Twilight Lærer

Hjem
  • Til læreren
  • Filmens handling
  • Personerne i Twilight
  • Det indledende arbejde med filmen
  • Gys, fantasy og superhelte
  • Den (u)mulige kærlighed
  • Filmisk diskussion

Til læreren

'Twilight' er en blanding af gys, fantasy og en klassisk kærlighedshistorie. Den fortæller om mødet mellem to vidt forskellige verdener: et almindeligt amerikansk high school miljø og en klan af sofistikerede vampyrer. Kernen i fortællingen er den helt store kærlighed, der opstår mellem Bella og Edward – en alt andet end ukompliceret kærlighed mellem et menneske og en vampyr.

Filmen følger Bella Swan, som er flyttet til Forks, en våd og tåget soveby omgivet af store skove i staten Washington. Hun forventer ikke andet end regn og kedsomhed, men da hun på sin nye skole møder den gådefulde Edward Cullen, sker der en på samme tid vidunderlig og dybt foruroligende forandring i hendes liv. Det første møde mellem Bella og Edward er dog ikke videre positivt, og Bella bliver dybt frustreret over Edwards mærkelige opførsel. Men hendes frustration vendes til fascination, da han kaster sig mellem hende og en vildfaren bil og redder hendes liv. Der er tydeligvis noget usædvanligt ved Edward. Bella begynder langsomt at ane sandheden om Edward og hans familie; men hvad gør man, når man er forelsket i verdens farligste rovdyr? Midt i deres stærke tiltrækning balancerer Edward og Bella på en knivsæg mellem begær og stor fare.

Filmen er baseret på romanen af samme navn, skrevet af den amerikanske forfatter Stephenie Meyer. Bogen er solgt i mere end 17 millioner eksemplarer verden over. 'Twilight', der er den første bog i 'Twilight Sagaen', udkom i 2005 og blev med det samme en enorm succes. De andre bøger (og film) i serien hedder 'New Moon', 'Eclipse' og 'Breaking Dawn'. 

Det er fristende umiddelbart at sammenligne bøgerne med J.K.Rowlings 'Harry Potter'-serie, men sammenligningen er ikke helt oplagt. For det første er temaet i Meyers serie primært kærlighed og den dydige vej mod sex frem for et fokus på det overnaturlige og vampyrernes tilstedeværelse. For det andet er persongalleriet i 'Twilight' væsentligt mindre end i 'Harry Potter'-serien, og hovedpersonen står mere centralt. Hvor Harry Potters magiske univers symbolsk relaterer sig til udviklingen fra barn til voksen og udspiller sig i en verden, som konstant udvides i takt med, at personerne modnes, er Bellas vampyrverden et symbol på en ung kvindes spirende seksualitet, fyldt med farer og usikkerhed.

Filmen 'Twilight' forsøger at ramme det samme segment som bogen. Den filmen lægger sig tæt op af bogens handling, replikker og tone, og det er tydeligt filmens mål at gøre fans af bøgerne tilfredse. Der er dog også ting, som udelades, primært for at skabe et specifikt fokus, så enkelte læsere vil måske føle sig snydt for deres yndlingsscener eller for detaljer, som fx hvorfor Bella er så fascinerende for Edward. Det er oplagt at arbejde med sammenlignende analyse af bog og film eller bruge filmen som anledning til en generelt diskussion omkring filmatiseringer af bøger. 

Foto: 'Twilight' (2008) / Imprint Entertainment

Om undervisningsmaterialet

Elever og lærer kan i fællesskab arbejde med temaerne, men undervisningsmaterialet kan også deles op, så mindre elevgrupper arbejder selvstændigt med hver sit tema. Herefter kan de enkelte grupper fremlægge deres tema for resten af klassen. Afslutningsvis kan fremlæggelserne munde ud i en overordnet fælles diskussion om filmen og dens temaer.

Undervisningsmaterialet lægger primært op til tematisk diskussion af filmen. Som forberedelse til arbejdet med filmen vil det være en god idé, at eleverne, inden de ser filmen, bliver præsenteret for dens temaer.

Afsnittet 'Filmens handling' er et handlingsreferat af filmen. Referatet er tænkt som en håndsrækning til såvel lærer som elever i analyse- og fortolkningsarbejdet med filmen. Det vil være en fordel for eleverne at få handlingsreferatet udleveret, når de skal arbejde med filmen, så de kan holde styr på handlingens detaljer.

Afsnittet 'Personerne i Twilight' er en gennemgang af persongalleriet, som er tænkt som en hjælp til læreren. Eleverne skal selv forsøge at beskrive og definere personerne.

