Filmleksikon A-Z

Lyd

Lyd på film kan deles op i kategorierne tale, musik, reallyd og effektlyd. Lyden har afgørende betydning for tilskuerens oplevelse af filmens stemning, sammenhæng og troværdighed.

Man kalder ofte film for ’levende billeder’ og ’et visuelt medie’. Men der er mere til sagen end det, vi ser. Lyden – alt det, vi hører – har en enorm betydning for vores oplevelse af film, og derfor er det mere præcist at kalde det ’et audiovisuelt medie’.

Reallyden er helt afgørende for, at en film virker troværdig, og at vi kan leve os ind i handlingen. Effektlyde og musik skaber stemning, underbygger handlingen eller forskrækker os på de helt rigtige tidspunkter. Hvad er en gyserfilm uden uhyggelig underlægningsmusik? Hvad er en actionfilm uden brag fra eksplosioner?

Når filmlyd fungerer, som den skal, kan vi se en hel film uden at lægge ret meget mærke til lyden. Eller rettere: vi lægger ikke bevidst mærke til den. For naturligvis opfatter vores ører al lyden i filmen. Ubevidst registrerer vi lyden, og den påvirker vores oplevelse af filmen. Og netop fordi, lyden påvirker os på det ubevidste plan, kan lyd være et meget stærkt og effektivt filmisk virkemiddel.

Her er skema, der giver et overblik over forskellig slags lyd på film:

Lydtype

Synkron lyd
- den lyd, både vi (tilskuerne) og personerne i filmen kan høre.

Asynkron lyd
- den lyd, kun vi (tilskuerne) kan høre.
Tale Replikker og dialog fra personer, der optræder i filmen. Fortællerstemme
Speakerstemme
Voice over
Musik Noget (fx en radio) eller nogen, som vi kan se spille på billederne Underlægningsmusik
Soundtrack
Reallyd / effektlyd Reallyd
Effektlyd (forstærkede reallyde, fx slag eller eksplosioner)
Effektlyd (fx chokeffekter i en gyserfilm eller lyd, der mimer bevægelse i en tegnefilm)

Læs mere om filmlyd og hør eksempler her:

Synkron og asynkron lyd
Reallyd
Effektlyd
Tale
Subjektiv lyd
Lydbro
Stumfilm og talefilm
Musik

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle