Fantasyfilmens undergenrer
Fantasyfilm har nogle undergenrer. Fælles for dem er, at de udspiller sig i et magisk univers. Filmgenrer udvikler sig dog hele tiden, og på den måde opstår nye typer fantasyfilm.
High fantasy
"High fantasy" betegner film, hvor handlingen kun udspiller sig i en magisk middelalderlig verden. Vores egen verden eksisterer ikke i denne undergenre. I high fantasy er der en altødelæggende krig på vej – en krig mellem det gode og det onde. Det er op til en eller flere helte at samle det godes kræfter i kampen mod det onde. Det viser sig ofte, at det er blandt de fysisk mindste, at man finder den helt, der kan besejre ondskaben. 'Ringenes herre', 'Hobitten' og 'Game of Thrones'-serien er eksempler på high fantasy, mens vi i Danmark har vores eget bud på genren i 'Skammerens datter' (2015). Genrens storladne kamp mellem godt og ondt har rødder i folkeeventyr, myter og religion.
Low fantasy
I undergenren "low fantasy" eksisterer der to verdener: vores egen og den magiske verden. I low fantasy kommer helten (eller heltene) til den magiske verden igennem en form for portal. I 'Narnia' er det gennem et garderobeskab. Harry Potter skal køre sin bagagevogn igennem væggen på perron nummer 9 ¾, mens Bastian i 'Den uendelige historie' kommer til den magiske verden via en bog. Det er et fællestræk i low fantasy-genren, at det er børn, der passerer grænsen mellem de to verdener. Børnene har ofte problemer i det virkelige liv, mens de i paralleluniverset viser sig at være udvalgte helte, der kan tage kampen op mod det onde.
Sværd og magi
"Sværd og magi" foregår også kun i et magisk univers – men et univers, der ligner en historisk fortid som det gamle Grækenland eller oldtidens Egypten. Sværd og magi-filmene handler ikke om små, beskedne helte, der altid er på det godes side. Her er der tale om en stor og stærk helt. En helt, der kæmper for personlige mål, og som sjældent går af vejen for et godt glas vin eller en smuk kvinde. Film i denne undergenre kunne blandt andet være 'Conan Barbaren', 'Dungeons and Dragons' (2000) og 'The Scorpion King' (2002). Andre film i genren baserer sig på græsk mytologi, fx 'Jason og det gyldne skind', 'Clash of the Titans – Titanernes kamp' eller 'Immortals' (2011).