Filmleksikon A-Z

Genreanalyse af westernfilm

Alle genrefilm har en række fællestræk. Det er de fællestræk, vi undersøger, når vi laver en genreanalyse.
Den enkelte genre har sine egne fællestræk, som er det særlige ved netop den genre. Enhver genrefilm har ikke nødvendigvis alle fællestræk, men en række af dem. Westerngenrens fællestræk er følgende:

Handling

Fredelige nybyggere bliver angrebet af banditter, bander eller oprindelige indianske folk. En helt tager kampen op og besejrer til sidst de onde. Undervejs oplever vi skyderier, dueller, værtshusslagsmål og mænd, der rider over prærien. 

Persongalleri

Man finder tre hovedgrupper af personer i westerngenren. Der er fredelige nybyggere, der sjældent kan kæmpe. Der er banditter og indianerfolk, der angriber nybyggerne. Og så er der helten, som tager kampen op mod de onde alene. Helten er næsten altid en mand, som regel mellem 30 og 50 år. Helten er dygtig til at slås og skyde og kender det vilde liv på prærien. Måske har han ligefrem en fortid som bandit. I klassiske westerns er helten glatbarberet og "renvasket".

Heltens moral motiverer ham til at kæmpe mod de onde, selvom han ikke nødvendigvis behøver at gøre det. I senere westernfilm møder vi i mellemtiden antihelten, som til forveksling ligner en bandit (beskidt og ubarberet). Antihelten kæmper for det meste kun, hvis han får noget ud af det selv, og skyr ingen midler eller modstandere for at nå sit mål.

De nådesløse
Foto: 'De nådesløse' (1992) Bob Akester / Warner Bros.

Westerngenren har altid tiltrukket de store filmstjerner. I de klassiske westerns var det John Wayne, der var den store stjerne, mens vi i dag forbinder genren med skuespillere som Clint Eastwood og Kevin Constner. Ikke mindst hovedrollerne i 'Deadwood'-serien (2004-2006), der har vundet flere Emmy Awards og Golden Globes.  

Location

Location handler om de miljøer, filmen foregår. Westerns udspiller sig i små, nybyggede præriebyer i det vestlige USA. Men også ude på prærien og i bjergene, hvor man kan gemme sig eller grave efter guld. En kendt location er Monument Valley, der ligger i staterne Arizona og Utah. Her indspillede John Ford ti af sine berømte westernfilm. 

Diligencen
Foto: Monument Valley i USA har lagt baggrund til adskillige westerns. 'Diligencen' (1939) Ned Scott / United Artists

Rekvisitter

Skydevåben, heste, whiskyflasker og hatte er de vigtigste rekvisitter i westernfilm. Allerede i de tidlige westerns fra omkring 1920-1940 kan vi kende helten på, at han bærer en hvid hat, mens skurken går med en sort eller mørk hat. 

Vestens hårde halse
Foto: 'Vestens hårde halse' (1968) Angelo Novi / Paramount Pictures

Stil

Stil betegner en særlig brug af filmiske virkemidler. Westernfilm udspiller sig i 1800-tallet, hvilket har betydning for westerngenrens stil. Her ser vi sjældent et "moderne" filmsprog. Klipperytmen er rolig, der er ingen computergenererede effekter, og man forsøger i det hele taget at opnå en realistisk stil. I westernfilm lægger man ofte vægt på store supertotaler, der viser landskaberne, og på at lade billedkompositionen være med til at fortælle historien. Man ser ofte harmoniske dybdekompositioner, hvor der er vigtige motiver i både forgrund, mellemgrund og baggrund.  

Vestens hårde halse
Foto: Revolvermanden Frank (i sort) viser hverken følelser eller nåde. Heller ikke over for helten, "Harmonica" (i lyst).
'Vestens hårde halse' (1968) Angelo Novi / Paramount Pictures 

Musik spiller en særlig rolle i westernfilm. Ofte åbner filmen med et musikalsk tema, der vender tilbage i løbet af filmen og bliver en slags rød tråd for handlingen. Mange westernfilm bruger desuden musikken som ledemotiv. Det vil sige, at de vigtige personer i historien har deres eget stykke musik, som vi hører, hver gang personen dukker op i en scene.   

Tematik

Genrefilm har et sæt faste temaer, der kommer til udtryk i deres historier. I westerngenren følger vi opgøret mellem det gode og det onde. Det viser sig næsten altid gennem en helt, der skal konfrontere nogle skurkagtige modstandere: Hovedtemaet er individualisme over for fælleskab. Helten må altid klare sig på egen hånd, selvom han egentlig kæmper for fællesskabet (fx de fredelige nybyggere, der bare gerne vil have deres lille by i fred).

Et andet tema er, at man kun kan besejre de onde ved at (be)skyde dem. Den civilisation, der bliver til i Det Vilde Vesten, er bygget på, at helten er parat til at dræbe sine modstandere. I de klassiske westernfilm er det altid de gode, der vinder til sidst. Men i nyere westernfilm er det ikke så enkelt. Her er det svært at adskille, hvem der er god, og hvem der er ond. I moderne westernfilm sympatiserer vi gerne med banditterne, der kæmper for det frie liv. Nyere westerns koncenterer sig desuden om mindre moralske temaer som grådighed og hævn.

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle