Filmleksikon A-Z

Konflikt

En god historie indeholder konflikt. Konflikt sætter gang i handling. Vi skelner mellem indre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sig selv) og ydre konflikt (dvs. at en person er i konflikt med sine omgivelser).

Konflikter og problemer er grobunden for en god historie. Der er ikke meget action i harmoni. Ønsket om harmoni er til gengæld tit en drivkraft for personerne i film. Der er lavet mange spændende og nervepirrende historier om, hvordan personer bliver udfordret og overvinder forhindringer på deres vej mod harmonien. Men harmonien i sig selv uinteressant.

En konflikt bliver sat på spidsen, hvis der er en tidsfrist for, hvornår konflikten skal være løst. Tidsfrister bliver brugt i mange film, særligt i actionfilm. Det er en fortælleteknik, der skaber ekstra drama. En konflikt kan også udvikle sig. I begyndelsen af filmen er konflikten måske ret enkel og overskuelig, men så bliver den i løbet af filmen større og mere indviklet. Der opstår komplikationer. Det kaldes også konfliktoptrapning. Det kan gøre filmen mere interessant og give en historie flere lag.

Man skelner mellem indre og ydre konflikter. Hvis en film er god, vil begge slags konflikter som regel være til stede på én gang.

Indre konflikt betyder, at en person er i konflikt med sig selv. Det kan fx handle om tvivl, dårlig samvittighed eller jalousi. Det kan dreje sig om et indre dilemma, fx at en person skal vælge mellem moral og rigdom.

Ydre konflikt betyder, at en person er i konflikt med sine omgivelser. Det kan handle om modstridende interesser eller ønsker: en modstander eller en rival lægger hindringer i vejen for hovedpersonen. Konflikten kan også opstå på grund af andre slags ydre problemer, fx naturkatastrofe eller krig.

Generelt kan man sige, at en historie begynder, når en forandring skaber en konflikt. Det ser vi fx i kortfilmen ”Det er gratis for piger” (eksempel 1). I filmens indledning lever Laetitia et relativt harmonisk liv med uddannelse og venner. Forandringen sker i det øjeblik, en af hendes bekendte med en mobiltelefon filmer, at hun har sex med en fyr. Optagelsen bliver lagt på nettet. Og resten af filmen handler om, hvordan Laetitia tackler omgivelsernes hån (ydre konflikt) og sin egen selvforagt og modløshed (indre konflikt).

gymnasiet Eksempel 1
Konflikten opstår
"Det er gratis for piger"
SE KLIP

Læs mere om filmens dramaturgi og se eksempler her:

Filmens dramaturgi
Karakterer / personer
Plot og præmis
In medias res
Set up og pay off
Suspense og surprise
Rammefortælling
Analysemodeller

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle