der står skarpt i billedet. Læg også mærke til Fletchers hånd, der synes at udtrykke: ”Giv mig mere!”. Men hånden og Fletchers sammenbidte mund har også noget truende og dæmonisk over sig. Som signalerer de, at der ikke venter anerkendende skulderklap, men fortsat afstraffelse som en del af den hårde træning.

Foto: Framegrab

Kunstens pris

Tematisk kredser ”Whiplash” hele tiden om kunstens pris. Hvor langt skal man gå for at skabe stor kunst? Terence Fletcher er ikke i tvivl. Han vil som underviser gå meget langt for at skabe den næste store jazzmusiker. De to værste ord i det engelske sprog er ifølge ham; ”Good job”. Kulturen omkring at rose elever og børn i alt, hvad de gør, er en kultur, han ønsker at gøre op med. Ifølge ham forhindrer det udvikling. Det berøver verden for den næste Louis Armstrong eller Charlie Parker. ”Whiplash” synes i slutscenen at give ham ret.

Fletcher har igennem filmen brugt saxofonisten Charlie ”Bird” Parkers karriere som et eksempel for Andrew. Fletcher fortæller, hvordan Parker som ung blev ydmyget på scenen af en trommeslager, der smed et bækken efter ham. Parker reagerede ved at øve sig mere og vendte tilbage som en genial musiker. Ifølge Fletcher går vejen til storhed således gennem ydmygelse og smerte. I den afsluttende scene spejler ”Whiplash” historien om Charlie Parker. Andrew må efter første nummer forlade scenen i ydmygelse, men han vender omgående tilbage og triumferer. Her synes filmen at være på Fletchers side. Det lykkes ham rent faktisk at gøre Andrew til en stor musiker. Fletcheren har sat fjerene på den næste ”Bird”.

Lidelsen er filmen igennem et centralt motiv. Vejen til succes går for Andrew gennem øvning, indtil han bløder fra hænderne. Han opnår først for alvor anerkendelse fra Fletcher, da han spiller videre med blødende hænder. Filmen fokuserer i en række nærbilleder på blodet, hvilket gør det oplagt at se en religiøs undertone i motivet. Blodet springer fra Andrews hænder, som det gjorde på Jesus, og bliver et tegn på, at det er igennem lidelsen, at man ophøjes.

Foto: Framegrab

”Whiplash” kredser således hele tiden om forholdet mellem kunst og lidelse og spørger, hvor langt man skal gå i sin stræben efter det perfekte. Filmens egen tilblivelse var ligeledes præget af lidelse og smerte. Skuespilleren Miles Teller, der spiller Andrew, øvede sig så meget på trommerne, at han fik blodige blister i hænderne. Meget af det blod, man ser på trommerne i filmen, kommer rent faktisk fra hans sår. Under optagelserne lod instruktøren Damien Chazelle ofte kameraet køre så længe, at Teller til sidst faldt sammen af udmattelse bag trommerne. Skuespillerne besluttede selv, at det ville virke bedst, hvis J.K. Simmons rent faktisk gav Miles Teller rigtige lussinger. Og i scenen, hvor Andrew overfalder Fletcher, brækkede J.K. Simmons to ribben! Folkene bag ”Whiplash” er således også selv gået langt og har udholdt lidelse for at skabe en ekstraordinær film.

”Whiplash” viser os dog også bagsiden af medaljen. Andrew fjerner sig i filmens løb fra de få personer, han har en social kontakt til. Og Fletchers brutale metoder har muligvis ført til en tidligere elevs selvmord.

I en samtale om filmen fortalte skuespilleren J.K. Simmons, at han og instruktøren Damien Chazelle ønskede, at filmen skulle opfordre til diskussion frem for at træffe en afgørelse. Skal vi være glade på Andrews vegne, eller skal vi begræde hans tab af menneskelighed?

