Den poetiske dokumentar
Den poetiske dokumentar er dokumentargenrens svar på poesi. Den skildrer virkeligheden gennem sansninger og stemninger, og den er en kreativ bearbejdning af virkeligheden. Den poetiske dokumentar vil beskrive frem for at forklare, den vil vise – ikke overbevise – og det er derfor det æstetiske, der er fremtrædende. Filmens indhold bliver ikke fortalt og forklaret som i nogle af de andre dokumentarformer, for i den poetiske dokumentar er der mere fokus på form end på indhold; hvordan der fortælles, frem for hvad der fortælles. Der er ikke altid en konkret handling, men fortællingen findes i de sanselige billeder og opstillede scener.
Det er svært at sætte bestemte ord på, hvad der udgør den poetiske fortælleform. Men typisk er man ikke i tvivl, når man støder på den, hvad enten den udfolder sig i en hel dokumentar eller optræder som små, stemningsbærende scener – fx i den observerende dokumentar, som den ofte danner hybrid med. Den poetiske fortælleform stopper ligesom fortælletiden og maler virkeligheden frem i billedmontager, og den eksperimenterer med de filmiske virkemidler.
|
Kendetegn ved den poetiske dokumentar
|
|
I 'Nye scener fra Amerika' (2002) og 'Skjold og Isabel' (2018) er der gjort brug af den poetiske fortælleform. ’Nye scener fra Amerika’ (venstre) er et eksempel på en rendyrket poetiske dokumentar. Gennem en lang montage af landskaber, kulturelle kendetegn og mangfoldige mennesker skildres Amerika, som Jørgen Leth oplever det, gennem voice over.
I den observerende ’Skjold og Isabel’ (højre) bliver fortælleformen brudt op af passager med poetisk stil. Skjold og Isabel præsenteres gennem en symbolsk filmisk stil, der understreger deres forskellighed. |
|