OM FILMEN

Bogen ‘Intet’ har de sidste tyve år været blandt læsefavoritterne i de ældste folkeskoleklasser. Som underviser skal man derfor være opmærksom på, om man anvender filmen som et selvstændigt værk eller som en filmatisering, både når man benytter sig af dette undervisningsmateriale, og når man rammesætter undervisningsforløbet for eleverne. 

Både bogen og filmen er barske fortællinger. For nogen kan filmen virke endnu mere effektfuld og uhyggelig på grund af de filmiske virkemidler, så forbered gerne eleverne på den filmiske oplevelse og historiens handling.  

FILMENS CREDITS:

Titel: Intet
Produktionsland og -år: Danmark, 2022
Instruktion: Trine Piil, Seamus Macnally
Manuskript: Trine Pill, baseret på Janne Tellers bog
Længde: 87 min.
Distribution: SF Studios
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Ikke vurderet
Medvirkende: Vivelill Søgaard Holm, Harald Kaiser Hermann, Maya Louise Skipper Gonzalez, Peter Gantzler m.fl. 

FORFORSTÅELSE

Det anbefales, at man læser og arbejder med bogen, inden man lader eleverne møde filmen og undervisningsmaterialet. Det vil give det bedst mulige udgangspunkt for et godt og givtigt undervisningsforløb. 

Men materialet kan godt anvendes uden at have arbejdet med bogen.

Før arbejdet med filmen sættes i gang, vil det være en god idé at tale med eleverne om, hvad en filmatisering er – og hvad deres forventninger er til filmen, hvis/når de kender handlingen. Spørg, hvilke andre filmatiseringer de kender, og hvad der kendetegner dem på godt og ondt. 

Lad evt. eleverne skrive tre ting ned fra bogen, som de håber, er med i filmatiseringen. Mind dem samtidig om, at en filmatisering er en adaption; en tilpasning og en selvstændig udgave af en fortælling, der ikke er en kopi, men fortæller historien på en ny måde. Selvfølgelig med de virkemidler og muligheder, som det "nye" medie har genskabt fortællingen igennem. 

“Der er ikke noget, der betyder noget. Og når der ikke er noget, der betyder noget, så er der jo ikke noget, der er værd at gøre”. Sådan indleder Pierre Anthon første dag i skolen i 8. klasse efter sommerferien på Tæring Skole. Og så rejser han sig, forlader klasselokalet og sætter sig op i et stort træ i sin fars have. 

Resten af klassen bliver både forvirrede, fortvivlede og forundrede. For er der måske noget om Pierre Anthons ord? De forsøger at få ham ned, anført af Agnes, der tager initiativet. Men lige lidt hjælper det. Klassekammeraten bliver siddende i træet, og klassen forsøger at finde løsningen på den tvivl, som Pierre Anthon har sået i dem. For har han ret? Er der virkelig ikke noget, der betyder noget? 

Foto: Bo Bilstrup

De bliver enige om, at alle skal medbringe genstande, der har betydning for dem. De finder et nedlagt savværk, hvor de kan komme og gå, uden at de voksne bemærker det eller tager stilling til, hvad de mon laver. Forældrene har i øvrigt deres egne kampe at kæmpe og ”ser” ikke rigtigt deres børn. I starten samler de genstande, der har materiel betydning for dem. Men da de ser den samlede dynge, opdager de, at det rent faktisk ikke er betydningsfuldt. Sandaler, bøger, fiskestænger og fodboldstøvler – det er ligesom ikke svaret på, om der er en mening med livet. Så de når frem til en afgørende beslutning: De er nødt til at beordre ting fra hinanden til dyngen. De skal skiftes til at vælge en klassekammerat og sige, hvad personen skal ofre eller lægge på dyngen af betydning. Ofringerne eskalerer hurtigt og bliver til livsdefinerende ting, som fx en død lillebrors kiste, en pegefinger og en mødom. I forsøget på at stå fast over for Pierre Anthon – for at bevise at der er en mening med livet – er 8.A langsomt ved at miste fodfæstet. 

