Filmleksikon A-Z

Musical

La La Land
Foto: 'La La Land' (2016) Dale Robinette / Summit Entertainment

Personer, der pludselig bryder ud i sang og stepdans. Farvestrålende kostumer og overdådige kulisser. Fortællinger om vejen til toppen i showbusiness. Fællestrækket for film i musicalgenren er, at sang og dans er en del af handlingen. Der er film, hvor personerne stopper op midt på gaden for at danse og synge, og de mere realistiske musicals, hvor vi følger en sanger gå på scenen. Uanset hvad er det sang og dans, der udtrykker karakterernes følelser.

Musicalgenren har rødder i teatret i starten af det 20. århundrede. Musicalen slog igennem på film i 1930'erne, efter talefilmen blev opfundet i 1927. Koreografen Busby Berkeley kom til at definere genren i 1933. Han stod bag de omhyggeligt planlagte dansenumre i filmen '42. gade'. En film, der var lavet for at imponere og fortrylle publikum med et stort antal dansere, der bevæger sig i opfindsomme mønstre.

Et STEP væk FRA VIRKELIGHEDEN

For Berkeley var det vigtige ved musicalgenren, at tilskueren skulle underholdes. Musicalen skulle først og fremmest være en flugt fra virkeligheden. Han benægtede, at der var en dybere mening i hans film, og interesserede sig kun for at skabe vildere og vildere dansenumre.

Berkeleys film var begyndelsen på musicalens storhedstid. I USA varede den ca. fra 1933 til 1960. Genrens store stjerner var Ginger Rogers og Fred Astaire. De stepdansede og sang sig igennem klassikere som 'Top Hat' og 'Swing Time' (1936). Sangerinden Judy Garland fik sit gennembrud med fantasy-musicalen 'Troldmanden fra Oz' (1939), og Disney etablerede sig samtidig med animerede musicals som 'Snehvide og de syv dværge' (1937) og 'Dumbo' (1941). 

syng i sol og regn
Foto: 50'ernes biografpublikum glemte livets problemer, når de så 'Syng i sol og regn' (1952) Eric Carpenter / MGM

I lang tid lagde genren vægt på sang og dans frem for den gode historie. Det ændrede sig med 'Syng i sol og regn' (1953), der viste, at man godt kunne kombinere sang og dans med en god fortælling. 'Syng i sol og regn' er et eksempel på den såkaldte "metafilm", hvor man i filmen er i gang med at lave en film. Musicalen handler altså om sin egen genre og peger på, at film altid er en illusion. Senere kom 'West Side Story' (1961) og 'The Sound of Music' (1965), der kombinerede sang og dans med en alvorlig og dramatisk handling. I 'West Side Story' følger vi to rivaliserende bander, mens 'The Sound of Music' har nazisternes indmarch i Østrig som bagtæppe. 

Realisme og Rock'n'roll

1960'erne blev afslutningen for den "klassiske" musical. Den nye generation interesserede sig mere for rockmusik og opfattede musicalens fantasifulde dansenumre som urealistiske og gammeldags. Men musicalgenren formåede at forny sig. 1970'erne bød på musicals, der var mere realistiske og henvendte sig til et ungt publikum. Instruktøren Bob Fosse tilføjede realisme og dybde til genren i 'Cabaret' (1972) og 'All That Jazz' (1979). Her synger og danser personerne kun, når de er på scenen, og filmene ender langtfra godt. Den unge generation kunne også opleve tidens rock'n'roll i musicalgenren, fx i 'Jesus Christ Superstar' (1973), 'Saturday Night Fever' (1977) og 'Grease' (1978).

Cabaret
Foto: 'Cabaret' (1972) Lars Looschen / Allied Artists Pictures

Årtusindskiftet har budt på en række nye interessante musicals. Filmene viderefører genrens traditioner, men eksperimenterer også med dens stil og indhold. Det gælder især Lars von Triers 'Dancer in the Dark' (2000), hvor de klassiske synge- og danseoptrædener er optaget i en kornet billedkvalitet med håndholdte kameraer. Eller Baz Luhrmanns 'Moulin Rouge' (2001), der moderniserer fortidens musical. Siden har Hollywood udvidet genren med musicalkomedien 'Mamma Mia!' (2008), den bittersøde 'La La Land' (2016) og den romantiske 'A Star Is Born' (2018).

Men selvom musicalen stammer fra Hollywood, så har andre filmindustrier også budt ind på genren. I Danmark begyndte den med 'Alle går rundt og forelsker sig' (1941) og 'Mød mig på Cassiopeia' (1951). Til genæld er der langt imellem de dansksprogede musicals i dag. I mellemtiden har musicalen altid været populær i Indien. Indiens såkaldte Bollywood-film er blevet synonym med stort opsatte scener, og med sang og dans, der kan vare tre timer ad gangen. 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle