Actionfilmens undergenrer
Actionfilm har nogle undergenrer. Fælles for dem er den handlekraftige helt, der kæmper mod de onde skurke. Filmgenrer udvikler sig dog hele tiden, og på den måde opstår nye typer actionfilm. I actionfilm er de forskellige undergenrer bestemt af, hvilke typer helte der optræder i filmene.
Den klassiske actionfilm
I den klassiske actionfilm er helten en almindelig mand, der viser sig at være god til at kæmpe, når det gælder. Helten har ikke overnaturlige kræfter, men lever et ordinært liv som politimand, sikkerhedsvagt eller lignende. Ofte har helten problemer på arbejdet og i privatlivet, men når skurkene dukker op, så er han den eneste, der kan stille noget op. Eksempler på klassiske actionfilm er 'Dirty Harry', 'En mand ser rødt', 'Die Hard' og 'Taken' (2008). Klassiske actionfilm med kvinder i helterollen er fx 'Coffy' (1973), 'Foxy Brown' (1974) og 'The Long Kiss Goodnight' (1996).
Agentfilmen
Film om hemmelige agenter og spioner har de fleste af actiongenrens kendetegn – slåskampe, skyderier, eksplosioner og vilde forfølgelser i biler, både og fly. Men helten adskiller sig fra den klassiske helt. Agenten er ofte yngre end den klassiske helt, der som udgangspunkt lever et almindeligt liv. Agenten tilhører derimod et særligt team, der har specialtræning og specielle våben. Actionfilm i agentgenren har desuden mere eksotiske locations end den klassiske actionfilm. Eksempler på agentgenren er filmene om James Bond, Jason Bourne, Lara Croft og 'Mission: Impossible'.
Superheltefilmen
Superhelten adskiller sig fra de andre actionhelte ved at have overmenneskelige kræfter. Superhelten har derudover en hemmelig dobbelt identitet og bærer typisk maske. Men ligesom de andre actionhelte, så kæmper superheltene også alene mod "fjenden", der truer civilisationen. Superheltefilmen fik sit store gennembrud med 'Spider-Man' (2002), der slog salgsrekorden i sin premiereweekend i USA. Siden da har en lang række film om blandt andre Batman, Superman og The Avengers sat sig tungt på actiongenren – og billetsalget.
Kampsportsfilmen
I kampsportsfilm er helten udøver af kampsport. Filmene lægger stor vægt på kampscenerne, der tager lang tid og som regel er vigtigere end plottet. Kampsportsfilmen har rødder i Asien. Derfor ser vi både karate, jiu-jitsu og kickboksning i undergenren. En del af de store kampsortsstjerner kommer fra Asien, fx Bruce Lee, Jackie Chan og Jet Li. Men europæere og amerikanere har også foldet sig ud i genren, blandt andre belgieren Jean Claude Van Damme og amerikaneren Chuck Norris. Film i kampsportsgenren kunne være 'Dragens knytnæve' (1972), 'Tiger på spring, drage i skjul' (2000), 'Kill Bill: Volume 1', 'Kung Fu Hustle' (2004), 'Fearless' (2006) og 'The Raid' (2011).