Afsnittet 'Det indledende arbejde med filmen' ligger i forlængelse af handlingsreferatet og skal være med til at give eleverne et overblik over den grundlæggende handling i filmen ud fra de forskellige personer, deres relationer og funktioner. Materialet giver eksempler på, hvordan filmens handling kan struktureres og genfortælles ved hjælp af berettermodellen og aktantmodellen.

Afsnittet 'Gys, fantasy og superhelte' lægger op til, at eleverne skal arbejde med gys og fantasy som genre. De skal blive bevidste om, hvad der kendetegner de to genrer og prøve at genredefinere 'Twilight'. Afsnittet lægger også op til et arbejde med superhelte – hvordan definerer man en superhelt, og hvad skal der til for at være en superhelt.

Afsnittet 'Den (u)mulige kærlighed' fokuserer både på kærligheden mellem filmens to hovedpersoner, Bella og Edward, men også på den (u)mulige kærlighed set fra et mere overordnet perspektiv. Afsluttende lægges op til diskussion omkring de filmiske virkemidler og ungdomsfilmen som genre i afsnittet 'Filmisk diskussion'.

Det elektroniske informationssystem Infomedia er et godt sted at finde supplerende læsestof om filmen, blandt andet interviews og anmeldelser. Derudover kan Stephenie Meyers officielle hjemmeside, www.stepheniemeyer.com, være nyttig. 

God arbejdslyst.
Lene Pryds Jørgensen

Foto: 'The Twilight Saga: Eclipse' (2010) Kimberley French / Summit Entertainment

Filmens handling

16-årige Bella har indtil nu har boet hos sin mor i det solrige Phoenix i Arizona. Da hendes mor skal giftes igen, vælger Bella at flytte hjem til sin far, Charlie. Han bor i den lille by Forks i Washington. Bella møder faderens ven Billy Black og Billys søn, Jacob. Dagen efter starter Bella på high school. Det er også den dag, hun for første gang ser Edward og hans søster Alice i kantinen. Senere samme dag støder Bella og Edward igen på hinanden – nu i skolens biologilokale, hvor Edward dog virker som om, han direkte væmmes ved Bella. Han prøver efter den første time at skifte biologihold, men da det ikke kan lade sig gøre, vælger han at blive væk fra faget i en uge. Bella bliver frustreret over Edwards mærkelige opførsel. Ugen efter introduceres de dog igen for hinanden i biologilokalet, og her bliver mødet noget mere positivt. Det bliver også den dag, hvor Bella finder ud af, at der er noget mærkeligt ved Edward. I løbet af et splitsekund redder han hende nemlig fra at blive ramt af en vildfaren bil ved at kaste sig mellem hende og bilen og ydermere skubbe bilen væk, så den ikke rammer hende.

Bella aner, at der er noget helt usædvanligt ved Edward. Bella konfronterer Edward med sine anelser, men får ikke rigtigt noget svar. I stedet oplever hun blot flere af Edwards tilsyneladende overnaturlige evner. Bella har lyst til at lære Edward bedre at kende, men han synes, det er en dårlig idé, hvilket Bella finder frustrerende. Da klassen er ude at surfe, taler Bella med Jacob, som fortæller historien om Edward og hans familie. Herefter klippes til tre såkaldte nomadevampyrers overfald på en mand i en båd. Manden dør og bliver obduceret af Edwards far, som giver udtryk for, at han tror, at manden er blevet angrebet af dyr.

Dagen efter er Bella med sine to veninder ude for at købe kjoler til skoleballet. Hun tænker konstant på Edward og på alle de mærkelige ting, der har fundet sted efter mødet med ham. Hun finder på en undskyldning over for veninderne og går i stedet direkte til boghandlen, hvor hun køber en bog om vampyrer. På vej hjem bliver hun passet op af en gruppe mænd, der forsøger at overfalde hende, men igen er Edward på pletten, når der er fare på færde i Bellas liv, og han redder hende fra overfaldet.

Foto: 'Twilight' (2008) / Imprint Entertainment

Bellas mistanke om, at hun har med en vampyrfamilie at gøre, er efterhånden så stor, at hun undersøger forskellige vampyrsider på internettet. Og det kommer ikke bag på hende, at oplysningerne matcher Edward til punkt og prikke. Da hun ser Edward næste dag, fortæller hun ham, hvad hun har fundet ud af. Edward indrømmer, at han er vampyr. Men det skræmmer ikke Bella – hun stoler på ham.

Edward besøger Bella og fortæller om sin familie og om livet som vampyr. Herefter er det Bellas tur til at besøge Edward og hans familie. Edward dukker samme aften op i Bellas værelse, hvor de sover sammen, og næste dag introducerer Bella Edward for sin far. Senere samme dag deltager Bella i baseballkamp med Edwards familie. Ud af det blå dukker de tre nomadevampyrer pludselig op, og en af dem, James, bliver meget interesseret i at drikke Bellas blod og kalder hende ”en snack”.

Bella bliver skræmt fra vid og sans og vil straks flytte hjem til sin mor i Arizona. Edward kører hende, og hele Cullen-familien er engageret i kampen for at beskytte Bella. Under flugten ringer Bellas mor pludselig, men da James dukker op på telefonlinjen, viser det sig, at han har narret Bella. Han får da også held til at fange hende og bide hende. Edward dukker op og slås med James, mens Bella kæmper for sit liv. Edward må bide hende for at befri hende for kramperne. Hun vågner i en hospitalsseng med moderen og Edward ved sin side. Ved skoleballet råder Jacob Bella til at slå op med Edward. Det vælger Bella dog at overhøre. I stedet danser hun tæt med Edward, og siger til ham, at hun gerne vil være vampyr. Dansen slutter med et kys.

Foto: 'Twilight' (2008) / Imprint Entertainment

Personerne i Twilight

Her følger en gennemgang af persongalleriet, som de bliver præsenteret i bogen 'Twilight'. Bogen giver os flere oplysninger om personerne, og det er med til at øge forståelsen af filmens handling og personernes relationer.

Isabella Swan: Isabella Swan er en 17-årig pige, som ikke føler, at hun passer ind nogen steder. Det er igennem hende, at historien i 'Twilight' fortælles. Da hendes mor gifter sig igen, vælger Bella at flytte hjem til sin far, Charlie, i det lille samfund Forks i Washington, så moren kan rejse rundt med sin nye mand, som spiller baseball. Bella er sikker på, at hendes liv i Forks skal fortsætte med nøjagtig den samme meningsløshed som tidligere. Men alt forandres, da hun falder for den usædvanlige og mystiske Edward.

Charlie Swan: Bellas far og politichef i Forks. Han er meget stille ligesom Bella. Han er desuden gode venner med Billy Black.

Renee Dwyer: Bellas mor. Hun forlod Forks med Bella, da Bella var spæd. Hun bekymrer sig konstant om Bellas ve og vel. Hun er gift med baseballspilleren Phil.

Bella med sin far, Charlie. Foto: 'The Twilight Saga: New Moon' (2009) Kimberley French / Summit Entertainment

Edward Cullen: Vampyr, født den 20. juni 1901 i Chicago. Edward ser ud som en 17-årig. Han blev vampyr i 1918, da hans adoptivfar Carlisle Cullen forvandlede ham for at redde ham fra den spanske syge. På det tidspunkt var han 17 år, hvilket han vil blive ved at være i al evighed. Edward modarbejder længe sine følelser for Bella og er hele tiden bange for hendes sikkerhed. Fra starten fascineres han enormt af hende, da han ikke kan læse hendes tanker, noget som ellers er en specialitet for ham. Han siger, at Bellas duft ”synger” til ham, hvilket betyder, at han tørster efter hendes blod.

Carlisle Cullen: Carlisle er vampyren, som gjorde Edward til vampyr for 90 år siden. Siden dengang har han været som en slags adoptivfar for ham. Carlisle har en teori om, at når et menneske bliver vampyr, tager det en speciel egenskab med sig, som det havde i livet. Han mener, at han selv tog empati med sig fra sit tidligere jeg og har derfor samlet en skare af vampyrer, der ikke lever af menneskeblod, men kun af dyreblod. Han har været vampyr i over 300 år og har i løbet af den tid udviklet sig til en dygtig læge. Han er gift med vampyren Esme. 

Esme Cullen: Vampyr og moderfiguren i Cullen-familien. Esme begik selvmord, da hendes barn døde, men Carlisle nåede at forvandle hende. Hun var 26 år. Hun har evnen til at elske lidenskabeligt.

Alice Cullen: Edwards stedsøster og også vampyr. Selvom man ved ganske lidt om hendes tidligere liv, er hun en vigtig del af Bellas og Edwards liv, eftersom hun ofte stiller op og hjælper dem, bl.a. ved at bruge sine evner til at se ind i fremtiden. Hun er gift med Jasper Cullen. Alice har ingen erindring om sit menneskelige liv; det eneste, hun ved, er, at hun var indlagt på et sindssygehospital pga. sin evne til at se ind i fremtiden. Før hun blev vampyr, hed hun Mary Alice Brandon.

