Filmleksikon A-Z

Parafraserende og kontrapunktisk musik

Filmmusik kan både være parafraserende og kontrapunktisk. Når musikken er parafraserende understøtter den handlingen på filmens billedside. Når musikken er kontrapunktisk, står den i kontrast til billedsiden.

Når musik er parafraserende understøtter og forstærker den filmens handling. Det kan fx være et par, der kysser, mens vi hører romantisk musik. Eller høj musik med et hurtigt beat i en actionscene med højt tempo.

Når musik er kontrapunktisk, står den i kontrast til billedsiden. Dvs. at musikkens stemning er modsat af det, vi ser på billedet. Det kan fx være en brutal scene i en krigsfilm, der sættes sammen med smuk klassisk musik. Det kan skabe en gribende effekt. Det kan også være en umiddelbart rolig og hverdagsagtig scene, der sættes sammen med uhyggelig eller truende musik. Så virker musikken som et varsel (se opslaget Set up og pay off), der får os til at forvente, at noget dramatisk om et øjeblik vil ødelægge idyllen.

I kortfilmen ”En forelskelse” er der både kontrapunktisk og parafraserende musik. Gennem det meste af filmen er der ildevarslende og melankolsk tematisk musik. I eksempel 3 er musikken kontrapunktisk: billedsiden er idyllisk og viser en glad familie ankomme til et hyggeligt sommerhus. Underlægningsmusikken ændrer sig langsomt og bliver ildevarslende. Kontrasten mellem billedside og lydside afspejler hovedpersonen Carstens følelser og dilemma. Omgivelserne virker pludselig ikke så hyggelige, når man er forelsket i det helt forkerte familiemedlem, nemlig kærestens far.

Eksempel 3
Kontrapunktisk musik
"En forelskelse"
SE KLIP

Til slut i ”En forelskelse” (eksempel 4) bliver musikken parafraserende: Carsten har erkendt, hvordan han faktisk føler. Han har slået op med kæresten og fået afklaret sit forhold til kærestens far. Underlægningsmusikken ændrer sig og bliver energisk og optimistisk. Det understreger hans lettelse og gå-på-mod. Der er ikke længere en modsætning mellem Carstens handlinger og følelser, ydre og indre.

Eksempel 4
Parafraserende musik
"En forelskelse"
SE KLIP

Læs mere om musik og se eksempler her:

Musik
Synkron og asynkron musik
Ledemotiv og tematisk musik

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle