Nyere tendenser – iscenesættelse og anidox
Dokumentarfilmen har altid leget med grænsen mellem fakta og fiktion. Derfor er genrebrud ikke en direkte ny tendens. Men der er tendens til, at mange nyere dokumentarfilm eksperimenterer med genren gennem iscenesættelse og animation.
Iscenesættelse
Iscenesættelse handler om at ”sætte noget i scene” – at påvirke og instruere virkeligheden. Det er vigtigt at huske på, at virkeligheden aldrig lader sig skildre 100 procent objektivt og ubearbejdet. Det gælder også for journalister og influencere på sociale medier. I det øjeblik, der er et kamera til stede, ændres virkeligheden en lille smule. Men i nogle tilfælde blander instruktøren sig så meget i fremstillingen af virkeligheden, at iscenesættelsen og den kreative bearbejdning bliver markant.
|
Jesper Dalgaards dokumentarfilm ’Kandis for livet’ (2021) følger Johnny Hansen, der er forsanger i dansktop-bandet Kandis, og hans fans. Iscenesættelsen bliver brugt til at forstærke fortællingen om fansenes hengivenhed og Johnnys gudelignende status. I nogle tilfælde handler iscenesættelsen om brugen af filmiske virkemidler. Andre gange griber instruktøren aktivt ind og påvirker virkeligheden, fx da han giver en fan mulighed for at komme til koncert i Spanien. |
Der findes dokumentarer, hvor iscenesættelsen af virkeligheden er meget tydelig, og hvor man arbejder radikalt med den kreative bearbejdning af virkeligheden. Dem møder vi ikke helt så ofte, men når vi gør, stiller vi os af og til spørgsmålet: Er dette virkelig en dokumentar?
Det kan være dokumentarer, der peger på sig selv som en konstruktion af virkeligheden, fx ved at vise et kamera, der filmer et kamera, eller ved at bryde ”den fjerde væg” og kigge direkte i kameraet. Den slags dokumentarer sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at skildre virkeligheden. De diskuterer dokumentarens sandhedsværdi og autenticitet og muligheden for at indfange den ”ægte” virkelighed gennem et kamera – præcis som vi nogle gange kan diskutere ægtheden af det, vi ser på sociale medier. For hvornår bliver virkeligheden så iscenesat, at den ikke længere er virkelig?
|
’De fem benspænd’ (2003) er en metafilm – en film om at lave film. Her skal Jørgen Leths kortfilm ’Det perfekte menneske’ (1967) genindspilles efter de regler og benspænd, som Lars Von Trier dikterer. Virkeligheden iscenesættes i sådan en grad, at det flytter grænsen mellem fiktion og virkelighed (venstre).
|
|
ANIDOX
Anidox – eller animadoks – er dokumentarer, hvor enten hele eller dele af filmen er animeret. Det kan være et bevidst kreativt valg fra instruktørens side, men animationen kan også bruges til at rekonstruere en virkelighed, der af forskellige årsager ikke er eller har været muligt at filme. Ofte er lydsiden i de animerede dokumentarer autentisk og stammer fra interviews eller lignende.
|
De to danske dokumentarfilm ’Flugt’ (2021) og ’Tove i stykker’ (2020) er begge animerede dokumentarfilm. I begge tilfælde er animationen et kreativt greb, der dels skaber filmens visuelle stil, dels rekonstruerer en virkelighed, der ikke har været mulig at filme eller gengive. I ’Flugt’ (venstre), der fortæller om drengen Amins flugt fra krigen i Afghanistan til Danmark, er lydsiden Amins egen stemme, når han fortæller sin historie til instruktøren. Billedsiden viser en animeret version af historien, men den viser også Amin i interviewsituationen. Og af og til bryder filmen sin animerede stil med arkivbilleder fra Kabul.
Kombinationen af animerede scener og arkivmateriale findes også i ’Tove i stykker’ (højre). Her skaber animationen en poetisk billedside til Tove Ditlevsens stemme, når hun læser sine digte op. |
|