Emmett Cullen: Vampyr og gift med Rosalie Hale. Han blev dødeligt angrebet af en bjørn, og Rosalie fandt ham. Hun bar ham tilbage til Carlisle, som forvandlede ham. Overmenneskelig styrke er hans særlige evne.

Rosalie Hale: Vampyr og gift med Emmett. Hun er smuk, selv for en vampyr. Rosalie er jaloux på Bella, da hun ønsker at være et menneske ligesom hende. 

Jasper Hale: Vampyr og har evnen til at manipulere følelser. Er gift med Alice Cullen. Bliver let fristet af menneskeblod.

Edward, Carlisle, Emmett og Jasper. Foto: 'The Twilight Saga: Eclipse' (2010) Kimberley French / Summit Entertainment

Jacob Black: Indfødt amerikaner og søn af Billy Black. Han er 16 år og bor i et reservat. Han bliver forelsket i Bella. Det er Jacob, der fortæller Bella, at Cullen-familien er vampyrer. Bella og Jacob finder senere i serien ud af, at Jacob er varulv.

Billy Black: Indfødt amerikaner og Jacobs far. Han sidder i kørestol og ved mere om Cullen-familien, end han viser.

James: Til forskel fra familien Cullen har vampyren James ingen problemer med at drikke menneskeblod. Han elsker det, og der er ingen andens blod, han hellere vil drikke, end Bellas. Han udgør den største fare for både Edward og Bella. James er en nomadevampyr, og i hans følge indgår Victoria og Laurent. Han er meget dygtig til at følge spor og jage.

Victoria: Vampyr og James’ partner. Hun har orangerødt hår og en kattelignende natur.

Laurent: Vampyr og med i James gruppe. Han hjælper Edward og Bella i filmen.

Mike Newton: Menneske, en af Bellas skolekammerater og forelsket i Bella. 

Jessica Stanley: Menneske og Bellas første rigtige veninde på Forks High School. Hun er forelsket i Mike.

Tyler Crowley: Menneske og en af Bellas skolekammerater. Han har næsten kørt Bella over og prøver at gøre det godt igen ved at rende efter hende hele tiden.

Det indledende arbejde med filmen

Berettermodellen

Ligesom i litteraturens verden bruges berettermodellen til at give et overblik over filmens komposition. De fleste film præsenterer en konflikt (eller flere), som optrappes i løbet af filmen. Denne fortællemåde kan tegnes som en spændingskurve. Mindre konflikter opstår, skærpes, afvikles og afløses af nye, mens hovedkonflikten bliver mere og mere intens, indtil den til sidst løses, og en ny orden er genoprettet. Dette handlingsmønster kan sættes ind i berettermodellen, som ser sådan ud:

Illustration: Filminstituttet

Berettermodellen har syv faser:

  1. Anslag
    Filmens tema, stemning og stil anslås. Vores nysgerrighed pirres.
  2. Præsentation
    Vi identificerer os med hovedpersonen og præsenteres for personer og miljø.
  3. Uddybning
    Temaet foldes ud, og konflikterne præsenteres.
  4. Point of no return
    Der er ingen vej tilbage for hovedpersonen. Fortællingen har taget en bestemt retning.
  5. Optrapning
    Konflikten intensiveres.
  6. Klimaks
    Den afgørende prøve, konflikten afsluttes.
  7. Udtoning
    Udfaldet af filmen – en ny orden etableres, eller den gamle orden genoprettes.

Her følger et forslag til, hvordan 'Twilight' kan sættes ind i berettermodellen:

  1. Anslag
    Bella foran huset med faderen. Jacob og hans far.
  2. Præsentation
    Bellas første dag på den nye high school.
  3. Uddybning
    Bella, klassekammeraterne, Edward og hans familie.
  4. Point of no return
    Edward redder Bella fra at blive ramt af bilen, og hun bliver klar over, at han har overmenneskelige evner.
  5. Optrapning
    Følelserne mellem Bella og Edward vokser, han fortæller hende sin hemmelighed, og hun møder hans familie. Baseballkampen og nomadevampyrerne.
  6. Klimaks
    Kampen i dansesalen.
  7. Udtoning
    Til skoleballet.

