15-årige Mia bliver uvenner med sin mor og stikker af hjemmefra. På gaden møder hun lommetyven Zack, og fordi hun er god til at løbe, bliver hun optaget i hans gruppe af unge, hjemløse lommetyve, hvor hun lærer at stjæle. Gruppen sparer sammen til et hus, de kan bo i. I hemmelighed bliver Mia kæreste med Zack, trods gruppelederen Siljas regel om, at gruppens medlemmer ikke må være kærester. Det viser sig dog, at også Silja har en hemmelig affære med Zack. Efter opfordring fra en atletiktræner, der har set hende løbe, begynder Mia at gå til løbetræning.

Da den voldelige Jim, som Silja og Zack skylder penge, kommer ud af fængslet, beslutter Silja, at gruppen skal flygte til sydhavsøen Bora Bora. Zack bliver anholdt af politiet, og Mias mor kommer hen til løbetræning efter Mia. Men Mia stikker af og møder Zack, der er midlertidigt løsladt. Silja opdager, at Zack og Mia er kærester; Silja presser Zack til at rejse med hende, da der kun er penge nok til, at to kan rejse. Hvis Zack sladrer til gruppen, vil Silja angive Mia til politiet.

Ejerne af huset, som gruppen har "lånt", kommer hjem, og alle må stikke af. Silja afslører over for Mia, at hun og Zack har en affære, hvorefter Silja stikker af med gruppens penge. Mia indhenter hende, og Silja kommer til skade. Politiet anholder alle undtagen Zack. Mia får en betinget dom, flytter hjemmefra, får nye atletikvenner og tilgiver Zack, der er blevet gadegøgler.

Foto: Henrik Petit, Christian Geisnæs / Nimbus Film

Filmen egner sig både til dansk og et tværfagligt sammenspil med flere andre fag. 

Dansk

'Bora Bora' er en udviklingshistorie med en række temaer, der er aktuelle at diskutere i danskundervisningen, fx:

• Oprør og frigørelsesproces. Mia gør oprør mod sin mor og skolens dominerende piger, og gruppen af lommetyve gør oprør mod samfund og autoriteter.
• Gruppeidentitet og venskab. Mia tilbydes to typer af venskab og gruppeidentitet: med løbepigerne og træneren – og med de unge, rebelske lommetyve.
• At finde sin plads i verden. Mia leder efter sin plads i verden. Til slut har alle de hjemløse lommetyve fundet nye pladser i verden – som fotograf, tatovør, skoleelev, gøgler m.m.
• Outsidere. Lommetyvene har det til fælles, at de er outsidere. Sammen skaber de deres egne regler, deres egen tøjstil og egen amoralske etik.

I grupper / i klassen 

• Gennemgå de fire skitserede temaer ovenfor.
  • Hvordan kommer de til udtryk i filmen?

Musik

Definér filmmusikkens genre, som ifølge filmens instruktør Hans Fabian Wullenweber ”går fra popsange, over hiphop og rap til regulære musicalsange”.

I grupper / i klassen 

• Tal om, hvordan musiknumrene spiller sammen med handlingen og stemningen i filmen. Spil selv numre fra filmen.

Idræt

I filmen optræder forskellige former for bevægelse og idræt: løb, atletik, akrobatik, parkour og dans.

I grupper / i klassen 

• Tal om, hvordan sport kan hænge sammen med livsstil og identitet. Afprøv selv filmens forskellige sportsgrene.

Tværfagligt forløb i fagene drama, dansk, musik og idræt

I grupper / i klassen 

Omsæt filmen til et teaterstykke, som klassen opfører.

• Lad eleverne selv arbejde med at skrive manuskriptet og koreografere dans og bevægelse. Den musikorienterede klasse kan spille numrene til stykket; alternativt kan I arbejde med playback.

Foto: Henrik Petit, Christian Geisnæs / Nimbus Film

Genre – musical og ungdomsfilm

Når vi taler om genre, handler det i høj grad om forventninger: Hvad kan vi, publikum, forvente af en film? Det kan fx være, at der i en kriminalfilm bliver begået en forbrydelse, eller at en komedie skal vække latter.

Begrebet "filmgenre" kan defineres som et sæt af kendetegn og konventioner, der går igen i bestemte typer af film, og som publikum og filmskaberne er enige om skal være til stede. Publikum og filmskaberne indgår en såkaldt "genrekontrakt": Står der science fiction på plakaten, lover filmskaberne fx, at historien foregår i fremtiden, og publikum er indstillet på at give slip på realiteterne og være åbne over for filmskabernes fantasiunivers.

'Bora Bora' kan både defineres som en musical og en ungdomsfilm.

