Farvel, Berlin

Farvel, Berlin

– et undervisningsmateriale

Fag og temaer

Dansk

Genretræk: Roadmovie og coming of age

'Farvel, Berlin' er en coming of age-roadmovie. I coming of age-genren følger man en eller flere unge hovedpersoners følelsesmæssige udvikling fra barn til voksen. I roadmovies foretager karaktererne en fysisk rejse, der samtidig afspejler en psykisk udvikling.

Den fysiske rejses mål for filmens to 14-årige drenge, Maik og Tschick, er Walachei. Her bor Tschicks morfar, men for filmens hovedperson, Maik, er det et ukendt sted. På deres rejse møder de pigen Isa, hvis mål er at komme til Prag og møde sin halvsøster. Maik har brug for bipersonerne Tschick og Isa for at kunne lykkes i sin udviklingsproces: Tschick skaffer bilen, tager initiativ til rejsen, han kender rejsens mål og er chauffør, mens Isa bidrager til Maiks viden om det modsatte køn og hans seksuelle identitet.   

For alle tre er der tale om en uholdbar udgangssituation, og de har brug for at udvikle sig og ændre deres aktuelle position. Den tydeligste forandring sker for Maik. Han er blevet selvstændig og tager personligt ansvaret for ulykken. Alle i skolen lægger mærke til ham, da han efter sommerferien går selvsikkert gennem skolegården uden at skjule sig bag jakkens hætte. Endelig ser Tatjana ham, men hans fascination er afløst af håbet om igen at møde Tschick og Isa.

Filmen viser ikke, om rejsen forandrer Tschick og Isa. Tschick stikker af fra ulykken for at undgå at komme på børnehjem, og Isa stiger på en bus til Prag.

Problemstillingerne ”Hvem er jeg?” og ”Hvorfor er jeg, som jeg er?” lægger op til at undersøge begreberne primær og sekundær socialisering tværfagligt i dansk og samfundsfag. I danskfaget er 'Den grimme ælling' af H.C. Andersen og 'Min barndom' af Yahya Hassan velegnede tekster.

grundskolen
Foto: Angel Films

Tysk

Personbeskrivelser, outsider/Außenseiter

Maik, Tschick og Isa er alle outsidere. Maik bor i en stor villa sammen med sin alkoholiserede mor og travle far. Hans øgenavn er Psycho, og klassens smukke Tatjana ignorerer ham og inviterer ham ikke til sin fødselsdag. Maik anser sig selv for at være kedelig og fej.

Tschick er ny i Maiks klasse. Han er russer og har boet fire år i Tyskland. Hans udseende, frisure og påklædning afviger markant fra de andre i klassen. Han lugter af alkohol, og hans skoletaske er en plasticpose med en flaske vodka. I filmens slutning fortæller han Maik, at han er homoseksuel.

Isa bor alene på en losseplads. Hun er vild og højtråbende. Hendes hår er beskidt og utæmmet, og hun lugter. Hendes eneste ejendel er et træskrin.

Den tyske trailer nedenfor præsenterer i korte glimt filmens personer og deres oplevelser:

  • Maik i skolen og hans alkoholiske mor
  • Tschick, klassens nye elev
  • Tschick på kant med loven i den lånte Lada
  • Betjenten og Maik taler på hospitalet om straf og aldersgrænse
  • Drengenes glæde ved at køre i den blå, stjålne Lada
  • Maiks fascination af pigen på lossepladsen
  • Isa og Maik kysser

Trailerklippet 0:32-0:38 præsenterer Tschick. I filmen er situationen beskrevet via Maiks voiceover:

 ”Ich konnte Tschick von Anfang an nicht leiden. Keiner konnte ihn leiden. Tschick war ein Asi. Und genauso sah er aus. Ich hatte einen extrem unguten Eindruck, wie er da neben Wagenbach stand. Zwei Arschlöcher auf einem Haufen.“… „Es wehte ein Geruch rüber, der mich fast umhaute. So roch meine Mutter, wenn sie einen schlechten Tag hatte.“

I understøttende undervisning kan man udfolde begrebet Außenseiter ved i fællesskab at samle ordpar, bl.a. fra voiceover-citatet, der beskriver det at være Außenseiter og det at være populær. Brug ordparrene som ordkort i memory-stafet eller mix og match.

Tal om de værdier, der er væsentlige i Maiks og Tschicks venskab. Forsøg at lave en beskrivelse af en såkaldt normal 14-årig. Hvilke værdier vil han/hun lægge vægt på?

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle