Genreanalyse af komedien
Alle genrefilm har en række fællestræk. Det er de fællestræk, vi undersøger, når vi laver en genreanalyse.
Den enkelte genre har sine egne fællestræk, som er det særlige ved netop den genre. Enhver genrefilm har ikke nødvendigvis alle fællestræk, men en række af dem. Komediens fællestræk er følgende:
Handling
Komedier kan handle om hvad som helst. Men uanset plottet, så skal vi overvære pinlige situationer, forvekslinger, misforståelser og konfrontationer mellem forskellige typer personligheder. Alle komedier handler på en eller anden måde om mødet mellem orden og kaos. Det kan være umulige, grænseoverskridende personer, der skaber kaos gennem deres handlinger. Eller mere normale mennesker, der havner i suppedasen igennem forvekslinger og misforståelser. Det sidste ser vi fx i 'Tømmermænd i Vegas' (2009), hvor en polterabend ender i det glade vanvid.
Men "ordenen" bliver næsten altid genoprettet, og der kommer styr på de uheldige og uduelige karakterer.
Persongalleri
De fleste komedier har en eller flere stereotype personer. En "stereotyp" er en person, hvis egenskab(er) er forstørret og dominerende. Det kan være den dameglade mand, den grådige, den dumme, den skøre, den smarte osv. Den stereotype karakter er defineret af en enkelt egenskab og har vanskeligt ved at udvikle sig. I 'Klovn Forever' (2015) er det især Casper Christensen, der udgør den stereotype karakter. Hans umættelige lyst til damer skaber hele tiden ballade og komiske konflikter.
Mange komediekarakterer står i kontrast til hinanden. Kontrasten kan både være forskelle i personernes egenskaber og deres fysiske udseende: Gøg er fx tynd, og Gokke er tyk. Men kontrasterne kan også handle om konflikter mellem mænd og kvinder. Ofte følger vi kampe mellem kvinder, der optræder voksent og kræver kontrol, og mænd, der opfører sig barnligt og ønsker mere frihed. Sådan en konflikt udspiller sig blandt andet i komedien 'The Break-Up' (2006).
Location
De fleste komedier udfolder sig i genkendelige hverdagsmiljøer. Det kan være i hjemmet, på arbejdspladsen, stamcaféen eller lignende. Genkendeligheden giver publikum mulighed for at identificere sig med handlingen og måske genkende sig selv i de komiske situationer. De fleste komedieserier på tv har helt faste locations, fx lejligheden i 'Friends', baren i 'How I Met Your Mother' og kontoret i 'The Office'.
Stil
Stil betegner en særlig brug af filmiske virkemidler. I komediegenren er det altid den morsomme handling, der er vigtig. De filmiske virkemidler skal derfor hjælpe komikken mest muligt. Det kunne være i klipningen mellem to scener, hvor overgangen fungerer som pointen i en vittighed. For eksempel som i 'Dum og dummere' (1994), hvor de småtbegavede hovedkarakterer finder en kuffert med penge og bliver enige om, at de ikke vil bruge nogen af pengene – bortset fra en smule til det allermest nødvendige. I samme øjeblik klipper filmen til, at de tjekker ind i præsidentsuiten på et hotel, kører Lamborghini sammen og kaster om sig med dollarsedler. Det sjove ligger altså i klippets timing, der fremhæver det åndssvage i de fornuftige overvejelser mod det tankeløse forbrug af penge.
Komedien lægger vægt på dialoger med sjove replikker. I dialogscenerne er der ofte halvnære billedbeskæringer, så den talende er i fokus. Derudover finder man mange to-skud og over-the-shoulder-kompositioner. Filmens stil er altså lidt i baggrunden, for at tilskueren skal opleve dialogerne så naturligt som muligt – og blive opmærksom på jokesene.
I nogle komedier bryder personerne "den fjerde væg". Når personer i film bryder den fjerde væg, kigger de i kameraet og ud på publikum. I komedier sker det for at understrege pointer og involvere seeren i det sjove optrin. Vi ser fx Gokke rulle med øjnene mod publikum, når han synes, at Gøg er lige tåbelig nok. I teenagekomedien 'En vild pjækkedag' (1986) møder vi sågar en hovedperson, der taler direkte til seeren og indfører publikum i sine planer.
Komedier har ofte et bestemt musikalsk tema, især når det kommer til filmserier. Den tematiske musik spiller gerne i filmens anslag og under de afsluttende credits, og musikken har til hensigt at skabe en særlig stemning omkring filmen. Komedierne med Gøg og Gokke og 'Olsen-banden' har hver deres genkendelige tema.
Tematik
De fleste komedier vil have os til at tænke over vores egen adfærd. Derfor ser vi ofte temaer omkring parforhold og kønsroller. Komedierne overdriver træk, vi kan genkende i os selv, og på den måde kan vi grine af os selv og måske blive klogere. Det kendetegner fx komedierne 'My Big Fat Greek Wedding' (2002), filmene om Bridget Jones og den 'Den eneste ene' (1999). Alle tre film smører tykt på den svære kærlighed og forskellene på mænd og kvinder. Men samtidig har de en lykkelig slutning, der viser, at det er muligt at finde den eneste ene (hvis bare man ændrer sig).
Andre komedier udstiller samfundsmæssige problemer og uligheder. Chaplins 'Moderne tider' kredser om social ulighed, og hvordan maskiner, fabrikker og samlebånd har en skadelig indflydelse på mennesket. I 'Dr. Strangelove' viser Stanley Kubrick, hvordan mistilliden mellem USA og Sovjetunionen fører til et absurd våbenkapløb, der truer Jorden og menneskeheden. 'Bossen og Bumsen' (1983) og 'The Big Short' (2015) handler i mellemtiden om bankers og børsmægleres skrupelløse forretninger. De berører dermed menneskets grådighed og kapitalismens konsekvenser.