Opgaver til berettermodellen

  • Sæt i fællesskab i klassen 'Twilight' ind i berettermodellen, og begrund jeres placering af de enkelte scener.
  • Begynd med at genfortælle filmens handling ud fra berettermodellen, så alle har et overblik over historien. Lav eventuelt en spændingskurve som den, I kan se på figuren over modellen.
  • Lav en personkarakteristik af de vigtigste personer i filmen. Skriv stikord om hver enkelt persons kendetegn: udseende, væremåde m.m.. Tænk især på præsentationen af personerne i begyndelsen af filmen.
  • Hvilke forskellige miljøer bliver vi præsenteret for i filmen? Lav en liste, og giv en beskrivelse af de forskellige steder.

Aktantmodellen

Ligesom det klassiske folkeeventyr stammer gyseren fra en mundtlig tradition, hvor historier er blevet fortalt fra generation til generation. Fælles for gysere er, at man fortæller dem for at skræmme. Derfor bruger forfatterne en række særlige virkemidler, der er gode til at skabe gru, skræk og væmmelse. I det klassiske folkeeventyr kan man bruge den såkaldte aktantmodel, når man analyserer fortællingen og dens karakterer. Modellen er også oplagt at bruge på en gyserfilm som 'Twilight'.

Illustration: Filminstituttet

Modellen skal læses på følgende måde:

  • Subjektet: Er ofte hovedpersonen, der forsøger et få noget gennemført / ønsker at opnå noget bestemt.
  • Objektet: Er ofte en person eller en genstand, der er målet for subjektets ønsker.
  • Giveren: Er ofte en konkret person, der gør det realistisk muligt for subjektet at nå sit mål.
  • Modtageren: Er oftest subjektet, men det kan også være både subjektet og objektet.
  • Modstander: Er en person / andet, der forsøger at forhindre subjektet i at nå sit mål.
  • Hjælper: En person / andet, der skal hjælpe subjektet til at nå sit mål.

I filmen har personerne stor betydning, da det er gennem dem, historien fortælles. Alle personer har en funktion, som er med til at skabe handling og spænding i filmen.

Aktantmodellen kan se således ud i 'Twilight':

  • Subjektet – Bella / Edward
  • Objektet – Bella / Edward
  • Modtageren – Bella / Edward
  • Modstanderen – Nomadevampyrerne, Jacob
  • Hjælper – Klassekammerater, Edwards familie

Opgaver til aktantmodellen:

  • Lav en liste, hvor I opstiller alle de personer, der optræder i filmen. Prøv denne gang at definere dem ud fra deres væremåde og egenskaber.
  • Sæt de relevante personer fra 'Twilight' ind i aktantmodellen, og begrund jeres placering af de enkelte personer.
  • Diskutér, om aktantmodellen er god at bruge på denne film – begrund jeres svar. Diskutér også, om 'Twilight' er en eventyrfilm (jf. modellen), og på hvilken måde eventyr, gysere og fantasy minder om hinanden i opbygning og handling.
  • Vælg et folkeeventyr, I kender, og genskriv eventyret som en gyser. Brug de virkemidler og genretræk, der kendetegner en gyser.
  • Del jer i to grupper. Den ene gruppe skal beskrive 'Twilight' ud fra berettermodellen. Den anden gruppe skal beskrive 'Twilight' ud fra aktantmodellen. Sammenlign derefter de to holds fremlæggelser. Hvilken model er efter jeres mening den bedste at bruge på filmen?

Gys, fantasy og superhelte

Gys

Fælles for alle gysere er, at spændingsopbygning er et centralt element i fortællingen. Ofte trækkes spændingen ud, og læseren eller tilskueren holdes på pinebænken længe, inden det hele som regel falder på plads og ender godt. I nogle gysere kastes vi lige ud i handlingen, som er uhyggelig fra første minut, mens andre gysere begynder stille og roligt og efterhånden blive mere og mere nervepirrende.

Typiske kendetegn ved gyseren er:

  1. Stemningen
    I en god gyser bygges en stemning op af angst og gru. Historien kan både foregå et skummelt sted eller et helt almindeligt sted blandt helt almindelige mennesker.
  2. Det overnaturlige
    I nogle gysere optræder uhyggelige, overnaturlige væsener. Det kan være varulve, zombier og vampyrer, som hovedpersonen må kæmpe mod. Andre gysere rummer ikke overnaturlige elementer, men anvender i stedet ”realistiske trusler”, fx mordere eller galninge.
  3. Det monstrøse
    I alle gysere kommer der noget i vejen for hovedpersonen. Det, der kommer i vejen, kaldes det monstrøse. Udtrykket kommer af ordet monster, men det er ikke nødvendigvis et monster, der optræder. Det kan også være noget andet. De personer, der i historien rammes af det monstrøse, er ofte helt uskyldige. De kan ikke selv gøre for det og kan ikke tale det monstrøse til fornuft. Alligevel ender det som regel godt, fordi offeret tør tage kampen op.