Bedst som klassen er på vej til at opgive deres mission, opdager omverdenen pludselig deres forehavende. Eleverne skal nu stå til regnskab over for forældrene og mediernes nysgerrighed. Den bliver ikke mindre, da et stort kunstmuseum ønsker at købe og udstille dyngen af betydning, som kaldes ”en overset generations stemme”. Pludselig hyldes eleverne fra nær og fjern, men den eneste anerkendelse, de i virkeligheden ønsker, er Pierre Anthons. Agnes får ham lokket ned fra træet og hen til savværket, men da han ser dyngen, bliver han ikke overbevist. De har jo solgt dyngen, og hvis den virkelig betød noget for dem, så havde de vel ikke solgt den? Pierre Anthons ord bliver for meget for klassen, der overfalder ham. En olielampe antænder laden i virvaret, klassen flygter, og Pierre Anthon omkommer i flammerne. 

Til sidst løber Agnes fortvivlet ud af kirken, hvor Pierre Anthons begravelse finder sted. Hun lukker filmen med ordene: “Selvom at jeg ikke kan forklare det, så ved jeg, at der er noget, der betyder noget. Og at betydningen skal man ikke spøge med. Skal man vel? Skal man?”

Foto: Bo Bilstrup

‘INTET’ SOM FILMATISERING

Filmatiseringen af Janne Tellers ungdomsklassiker skal nok gøre mange dansklærere nervøse. For hvordan pokker kan den leve op til de forventninger, som dansklærere og elever må have? For bogen er blandt de foretrukne titler på pensumlisterne. Og hvordan genskaber man et litterært værk, der er så poetisk, eksistentialistisk og filosofisk? Teksten taler jo direkte til unge, angrebsivrigt, legende og nysgerrigt. 

En filmatisering behøver ikke nødvendigvis at leve op til det skriftlige forlæg. Den er sin egen fortælling. Sit eget værk. Og sådan skal den også behandles. Filmen fortjener at få lov til at stå alene og blive vurderet ud fra filmens præmisser. Spørgsmålet er derfor, hvordan filmmediet videregiver historien og tilpasser ’Intet’ som fortælling. 

‘Intet’ som film bringer nye elementer ind i historien, der er ufortalte i Janne Tellers bogforlæg. Vi får en tydeligere persontegning af de forskellige elever i 8.A, der er med til at understrege og forklare hierarkiet i klassen og personernes bidrag til dyngen af betydning. Derudover bliver de fraværende forældre i højere grad forklaret – og vi fornemmer både det, der er på spil i familierne, og det, der er på spil imellem eleverne. 

I bogen står Pierre Anthons udsagn ofte alene som lyriske, livskloge passager, der skal understrege alvoren, poesien og det livsfarlige i tilværelsen. Men i filmen får ordene pludselig krop, mimik og stemning, hvilket bringer nye betydninger ind i dialogerne.
 
Filmatiseringen foregår også i et nutidigt og genkendeligt ungdomsmiljø, hvor mobiltelefoner og sociale medier er ”medfortællere”, når de unge skal kommunikere med hinanden. Samme elementer er udeladt i bogen, der er mere tidsløs. Tæring kan være alle steder til alle tider.  

Eleverne vil kunne finde mange nye elementer, små justeringer og centrale sidehistorier, når de dykker ned i forskellene mellem bog og film. Tilbage står dog stadig den samlede præmis for begge værker: gruppedynamikkens konsekvenser, ungdommens tvivl og usikkerhed og den soleklare understregning af, at "Betydningen skal man ikke spøge med. Skal man vel?"

Foto: Martin Fjord

DYNGEN AF BETYDNING

Omdrejningspunktet for rammefortællingen er "dyngen af betydning". Det er den, der for alvor sætter handlingen i gang og udstiller persongalleriet, tvivlen, afmagten og hierarkiet i 8.A. 

Det er derfor også interessant at se på udviklingen af elevernes bidrag til dyngen – og på de symbolske værdier, deres bidrag får. Gennem filmen intensiveres alvoren gennem ”ofringerne”, og i bedste berettermodel-stil kan man følge optrapningen af konflikt, hver gang et nyt bidrag bringes til dyngen. 