Foto: UIP

Filmfaglige vinkler

Billedanalyse

I opgavearket til eleverne er der en række opgaver, hvor eleverne skal analysere og fortolke stillbilleder fra filmen. Her er der forslag til at arbejde med beskæring, komposition, kropsprog, farvesymbolik og lyssætning.

”Whiplash” er en film, der har en uhyre stram fortælleøkonomi. Den overfortæller ikke sine pointer, men til gengæld er dens billedkompositioner så præcise, at de enkelte indstillinger rummer mange tematiske pointer.

Foto: Framegrab

Første gang vi og Andrew møder Fletcher, står det klart, at han er en respektindgydende figur. Han synes nærmest at være ’larger than life’, og han giver unægteligt associationer til djævelen selv. Vi ser ikke, at han ankommer til scenen. Han er der bare lige pludselig, træder et enkelt skridt ud af mørket og står, så hans kronragede hoved er perfekt oplyst. Og hvis man dvæler ved dæmoni-symbolikken, fremtræder hans ører også store og strittende. Fletchers hoved er det eneste, der er fuldt oplyst i denne indstilling. Vi fornemmer kun omgivelserne i en dunkel belysning, og farverne er holdt i mørke nuancer i et koldt og giftiggrønt skær.

Foto: UIP

Her ser vi en indstilling fra en af de ganske få scener i filmen, hvor Andrew ikke spiller trommer. Man kan diskutere, hvorfor vi skal se ham få en kæreste, når han aldrig er sammen med hende, og hun kun optræder i ca. 10 min. i filmen. Men scenen viser os, at Andrew rent faktisk har en chance for at få en anden tilværelse, og at han også er interesseret i andet end trommer. Denne side af ham forsvinder dog i løbet af filmen. Visuelt har scenen et andet udtryk end de mange scener i øvelokalet. Her har vi en lyssætning, der giver et ’normalt’ udtryk, hvor vi ser lys og farver gengivet, som vi oplever dem i virkeligheden. På den måde kommer de to personer til at fremstå som to helt almindelige teenagere. De er i helt almindeligt tøj, endda i farver og en tøjstil, der matcher og understreger deres samhørighed. Toskuddet har en vis afstand imellem de to personer, men deres mimik og deres øjenkontakt fortæller alt om deres følelser. De skjuler deres hænder i skødet – begge følelsesmæssigt kejtede og generte. Rent faktisk ser vi kun de to personer røre hinanden én gang i filmen. Det er i nærbilledet, hvor Nicole flytter sin fod, så den rører ved Andrews.

Foto: UIP

Her har vi modsætningen til indstillingen fra pizzabaren. Lys og farver er her brugt ekspressivt, så vi får store kontraster mellem lys og skygge. Sved, bækkener og Fletchers isse skinner, og farvetonerne er mættede ud over det normale. Her er vi ikke i et normalt univers, men i musikkens parallelle verden. Billedet viser kampen mellem Andrew og Fletcher, og trommerne imellem dem. Det er nærmest filmens handling i et enkelt billede. Den lidende Andrew og Fletcher, der som et rovdyr lurer på ham. Men billedet og scenen understreger også, at der kun er en hårfin grænse mellem lidelse og lidenskab.

Links og litteratur

Fakta, anmeldelser og artikler

Imdb

Scope

Ekko

Filmmagasinet EKKO præsenterer flere ondskabsfulde lærere og mindeværdige trommesoloer fra filmens verden:

Krigsfilm

”Whiplash” er tydeligt inspireret af krigsfilm som ”Full Metal Jacket” af Stanley Kubrick (1987) og ”Jarhead” af Sam medes (2005). Her er nogle scener med tydelige paralleller til ”Whiplash”.

Jarhead

Full metal Jacket

Om filmanalyse

Filmcentralens online filmleksikon om dramaturgi og filmiske virkemidler

Om at skrive filmanmeldelser

Undervisningsmateriale på Filmcentralen

Foto: UIP