Opgaver til 'Twilight' som en gyserfilm

  • Beskriv stemningen i 'Twilight' – hvordan er den bygget op?
  • Hvornår kommer det overnaturlige ind i filmen – beskriv scenerne. Beskriv også de andre overnaturlige hændelser, der forekommer i filmen. Hvordan virker disse overnaturlige hændelser – og får det spændingen til at stige i filmen?
  • Hvem eller hvad er det monstrøse i filmen? Begrund jeres svar.
  • Skriveopgave: Skriv selv en gyserhistorie, hvor I bruger berettermodellen og aktantmodellens punkter samt genretrækkene for en gyser, når I skriver.
  • Hvilke af gyserens genretræk er særligt tydelige i 'Twilight'?
  • Hvilke filmiske virkemidler gør instruktøren brug af for at skabe spænding og uhygge? Tænk her på lyd, klip, lys/mørke, nærbilleder/totaler, scenografi (miljø), rekvisitter, special effects, styling af skuespillerne etc.
  • Kender I nogle gode gysere? Lav en ”Uhyggetime” i klassen, hvor I fortæller hinanden gode gysere og uhyggelige historier. Det må gerne være genfortællinger af fx film, I har set, eller bøger, I har læst. Tal om, hvad der er uhyggeligt, og hvorfor mange mennesker godt kan lide at høre uhyggelige historier og gyse.

'Twilight' er en slags nyfortolkning af det gamle romantiske drama om den blodtørstige Grev Dracula, der forelsker sig i kvinden Mina Harker. Vampyrerne i 'Twilight'-universet adskiller sig på mange områder fra de traditionelle vampyrer, selvom der selvfølgelig også findes mange ligheder. Deres hud er bleg og iskold. De er alle utroligt smukke, utroligt hurtige og stærke, udødelige og lever af blod. De hverken sover eller spiser, og de har voldsomme humørsvingninger. Når de træder ud i sollys glimter deres hud som tusind små diamanter, og deres øjenfarve ændrer sig alt efter, hvor blodtørstige de er.

  • Tænk på andre vampyrfilm, I kender. Hvilke ligheder og forskelle er der på disse film og 'Twilight'?
  • Undersøg historien om Dracula – er der ligheder mellem denne historie og historien i 'Twilight'? Begrund jeres svar.
  • Er 'Twilight' efter jeres mening en typisk vampyrfilm? Hvorfor eller hvorfor ikke?
De tre nomadevampyrer. Foto: 'Twilight' (2008) / Imprint Entertainment

Fantasy

I fantasygenren skabes en anderledes verden end den, vi kender. Noget, vi kender fra vores virkelighed, smelter sammen med noget uforklarligt eller overnaturligt. I fantasygenren sker der noget fantastisk, eventyrligt, underligt eller gådefuldt, dvs. at virkelighed og magi mødes. Oftest får mødet konsekvenser for personernes forståelse af omverdenen og af dem selv.

Selvom fantasygenren foregår i fantastiske eller underlige universer, fortæller den os også noget om vores eget liv eller stiller os spørgsmål som "Hvem er jeg?" eller "Hvorfor handler jeg, som jeg gør?" Fantasygenren drejer sig i det hele taget om livets store spørgsmål, om lykke, ansvar, mod, frihed og kærlighed.

Kendetegnende for fantasygenren er:

  1. Den anden verden
    En lukket verden(en anden verden end den realistiske), en åben verden (en magisk og en realistisk verden), en underforstået verden (magiske ting og/eller personer optræder i en realistisk verden).
  2. Den udvalgte
    Hovedpersonen er udvalgt til en stor opgave.
  3. Rejsen
    Hovedpersonen skal igennem en lang og farlig rejse for at udfordres og udvikles.
  4. Magiske objekter
    Magiske våben eller andre hjælpemidler.
  5. Magiske sammenstød
    Når personer fra de forskellige verdener mødes.
  6. Forvandling
    Når personer eller skabninger kan skifte form eller forvandle sig.
  7. Ophævelse af tid
    I den magiske verden er der en anden tid end i den realistiske verden.

