Genreanalyse af kærlighedsfilm

Alle genrefilm har en række fællestræk. Det er de fællestræk, vi undersøger, når vi laver en genreanalyse. Den enkelte genre har sine egne fællestræk, som er det særlige ved netop den genre. Enhver genrefilm har ikke nødvendigvis alle fællestræk, men en række af dem. Kærlighedsfilmens fællestræk er følgende:

Handling

Alle kærlighedsfilm handler om søgen efter kærlighed. I nogle film deles synsvinklen af det par, der måske finder hinanden. I andre film er synsvinklen hos en enkelt hovedperson, der kæmper for at vinde kærlighed fra den anden. Det væsentlige i handlingen knytter sig til kærligheden. Det er dates på restauranter, barer, diskoteker og til fester. Det er hemmelige stævnemøder. Det er (selvfølgelig) bryllupper, romantiske middage i stearinlysets skær og sexscener. Men også break-ups, misforståelser, skænderier og syngende lussinger. Kommunikation spiller en vigtig rolle i handlingen. Personerne skriver breve, sms’er, taler i telefon, chatter, hvisker hinanden ting i øret og råber deres kærlighed ud over byens tage. De holder i hånd, danser og stikker af sammen. Og så kysser de. Kysset er kærlighedsfilmens altoverskyggende handling. 

Foto: 'Adèles liv – Kapitel 1 & 2' (2013) Sofian El Fani / Quat'sous Films

Persongalleri

Persongalleriet kan være uendeligt i kærlighedsfilmen. Alle mennesker er jo interesseret i at finde kærlighed. Nogle figurer går dog igen i mange film. Det kan fx være modsætninger, som ofte bruges i romantiske komedier. Det ser vi fx i ’Da Harry mødte Sally’, hvor den kontrollerede og fornuftige Sally og den arrogante livsnyder Harry skal en masse forviklinger igennem, før de langt om længe indser, at de er skabt for hinanden. Sådan er det ofte i kærlighedsfilm. Personerne fuldender hinanden. Den ene har det, den anden mangler. Men grundlæggende er personerne i kærlighedsfilm helt almindelige mennesker. Her er ikke brug for superhelte, præsidenter eller rumvæsner. Til gengæld har de fleste kærlighedsfilm brug for bipersoner, der hjælper hovedpersonen eller hovedpersonerne. Det er den gode ven eller veninde, som man kan betro sig til, og som skubber hovedkaraktererne i den rigtige retning. Mod kærligheden.

Location

De fleste kærlighedsfilm udspiller sig i genkendelige hverdagsmiljøer. Det kan være i hjemmet, på arbejdspladsen eller lignende. Det giver publikum en mulighed for at identificere sig med handlingen og måske genkende sig selv i de romantiske situationer. Men personerne skal også ud af deres trygge rammer. De skal på restaurant, i operaen eller gå en tur langs vandet. Mange kærlighedsfilm sender også deres personerne på rejser. Eksotiske feriemål, flyrejser og krydstogtskibe og sågar øde øer er typiske locations i kærlighedsfilm.

Foto: Romantisk rundtur i Rom i 'Prinsessen holder fridag' (1953) Frank F. Planer og Henri Alekan / Paramount

Stil 

Stil betegner en særlig brug af filmiske virkemidler. I kærlighedsfilm er det altid handlingen og følelserne, der er i centrum, så stilen påkalder sig ikke samme opmærksomhed, som den gør i andre genrer. Der er dog en række virkemidler, der er væsentlige i kærlighedsfilmen. For eksempel klipningen, der kan afsløre personernes indre for seeren. Det kan også være igennem POV, hvor vi ser det, personen kigger på. Som regel den, han eller hun er forelsket i. Vi ser måske en hals eller en mund i nærbillede eller i ultranær, og vi ser reaktionsskuddet fra den forelskede person. Det er i blikkene, POV’erne, de nære beskæringer og i reaktionsskuddene, at mange kærlighedsfilm lader os mærke forelskelsen. Dialog spiller ofte en central rolle i kærlighedsfilm. Vi ser typisk to-skud og over-the-shoulder, når personerne sidder over for hinanden på restauranten, eller lange tracking-shots, når de går tur på stranden. 

Foto: 'William Shakespeare's Romeo & Juliet' (1996) Donald M. McAlpine / Bazmark Production
Foto: 'Moulin Rogue' (2021) Donald M. McAlpine / Bazmark Production

De fleste kærlighedsfilm har en romantisk stil. Det kommer som regel til udtryk i high-key-lyssætninger, varmt lys og en colorgrading, der fremhæver de varme farver. Også underlægningsmusikken spiller også en central rolle. De fleste kærlighedsfilm bruger romantisk underlægningsmusik, der virker parafraserende, fordi musikken forstærker personernes følelser og filmens handling. Det kan være popmusik, hvor teksten nærmest passer direkte på personerne i filmen, eller klassisk musik, hvor det som regel er strygeinstrumenter, som violin og cello, der får de store følelser frem i tilskueren.

Tematik

Kærlighedsfilm kan sætte en lang række store temaer i spil. Det kan fx være kønsroller, hvor vi kærlighedsfilm ofte prikker til vores forventninger om, hvordan kønnene skal være – og hvordan de opfører sig over for hinanden. De mere alvorlige kærlighedsfilm angriber samfundets normer, der i mange tilfælde viser sig at være en spændetrøje for det enkelte menneske. 

Kærligheden kan være det, der gør personerne i stand til at bryde med de normer, der begrænser dem. På den måde tematiseres kærligheden som oprør og frigørelse. De store romantiske klassikere handler især om forestillingen om den eneste ene og den ”ægte” kærlighed. Her skal personerne indse, at kærlighed ikke handler om ydre forhold som social status, penge, prestige eller familiens forventninger, men at den derimod kommer indefra.

Foto: 'Brokeback Mountain' (2005) Rodrigo Prieto / Paramount Pictures