I begyndelsen tænker eleverne mest i materialistiske goder og personlige artefakter. Ting, der siger noget essentielt om, hvem de er, og hvad der betyder noget i deres liv. Bøger, sandaler, en fiskestang. Men hurtigt udvikler det sig til noget større, end hvad de selv forstår. Uden egentligt at ville det befinder 8.A sig i en symbolsk jagt på det, der virkelig betyder noget. Og det er netop her, at de store temaer i livet udfolder sig. Pludselig handler det om tro og identitet, når Hussains bedetæppe, Frederiks Dannebrog og kirkens Jesus-figur skal på dyngen. Det handler om kærlighed og svigt, når Maries hår klippes af. Det handler om liv og legeme, når Sofies mødom og Johans lillefinger bliver til bidrag. Og det handler om døden, når Elises lillebror graves op, og Pierre Anthon bliver det sidste ufrivillige offer til dyngen af betydning.

‘Intet’ kan læses, ses og forstås på mange måder. Men det er først og fremmest i dyngen, at vi finder fortællingens (symbolske) betydning. For når vi sælger det, der har betydning for os, har det så overhovedet haft nogen betydning, som Pierre Anthon filosoferer.

Foto: Brenda Fingleton

ABSURD REALISME

Genren "absurd realisme" er ikke en certificeret, kvalitetsstemplet genrebetegnelse, som vi kan finde i leksikoner og modeller for analyse. Genren kræver derfor en forklaring, men først og fremmest en begrundelse: Tager man fat i det groteske og absurde, der udspiller sig i filmens ellers realistiske miljø, får eleverne en mere dybdegående forståelse af filmens fortælling. 

Ungdomsfortællingen ‘Intet’ kan (og bør?) defineres som absurd realisme, da den både har elementer fra det absurde og det realistiske (se elevens afsnit om temaer): 

“Oplevelsen af absurditeten i tilværelsen er angstfremkaldende, men først gennem en erkendelse af eksistensens vilkår kan vi vælge livet og leve fuldt og helt i øjeblikket i stedet for at leve for et falsk håb for fremtiden.” (Gads Litteraturleksikon, s. 7)

Netop angsten og oplevelsen af en absurd tilværelse fører fortælleren, Agnes, og
hendes klassekammerater igennem en voldsom erkendelsesproces med døden til følge. Rejsen kan ses som en filosofisk og eksistentiel fortælling om unges jagt på meningen med livet. Og startskuddet er Pierre Anthons beslutning om at forlade skolen for at præsentere sine kammerater for livets meningsløshed. På én gang en absurd, men meningsfuld handling.

Det absurde er mere end dobbelttydigt i Pierre Anthons historie. For det første er det urealistisk, at en elev får lov til at forlade skolen på den måde. For det andet er blommetræet et mærkværdigt sted at bruge som talerstol. Og for det tredje afføder hans absurde valg, at flere groteske og amoralske handlinger finder sted.

Dermed kunne man pege på tre ting, der ofte gør sig gældende i den absurde realisme: 

1. Bag de absurde, groteske og amoralske handlinger gemmer der sig en dybere mening.
2. Bag de unge menneskers tanker og ageren er ansvarlige voksne gemt væk eller fraværende.
3. Bag den ene absurde handling gemmer sig den næste.

Pierre Anthons valg afstedkommer en voldsom reaktion fra klassen, der munder ud i etableringen af dyngen af betydning. Bag flere af de betydningsbidrag, der rammer bunken, gemmer der sig absurde og groteske handlinger. Ikke mindst en særlig grad af ”amoralisme”, når en kiste graves op, eller mødomme og fingre kræves med vold. Absurditeten rammer Pierre Anthon som en boomerang, og Agnes erkender med sit bagudsyn til sidst, at hun måske ikke har fundet svaret på meningen med livet, men at hun har forstået eksistensens vilkår.