Opgaver til 'Twilight' som en fantasyfilm

  • Gennemgå 'Twilight' i forhold til ovenstående punkter. Hvilke fantasytræk er særligt tydelige i 'Twilight'? 
  • Hvordan udvikler hovedpersonen Bella sig i filmen? Brug ovenstående punkter, når I besvarer spørgsmålet. 
  • Tal om andre fantasy-fortællinger og fantasy-universer, I kender – det kan fx være film, bøger, tegneserier eller computerspil. Hvad kan I godt lide/ikke lide ved fantasy-fortællinger?
  • Skriveopgave: Skriv selv en fantasyhistorie, hvor I bruger genretrækkene fra fantasyfortællingerne. Lav eventuelt et mindmap, inden I skriver, hvor personernes forhold til hinanden er tydeligt. Sæt hovedpersonen i centrum. Overvej også, hvilken udvikling personerne skal gennemgå i jeres fortælling.
Foto: 'The Twilight Saga: Eclipse' (2010) Kimberley French / Summit Entertainment

Superhelte

En superhelt er en person, der har overmenneskelige evner eller kræfter. En superhelt kan være født på Jorden eller komme fra det ydre rum – som fx Superman, der kommer fra planeten Krypton. Nogle superhelte er oprindeligt almindelige mennesker, der på grund af fx løsslupne videnskabelige forsøg muterer og derved får særlige evner, som det sker for fx Spiderman. Andre superhelte er af forskellige årsager født med særlige evner. Og så er der de superhelte, som får deres superkræfter ved hjælp af avanceret teknisk udstyr, de eventuelt selv har udviklet som fx Ironman.

Opgaver til 'Twilight' som en superheltefilm

  • Gå på nettet og find eksempler fra tegneseriens, litteraturens og filmens verden på superhelte gennem tiderne. Hvad kendetegner efter jeres mening en ægte superhelt?
  • Tænk på Edward og det, han gør i filmen. Er Edward en superhelt eller en superskurk? Begrund jeres svar.
  • Tænk på de øvrige vampyrer i 'Twilight'. Er de superhelte eller superskurke? Begrund jeres svar.
  • Opfind en ny superhelt. Hvad er hans/hendes særlige evner, og hvordan har han/hun fået dem?
  • Lav jeres egen superhelte-historie – fx som tegneserie.
Foto: 'The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 2' (2012) Andrew Cooper / Summit Entertainment

Den (u)mulige kærlighed

Udover at 'Twilight' handler om kampen mellem det gode og det onde – her legemliggjort af de gode og de onde vampyrer – og om hvordan Bella havner midt i krydsilden mellem de to grupperinger, er ”'Twilight' også en kærlighedsfilm på flere forskellige niveauer.

Umulig kærlighed er et klassisk tema, der til alle tider har appelleret til digtere, forfattere og andre kunstnere overalt i verden. Den engelske digter William Shakespeare (1564-1616) skrev omkring 1595 dramaet 'Romeo og Julie', som er et af verdenslitteraturens mest berømte kærlighedsdramaer. Overleveringen siger, at dramaet bygger på en autentisk begivenhed, der fandt sted i den norditalienske by Verona i 1500-tallet, og som bundede i politiske konflikter og slægtsfejder i renæssancens Verona. 'Romeo og Julie' er historien om det unge par, der elsker hinanden, men tilhører to forskellige adelsslægter, der indædt bekæmper hinanden. Trods omverdenens pres forsøger de at holde fast i deres glødende forelskelse og trodser derved omverdenens uskrevne love om kærligheden, hvilket er med til at besegle deres tragiske skæbne.

Opgaver til 'Twilight' som en kærlighedsfilm

  • Sæt jer ind i historien om Romeo og Julie. Hvorfor tror I, at 'Romeo og Julie' er blevet så berømt, at man igen og igen bruger den i film, teater, litteratur og kunst?
  • På hvilke måder ligner og adskiller 'Twilight' sig fra 'Romeo og Julie'?
  • Er Bellas og Edwards kærlighed til hinanden umulig, eller kan man forestille sig, at de kan få en fremtid sammen?
  • Digt videre på historien, enten mundtligt i grupper eller skriftligt. Hvad sker der for Bella og Edward sidenhen? Bliver Bella vampyr? Holder deres kærlighed? Får den onde vampyr Victoria ram på dem? Eller får de ram på hende?
  • Hvilke filmiske virkemidler gør instruktøren brug af for at skabe kærlighed og romantik i filmen? Tænk fx på musik, scenografi (miljø) og styling af skuespillerne.
  • I 'Twilight' forenes genrerne gys, fantasy og kærlighed. Find eksempler på de forskellige genretræk i filmen.
  • Diskutér, om det fungerer godt eller dårligt, at gys, fantasy og romantik forenes i 'Twilight'. Find eksempler på andre vampyrfilm, hvor kærlighedstemaet også indgår. Hvorfor vælger filmens skabere mon at blande netop disse to genrer?
  • Er 'Twilight' primært en gyser eller en kærlighedsfilm? Begrund jeres svar.
Foto: 'The Twilight Saga: Eclipse' (2010) Kimberley French / Summit Entertainment

