Farvesymbolik
Farver kan have symbolsk betydning. Det betyder, at vi forbinder bestemte følelser og egenskaber med bestemte farver.
Farvers symbolik er kulturbestemt. Vi er med andre ord opdraget til at forbinde farver med noget bestemt, fx rød med kærlighed. I Europa har nogle farver en anden symbolsk betydning end i fx Asien. Gul står i den vestlige kultur for falskhed, mens gul i Asien står for sundhed og kraft.
Her er en oversigt over udvalgte farvers symbolske betydning i den vestlige kultur. De har flere forskellige modsatrettede betydninger.
Farve | Symbolsk betydning | Modsatrettet betydning |
---|---|---|
Hvid | Renhed, uskyld, kyskhed, fornuft | Død |
Gul | Varme, munterhed | Falskhed, had |
Grøn | Håb, ungdom | Umodenhed, kølighed |
Sort | Styrke, autoritet | Død, sorg, melankoli |
Blå | Tillid, ro, harmoni | Melankoli, depression |
Rød | Kærlighed, lidenskab | Fare, raseri |
Filminstruktøren kan spille på den farvesymbolik, som er almindelig kendt. Instruktøren kan fx give den forelskede hovedperson rødt tøj på eller at lade en sort fugl varsle død som i kortfilmen 'Seven Minutes in the Warsaw Ghetto' (eksempel 1). Her ser vi allerede i filmens første indstilling et nærbillede af den sorte fugl, som er med i en række scener i filmen.
|
Eksempel 1 Sort som symbol for død |
Filminstruktøren kan også vælge at bruge en bestemt farve flere gange i en film, fx knyttet til en bestemt person eller hændelse. På den måde kan der skabes en særlig farvesymbolik, som kun eksisterer i lige netop den film. Det ser vi i kortfilmen 'En Tier' (eksempel 2), hvor hovedpersonen Homer tager gule blomster med til en sød pige i en gul trøje, men stikker sig på en gul stålbørste og opgiver at invitere hende ud. Gul bliver et symbol på Homers uforløste følelser over for pigen.
|
Eksempel 2 Gul som symbol for uforløste følelser |
Læs mere om farver på film og se eksempler her:
Farver
Farvet lys
Motivets farver
Varme og kolde farver
Sort-hvid film og farvefilm
Colorgrading