FILMISKE VIRKEMIDLER: BILLEDBESKÆRING, KAMERAVINKLER, VOICE OVER

I filmens anslag (klip 1) bliver filmens centrale virkemidler etableret. Vi befinder os i 8.A’s klasselokale. Eskildsen har netop bedt eleverne om at udfylde spørgeskemaet til uddannelsesvejledningen, og kameraet søger rundt i lokalet for at præsentere og vise os dem, det hele handler om. Med et point of view-skud (over the shoulder) af Pierre Anthon får vi rammesat den subjektive synsvinkel fra Agnes, der følger os i store dele af filmen. Herfra klippes der mellem nærbilleder og halvnære billeder af de fremtrædende karakterer i persongalleriet. I baggrunden hører vi små kommentarer fra klassens elever, der også er med til at beskrive de forskellige personligheder i klassen, inden vi får dem at se. Eskildsen filmes i et let frøperspektiv, der er med til at understrege, at han (foreløbig) har magten i klasselokalet. Da Pierre Anthon rejser sig og forlader klassen, ses ryggen af ham i samme frøperspektiv – som en indikation af, at magtbalancen pludselig er tippet over. 

Klip 1

Alle eleverne flygter mod vinduet for at se, hvor Pierre Anthon bevæger sig hen, men Agnes bliver siddende og stirrer mod døren. I flere indstillinger, primært halvnær, halvtotal og totalbillede ser vi Agnes bevæge sig ud i klasselokalet. Hendes blik flakker mellem døren, som Pierre Anthon har ladet stå åben til hende (som en slags invitation), og klassen, der har samlet sig i vinduet. Her understreges Agnes’ afmagt: Skal hun gå mod eller med strømmen? Skal hun følges med Pierre Anthon eller klassen? Det svære valg underbygges af stemningsskabende, dvælende underlægningsmusik og en voice over. Og med ordene “Det hele begyndte den dag, Pierre Anthon gik ud af skolen” vælger hun både side og sætter gang i fortællingen.  

Flere andre virkemidler træder frem i klip 2 og 3. Gense dem evt. sammen med eleverne som optakt til deres opgaver med filmsproget. 

Klip 2 

Klip 3

DRAMATURGI: FRA ANSLAG TIL RAMMEFORTÆLLING

Filmens dramaturgiske greb er mange og varierede. Filmen byder på en tydelig konflikt, der påbegyndes in medias res, da vi i anslaget bliver kastet midt ind i problematikken, før vi har lært personerne at kende. Anslagets afsluttende voice over kan samtidig ses som et varsel om, hvad der vil komme. Herfra leger filmen med at skabe set ups og suspense med dyngen af betydning som rammefortælling. 

Det er nærliggende at arbejde med berettermodellen i elevernes fortolkning af filmen, da både anslaget (klip 1), filmens point of no return (klip 4) og den voldsomme konfliktoptrapning (klip 5, 6 og 7) træder tydeligt frem. I konfliktoptrapningen er det meget relevant at se nærmere på de forskellige symboler, der ligger gemt bag de fysiske genstande (rekvisitter), og de psykiske ofringer, som de forskellige karakterer må efterlade på dyngen af betydning. 

Klip 4

Klip 5

Klip 6

Klip 7

Som eksempel kan man se scenen (klip 6), hvor en grådkvalt og stakåndet Frederik er ved at tage Dannebrog tilbage fra dyngen. Frederik bliver opdaget af Hans, der ankommer til savværket med den gule cykel, der skal ofres, og Gerda fortæller, at hendes forsvundne hamster også har bragt hende i problemer derhjemme. Hans kræver Sofies mødom, og da nogle begynder at protestere, spørger han: “Hvorfor betyder Sofies mødom mere end min cykel og Maries hår?”

Klippet kan med fordel bruges til at diskutere de forskellige bidrags betydning, symbolsk, materielt og personligt.

GENRE: UNGDOMSFILM MED GYSERTRÆK 

‘Intet’ er en eksistentialistisk ungdomsfilm, der stiller store spørgsmål og efterlader publikum uden nødvendigvis at besvare dem. For hvad betyder egentlig noget – og hvad er betydning overhovedet for en størrelse? Ungdomsfilm er især karakteriseret ved at have fokus på det at være ung. Men her adskiller filmen sig en smule fra genren, for den handler vel først og fremmest om, hvad det vil sige at være menneske? Når det er sagt, finder man det klassiske greb fra coming of age-fortællingen i ’Intet’. Filmens unge tvinger sig selv ud i refleksioner og handlinger, der ikke hører barndommen til, og dermed sker der en refleksiv og følelsesmæssig udvikling hos eleverne i 8.A. Det fører dem ind i voksenlivet og bliver et afgørende vendepunkt.