Den har musicalgenrens karakteristika: Handlingen afbrydes jævnligt af musiknumre, hvor personerne bryder ud i sang og dans til et usynligt orkester i et ikke-realistisk univers. Når musiknummeret er slut, tages filmens handlingstråd op igen, og fortællingen fortsætter. De fleste musicals har enkle handlingsforløb centreret omkring et kærlighedstema, men der kan også være fokus på stærke venskaber og rivaliserende grupper. Fortællingen i musicals drives ofte frem af kontraster mellem fx mand/kvinde, rig/fattig og ærlighed/uærlighed. Musik og sang udtrykker følelser og minder, der er knyttet til fortællingen. Mange musicals læner sig op ad melodramaets følelsesregister, men med større lethed og humor, og ofte bevæger filmene sig på grænselandet mellem fantasi og virkelighed.

Ungdomsfilm er kendetegnet ved, at hovedpersonerne er unge; de er ofte i en overgangsfase og befinder sig mentalt set et sted, hvor de gør oprør mod etablerede autoriteter, men endnu ikke har fundet deres eget ståsted. To centrale temaer i de fleste ungdomsfilm er søgen efter kærlighed og efter egen, voksen identitet. Ungdomsfilm udspiller sig som regel i relativt realistiske omgivelser (fx skolen, personernes hjem og byen, hvor personerne er vokset op eller er under uddannelse). Ofte er denne genre stilistisk modepræget, og både kostumer, scenografi, replikker, musik og visuelt udtryk afspejler tidens trend. Filmens soundtrack har typisk en fremtrædende rolle i forhold til oplevelsen af filmen.

'Bora Boras' instruktør, Hans Fabian Wullenweber, siger følgende om filmens genre:

”Stemningen i musicals er tit fortættet og mere melodramatisk end i klassiske dramaer. Derudover har musicalen en tydeligere og lidt mere forenklet storyline. Det passer godt til genren, da det hjælper publikum til at gå med på en leg, hvor de accepterer, at i dette univers synger og danser karaktererne, selvom det er et overdrevet greb i forhold til virkeligheden.

Jeg har ladet mig inspirere af tempoet og det legende i Baz Luhrmanns 'Moulin Rouge', af den medrivende gruppefortælling i 'West Side Story', og det blander jeg med en udviklingshistorie, der går noget dybere end i fx 'High School Musical'-filmene.

'Bora Bora' er samtidig en ungdomsfilm og for mig passer musicalstilen perfekt til de unge, da musik, dans, tøjstil og store følelser spiller en kæmpe rolle lige præcis i den alder. Sang og dans er en vital og naturlig del af fortællingen i filmen. Teksterne bliver brugt til at sætte ord på vores karakterers indre tanker, dansestilen bliver brugt til at understrege stemningen, mens musikstilen spænder fra det rene pop over til rap.”

Foto: Henrik Petit, Christian Geisnæs / Nimbus Film

Visuelt udtryk

'Bora Bora' tager udgangspunkt i et realistisk univers – et nutidigt København – men løsriver sig fra det ved hjælp af filmiske virkemidler som lys, farver og kamerabevægelser m.m. Desuden har scenografien og kostumerne stor betydning i forhold til at skabe det ikke-realistiske univers, som handlingen foregår i. Vi befinder os i musicalgenrens fantastiske verden, hvor almindelige naturlove ikke nødvendigvis gælder.

LOCATIONS

Kærlighedshistorien mellem Mia og Zack udspiller sig på genkendelige københavner-locations. De mødes første gang tæt ved Jorcks Passage (vi ser stednavnet med store, tydelige bogstaver i baggrunden), de sejler på vandscooter i kanalerne, og de stjæler fra en ældre dame ved Nytorv og Gammeltorv.

Men trods de genkendelige locations er filmen alt andet end dokumentarisk. Virkeligheden bliver tolket gennem kameraets linse – vi befinder os i et stiliseret og kontrastfyldt univers. Filmen er præget af en til tider næsten ekspressionistisk stil, der spejler personernes følelsesmæssige tilstand og oplevelse af verden omkring dem.

FARVER – KULØRT HISTORIE I KULØRT UNIVERS

Et markant virkemiddel i filmen er de farver, der præger både lyssætning, scenografi, kostumer og selve filmens look. 'Bora Bora' er på alle måder en farverig film – en kulørt historie i et kulørt univers. Farverne er mættede og intense; ofte er her tale om varme farver, der skaber en behagelig følelse, men nogle scener er præget af kolde farver, der skaber en ubehagelig stemning. Et eksempel på det er scenen, hvor Silja bliver ringet op af den truende Jim, der vil have penge af hende (tidskode 53:55). Her har billedet en sygelig grønlig nuance, der skiller sig markant ud fra den foregående scenes varmt gyldne look og understreger den ubehagelige følelse, telefonopkaldet vækker i Silja.

Lommetyvenes tøj og makeup er iøjnefaldende farverigt og mønstret: Det udtrykker deres anarkistiske tilgang til tilværelsen (ingen skal diktere, hvordan de skal gå klædt) og deres farverige, fantasifulde, impulsive sind. I kontrast til lommetyvene er Mias mor klædt i kedeligt, pænt, ensfarvet, lyst tøj – det signalerer, at hun er en fantasiløs person, der ligger under for kedsommelige normer. I en række scener er også figurer i baggrunden klædt i farverigt tøj – fx i scenen, hvor Mia første gang er med til at stjæle (tidskode 27:00). Her er mange af statisterne klædt i postkasserødt: en farve, der symbolsk er knyttet til både kærlighed og fare. Under sangnumrene kommer der ekstra meget farve på kostumerne – fx ser vi under sangen 'Lever livet' (tidskode 23:18), at trykket på Mias T-shirt har fået en lysende, neonagtig kontur. Disse detaljer er med til at understrege det ikke-realistiske i scenerne og løfte dem ud af virkeligheden og ind i drømmen og fantasien.

Også scenografien er ekstremt farverig. Eksempelvis er huset, som lommetyvene "låner", præget af kraftigt farvet tapet og kulørte, eksotiske rekvisitter. Personerne bevæger sig på farvemæssigt kontrastfyldte locations – det ene øjeblik blandt røde husmure, det næste øjeblik i en park omgivet af grønne planter (kontrastfarver). Der er ingen grå baggrunde i filmen – hvis vi ser en enkelt grålig mur, så er den prydet af vild graffiti.

Foto: Henrik Petit, Christian Geisnæs / Nimbus Film

LYS OG KAMERABEVÆGELSE

Endelig er filmens lyskilder også ofte farvede. Vi ser det især i huset, lommetyvene "låner", hvor der er mange farvede papirlamper og globusser med lys i. Desuden er baggrunde som fx hvide vinduesrammer diskret oplyst af farvede spot, som tilføjer ekstra kulør til totalindtrykket.

Ikke kun lysets farvetoner, men også lysindfaldet, lysets vinkel, er med til at præge vores oplevelse af filmen. I de første scener af filmen er der såkaldt naturligt lys: Lyset har samme nuance som dagslys og falder ind gennem vinduer eller kommer fra lamper i stuen. Men det øjeblik, hvor Mia møder Zack første gang, ændres lyset fra at se naturligt ud til at virke åbenlys kunstigt (tidskode 9:35). Da deres øjne mødes, er der spot, som lyser deres ansigter op nedefra, og det skaber en fornemmelse af uvirkelighed; lysindfaldet giver association til rampelyset på en scene og til, at de er med i et teaterstykke – en musical.

Samtidig er øjeblikket præget af en markant kamerabevægelse: Kameraet kører rundt og rundt om Mia og Zack, hvilket understreger det intense i øjeblikket. De står i en "boble" og tænker ikke på andet end hinanden – de føler sig som verdens centrum. De løfter, Mia øjeblikket inden deres møde har læst i Bora Bora-reklamespottet, går i opfyldelse: ”Mere eventyr – mere magi – mere af alt – drømme bliver til virkelighed på Bora Bora”. Den uvirkelige stemning, som lys og kamerabevægelser skaber, er med til at understrege, at Zack repræsenterer det samme som Bora Bora: Han er Mias vej til eventyret, magien og til at gøre drømme til virkelighed.

'Bora Bora' er på flere måder præget af meget bevægelse. For det første er personerne konstant i bevægelse – det er meget sjældent, vi ser dem sidde ned. De går, løber, laver parkour og danser sig gennem filmen, hvilket afspejler deres sindstilstand: De er alle sammen på flugt fra problemer og fortid, og de er rastløst uafklarede om, hvor de er på vej hen i livet. Samtidig er kameraet også meget ofte i bevægelse. Det drejer rundt om personerne, bevæger sig foran dem, bagved dem og sammen med dem, hen imod dem og væk fra dem. Ofte foregår det i glidende bevægelser (kameraet kører på skinner eller er et steadycam), nogle gange kombineret med slowmotion i et lækkert look og en stil, der er i familie med reklame og musikvideo. Men til tider er der også tale om et håndholdt, uroligt kamera – som fx i den afsluttende konfrontationsscene, hvor Mia forfølger Silja (tidskode 1:04:34), og hvor kamerabevægelserne er med til at understrege det improviserede, kaotiske og hæsblæsende ved jagten.

Foto: Henrik Petit, Christian Geisnæs / Nimbus Film

BILLEDBESKÆRING

En stor del af dramatikken i 'Bora Bora' foregår på det følelsesmæssige plan, og billedbeskæringen er præget af mange nærbilleder, der giver os mulighed for at aflæse personernes følelser – deres ensomhed, forelskelse, frygt, vrede og glæde. Under musiknumrene arbejder filmen ofte i totalbilleder, der giver os mulighed for at se de agerende danse i flok som på en scene. Her er billedbeskæringen med til at underbygge en fornemmelse af at se teater og dermed understrege, at her ikke er tale om realisme og virkelighedsgengivelse, men om fiktion og sceneunderholdning.