Filmisk diskussion

Filmiske virkemidler

'Twilight' gør på en effektfuld måde brug af forskellige filmiske virkemidler i sin måde at fortælle på. I nogle dele af filmen er fotografering traditionelt realistisk med stationært kamera og mange halvtotaler. I andre dele af filmen bevæger kameraet sig svævende og drømmende, og billeder fremstår skiftevis fokuserede og ude af fokus, bl.a. i de mest intense sekvenser. Dermed afspejler filmens visuelle stil, at historien blander realisme og fantasi.

Opgaver om de filmiske virkemidler

  • De filmiske virkemidler i 'Twilight' er med til at påvirke oplevelsen og forståelsen af filmens handling. Både billede og lyd bliver brugt på en måde, der er med til at sætte tilskueren i en bestemt stemning. Hvordan er billederne komponeret – tænk på perspektiv, farver, fokus og komposition? Hvordan bevæger kameraet sig? Hvilken stemning formidler billederne? Hvordan er sammenhængen mellem stemning, billedkomposition og kamerabevægelser? Hvilken effekt har billedæstetikken på vores opfattelse af stedet og personerne?
  • Kig på lyden og musikken i filmen – hvordan er den med til at underbygge filmens handling? Hvilke stemninger giver musikken i de enkelte scener, og hænger stemningerne sammen med det, der foregår i handlingen?
  • Lav en filmanmeldelse af 'Twilight', hvor I også kommer ind på de filmiske virkemidler.

Naturen spiller en væsentlig rolle i filmen. Overordnet kan man sige, at når personerne i filmen opholder sig i naturen, får de det godt og viser deres ”sande jeg” – de er ærlige, viser deres sande følelser og tør stå ved, hvem de er. Når de er i civilisationens rammer – fx på skolen – gemmer de sig derimod bag masker og viser ikke deres sande jeg.

Opgaver om natur versus civilisation 

  • Find og nedskriv de steder i filmen, hvor personerne er ærlige, og hvor de skjuler deres sande identitet eller følelser, når de opholder sig i henholdsvis naturen og civilisationen (skolen, byen m.m.).
  • Tænk på Bella og Edward og giv en beskrivelse af deres samvær, når de er i naturen, og når de er i civilisationen sammen med andre mennesker. Hvad er forskellen på de to måder at være sammen på? Hvorfor tror I, at de bedre kan være sig selv i naturen? Tænk her blandt andet på det romantiske aspekt af filmen, og hvordan naturen traditionelt set spiller en rolle i den romantiske stil og genre.
Foto: 'The Twilight Saga: New Moon' (2009) Kimberley French / Summit Entertainment

Ungdomsfilmen

'Twilight' er en ungdomsfilm fortalt på ungdommens præmisser. Temaerne i filmen er som i mange andre ungdomsfilm kærlighed, identitet og forskellighed.

Opgaver om 'Twilight' som en ungdomsfilm

  • Nævn andre ungdomsfilm, I har set. Diskutér, hvad det er for genretræk, der gør dem til ungdomsfilm.
  • Tænk på ungdomsfilm, I kender eller har set, der indeholder nogle af de samme temaer som 'Twilight'. Hvordan fremstilles temaer som kærlighed, identitet og forskellighed i disse film sammenlignet med i 'Twilight'?
  • Hvad adskiller 'Twilight' fra andre ungdomsfilm, og på hvilke områder er filmen identisk med andre ungdomsfilm? Tænk her bl.a. på de filmiske virkemidler som fx fotografering, kamerabevægelser, musik og lyd.
  • Fungerer 'Twilight' som ungdomsfilm – hvorfor eller hvorfor ikke? Hvad skal en film indeholde, for at den er en god ungdomsfilm? Hvad skal en film indeholde, for at den er en kvalitetsfilm?
  • Var det en god film – hvorfor eller hvorfor ikke? Blev I grebet af den? Slutter filmen på den ”rigtige” måde, eller kunne I have tænkt eller forestillet jer en anden slutning? Er der balance i filmen – fungerer de eventyrlige rammer for historien, eller virker den for urealistisk? Hvad fungerede godt i filmen, og hvad, mener I, kunne være lavet anderledes?
Nogle af de få mennesker (og ikke magiske væsner) i Forks. Foto: 'The Twilight Saga: New Moon' (2009) Kimberley French / Summit Entertainment