Et andet træk ved ungdomsfilmen er de tilhørende konflikter, der knytter sig til ungdommen. Dem er ‘Intet’ fyldt med: klassehierarkiet, forelskelsen, den spirende seksualitet og gruppedynamikken. Særligt gruppedynamikken står frem i filmatiseringen af bogen, og i den forbindelse gør filmen brug af gyserelementer, blandt andet for at understrege alvoren i det sociale og klassens leg med betydningen og meningen, der får så fatal en udgang.

Det ses for eksempel i scenen, hvor Johan skal give sin finger til dyngen (klip 7).

Scenen begynder med Johan i et halvnært billede på sit værelse. Underlægningsmusikken indikerer den ubehagelige stemning, og hans blik søger mod vinduet, hvor vi ser Otto i nærbillede markere, hvad der skal ske med fingeren (som en anden morder). En effektlyd med lave og uhyggelige støn underbygger billedet. Filmen klipper tilbage til Johan, hvor der er skruet op for lyden, så vi hører hans voldsomme vejrtrækning endnu højere. Han trækker sig bagud i en halvtotal, så han helt symbolsk bliver trængt op i et hjørne. Derefter bliver der klippet til savværket, hvor Sofie og Agnes ses i et håndholdt totalbillede, der langsomt nærmer sig den knitrende båltønde. Vi ser så et nærbillede af kniven, der skal skære fingeren af, og igen er der stigning i lyden, så flammernes hvæs forstærker udtrykket og stemningen. De halvnære billeder af Sofie – med blod på kinden – understreger det vanvittige i hendes blik. Kameraet søger imod hende, akkompagneret af asynkron lyd fra Johans forgæves råb, da han bliver trukket ind i savværket af klassekammeraterne i et totalbillede. Scenen kunne være taget ud af en gyserfilm. 

Foto: Bo Bilstrup

I elevdelens punkt 'Videre arbejde' er der givet fire forslag til at arbejde videre med filmatiseringen af ‘Intet’. Det er primært undersøgende og skriftlige opgaver, der sagtens kan suppleres med små filmproduktionsopgaver, hvis tiden er til det.

Det kunne fx være:

• Lav en videoanmeldelse af ‘Intet’. Eleverne skal bedømme, begrunde og fortælle om filmen. Anmeldelsen skal bestå af minimum otte klip med forskellige locations (for at sikre variation i videoen). 
• Lav et lokalt tv-indslag om begivenhederne i savværket. Eleverne skal forestille sig, at de er journalister, der har til opgave at fortælle historien til tv-seere i lokalområdet. 

Har man som lærer lyst til at arbejde mere med absurd realisme, og i den sammenhæng have mere at perspektivere til, så kan følgende skønlitterære tekster og film anbefales:

• ‘At gøre sit bedste, slår ingen mand af hesten’, novelle af Jesper Wung-Sung
• ‘Catwalk’, novelle af Jesper Wung-Sung
• ‘Gerningsmænd’, ungdomsroman af Kim Fupz Aakeson
• ‘Det tyrkiske tæppe’, novelle af Janne Teller
• ‘2 kroner og 25 øre’, ungdomsroman af Louis Jensen
• ‘Drengene’, svensk ungdomsroman af Jessica Schiefauer
• ‘Fluernes herre’, amerikansk ungdomsbog af William Golding, film af Harry Hook
• ‘Det spritnye testamente’, fransk film af Jaco Van Dormael 
• ‘Girls lost’, svensk film af Alexandra-Therese Keining. Find film og materiale her på Filmcentralen.

Læs eventuelt mere om absurd realisme i artiklen s. 24-25 i Dansklærerforeningens blad: https://issuu.com/dansklf/docs/dansk_3_2014_epage